Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?

Min far blev bisat igår.

Det er lidt skørt, som processen omkring sorg og tab bliver overhalet indenom af de praktikaliteter, der omgående skal tages stilling til. Valg af bedemand, skal vedkommende brændes eller begraves (den afdøde, forstås, IKKE bedemanden), hvem skal kontaktes, kistevalg, tøjvalg til afdøde, blomster, salmer, urne, gravøl, og skal der mon noget særligt med i kisten?….
Det sidste havde vi egentlig ikke forestillet os, men vi blev klogere.

Det viser sig nemlig, at min far på det tidspunkt, da hans sidste hund døde, fik den kremeret. Herefter går den bort i glemsel i flere år, indtil hans kone en dag spørger: “Du…. hvad blev der egentlig af hunden?”.
Og ja, den stod sådan set opbevaret i en sportstaske under skrivebordet inde på arbejdsværelset.
I fuld leveringsemballage. Relativt stor papkasse til sådan en lille urne; kassens indhold bestod primært af en helvedes masse flamingo. Men igen, sikkert klogt nok at sikre sig, at sådan noget ikke let går i stykker (forestil dig klagen til firmaet: ‘Min hund lå spredt ud over det hele!’)…

Umiddelbart var det oplagt, at vores far skulle have hunden med sig ind i himlen. Og jeg vil sige, at bedemanden, som sikkert har stået model til spørgsmål om mangt og meget i tidens løb, også tog det i relativt stiv arm, da vi foreslog, at hunden lige kom en ekstra tur i krematoriet. Dog var han ikke særlig glad for selve urnen, så min søster kom på den opgave, at få omplaceret hundens jordiske rester. Hun fik bestilt et rigtig fint træskrin, men stødte på den simple forhindring, at urnen ikke sådan umiddelbart lod sig åbne. Og af gode grunde gik hun forsigtigt til værks, det ville jo være uhyre træls pludselig at stå med hele hytten fuld af pulveriseret hund. I sidste ende måtte hun kapitulere, og overgive himmelhunden i urnen til bedemanden, og dermed sad han med teten. Hvordan han så fik asken flyttet rundt, melder historien ingenting om. Men den kom med i kisten, forlyder det.

Og vi fik taget en rigtig fin afsked med ham den gamle, synes jeg.

I løbet af de sidste uger har jeg reflekteret meget over min far, vores forhold, og det med menneskelige relationer i det hele taget. Jeg har valgt at fokusere på det smukke.
Det smukke der er lige nu, og de minder, der var gode.

Ét af de minder, er om min fars valnøddeskibe. Han lavede dem af halve valnødder med master af tandstikker, og sejl af papir. Det er mig stadig helt ubegribeligt hvordan disse kæmpestore lapper han havde, kunne lave noget så småt og fint.
Han lavede et helt hav af dem, og de sejlede på vores juletræer i flere år. De var så fine, men er efterhånden gået til. Jeg har dog ét tilbage.

Here you go, in loving memory:

IMG_1812

Min rejse med ham ender her. For mig vil min far være i vinden, når jeg tænker på ham.
Nu måske med hund.

Og helt i overensstemmelse med denne overbevisning, kom jeg i tanke om dette gamle, smukke digt af Mary Elizabeth Frye:

Dagens digt

Do not stand at my grave and weep.
I am not there; I do not sleep.
I am a thousand winds that blow.
I am the diamond glints on snow.
I am the sunlight on ripened grain.
I am the gentle autumn rain.
When you awaken in the morning’s hush
I am the swift uplifting rush
Of quiet birds in circled flight.
I am the soft star that shines at night.
Do not stand at my grave and cry;
I am not there; I did not die.

Pas godt på dig og dine, derude!

26 tanker om "Må man ta’ hunden med sig ind i himlen?"

  1. Lisbet/Livsglimt

    Jeg tænkte på dig og din far i dag … Det gjorde indtryk på mig, at du skrev så ærligt om jeres relation og jeg er ved at læse “Og bjergene gav genlyd”. Han er så dygtig Khaled Hosseini og jeg ærgrer mig over, at han kun har skrevet tre bøger! Nå, men i “Og bjergene …” skriver han overbevisende om komplicerede familierelationer og alle de mange ting og følelser, der spiller ind i vores relationer til de allernærmeste. Det er fordelen ved skønlitteratur fremfor facebook – mere nuancerede beskrivelser af relationer 🙂 uden at nogen nødvendigvis er hverken helte eller skurke!

    KH Lisbet

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lisbet!
      Altså ‘Og bjergene gav genlyd’ er jo min absolutte favoritbog! Jeg elsker den! Så jeg er enig med dig i, at det er trist han kun har skrevet tre bøger, men jeg synes til gengæld han bliver bedre for hver gang, så jeg glæder mig virkelig til den næste!
      Tusind tak for dine tanker, Lisbet, jeg håber du får en dejlig weekend! ☀️

      Svar
      1. Lisbet/Livsglimt

        Sjovt, det vidste jeg ikke 🙂 Jeg har ikke læst den før – jeg har gemt lidt på den. Det er godt nok nogle skarpe personbeskrivelser den har! – Tak i lige måde 🙂

        Svar
        1. Mor-monsteret Forfatter

          Ja, han får altid lige twistet sine karakterer på forunderlig vis. Netop som man tror man har gennemskuet dem, så har man det ikke alligevel. Nå, jeg græd selvfølgelig som pisket gennem hele bogen… Måske jeg snart skulle læse den igen!

          Svar
  2. Lene

    Dine smukke ord om din far og jeres forhold vidner om kærlighed, også selv om netop dem vi elsker er dem der kan såre os mest.
    Og så fik du mig til at nynne den gamle sang og godt det kunne lade sig gøre.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Lene! Ja, jeg har også sunget den sang en del gange her i de forløbne dage. “Hvad er det for en sang, mor?”, spørger poderne. Og så er det jeg bevæger mig ud i noget med Giro 413 og noget med en gang, hvor der var ret få kanaler… 😝

      Svar
  3. Ellen

    Din far er sikkert den eneste mand i DK, der nogensinde har fået sin hund med i himlen – på trods af sangen, som vi nok alle kender.
    Du skriver så fint – der blev sat mange tanker i gang, kan man tydeligt fornemme.
    Jeg holder også meget af MEF’s digt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Ellen!
      Ja, det er et fantastisk digt! Jeg håber du får en rigtig dejlig weekend ☀️

      Svar
  4. gravidgrahvad

    Åh altså, midt i alt det svære og smukke kan jeg ikke lade være med at fnise ukontrolleret over den der døde hund i en sportstaske og en urne, der ikke vil lade sig åbne.
    Menneskelivet i al dets herlige mix af absurditeter tegnes på en eller anden måde tydeligere op, når baggrunden er mørk.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Gravidgrahvad!
      Du har helt ret, nogle gange er tingene lidt absurde, og det tænker jeg er en god ting! ❤️
      Tak for din kommentar!

      Svar
  5. Mette

    Jamen, så fint I kunne gi’ ham hunden med. Synes altså det er lidt komisk den sådan har stået gemt i en sportstaske af alle steder. Det er dejligt at læse dine indlæg om din far, sorg, tab hvad det nu er . Du beskriver det godt og giver stof til eftertanke. Ha’ en dejlig weekend i varmen:o) Mange tanker herfra gennem den online verden og helt over til dig:o)

    Svar
  6. Øglemor

    Åh, en vaskeægte himmelhund. Sådan en har jeg ikke tænkt på (eller nynnet om) i lang tid. Men jeg gætter på, at jeg kommer til at have sangen på hjernen den næste uges tid eller sådan noget.
    Dejligt indlæg, hvor kærligheden til din far skinner tydeligt igennem. Og sikke nogle fine skibe! Nu, der kun er et tilbage, kan det være, at du skal tage arven op og lave nogle flere til juletræet? 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Øglemor!
      Tanken har faktisk strejfet mig, om jeg skulle tage kampen op med en ny omgang valnøddeskibe…. Vi får se! ⛵️

      Svar
  7. Monica

    ej et smukt digt.. snøft..
    imponerende valnøddeskibe ! måske ku’ en eller flere poder tage produktionen op?
    gode minder – helt bestemt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Monica!
      Tak for din kommentar; ja, én eller anden må utvivlsomt gå i min fars fodspor og lave et valnøddeskibsværft!

      Svar
  8. Karen

    Da min mormor døde havde hun ønsket at få hendes aske spredt over havet. Min morfar, hendes brødre, min mor og jeg tog ned til en fredfyldt strand hvor hun havde badet som barn. Der var bare lige det men… At vi ikke kunne få urnen åben (den havde været åben da min morfar modtog den, og efter et kig til hende havde han lukket det. Urner er åbenbart ikke designet til at kunne åbnes igen!!!) så vi endte med at måtte slå hul i urnen med en sten før vi kunne få hendes aske spredt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Karen!
      Det er en smuk tanke, det med at blive strøet ud over noget vand; jeg tænker faktisk også, at det er noget, jeg gerne selv vil en dag. Min far havde selv samme ønske, og fik også tilladelse til det, men hans kone ønskede det desværre ikke sådan, så det bliver ikke som vi børn havde forestillet os det. Det kan jeg så mene hvad jeg vil om (og tro mig, DET gør jeg!…).
      Din mormor kom da afsted med maner, bulder og brag (mon ikke hun i sit stille sind har moret sig over det i det hinsides?)… Altså hvad er det for noget med de urner, I don’t get it! 😳

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.