Noget om afmålte ressourcer

Mand og Mellemste Pode var jo for nylig ude at rejse. Og hvor savnede de end var undervejs, blev jeg overrasket over, at det tog mig mindre end et par timer at blive lidt små-irriteret på Mand efter deres hjemkomst. Sådan en rigtig typisk kvindeting.
Der er to versioner af historien:

Mands version: Der er blevet spist aftensmad, der er taget af bordet, Mellemste Pode er blevet puttet, Mor-monsteret putter Mindste Pode, alt er under kontrol.
Jeg er mega-jetlag’et, jeg sætter mig lige ti minutter i sofaen. (For himlens skyld, der blev sagt 10 MINUTTER; jeg har været vågen i noget der ligner 35 timer, det er da vel for pokker ikke så meget at forlange!…..).

Min version: Der er blevet spist aftensmad, der er stadig ikke taget af bordet (ikke det hele i hvertfald…), Mellemste Pode ligger og brøler inde fra sin seng, mens jeg med tiltagende heftig og skinger stemmeføring læser ‘Rasmus Klump på Pandekageøen’ for Mindste Pode (og hvorfor helvede er der ingen der HØRER Mellemste Pode; jeg ved da i hvert fald at al den råberi når frem til mig med al tydelighed).
Alting sejler, og Mand befinder sig i sofaen. (Der blev sagt ALTING SEJLER!).

Enhver mand, sandsynligvis også en god portion kvinder, ville give Mand medhold i, at det ikke var spor for meget at forlange. Andre kvinder ville – formoder jeg (?) – få et mindre udfald.

Det som er lidt spøjst er, at jeg i den uge, hvor Mand var bortrejst med én pode, og hvor jeg derfor var alenemor til de to tilbageværende poder, var en eksemplarisk mor. Hvis vi ser bort fra aftensmåltiderne, der som sædvanlig lader meget tilbage at ønske, så gjorde jeg det godt. Jeg var – og er stadig – overrasket over, at det rent faktisk lykkedes mig. Sød, rummelig, kyssende og ikke-sur var jeg. Jeg var meget stolt. Alt dette overskud fes ud, som luften fra en ballon uden knude, lige så snart Mand satte sig i sofaen.

Da jeg efterfølgende gik og spekulerede over, hvor utrolig hurtigt efter Mands hjemkomst monsteret (i mig, forstås) dukkede op til overfladen igen, havde jeg en samtale med Pendler-Mor, som kort og godt oplyste mig om, hvordan den slags ting hænger sammen:

”Det hele handler om afmålte ressourcer”, sagde hun. Det betyder, at når man er alene med sine unger, så laver man en ubevidst, ret kompliceret matematisk ligning over den totale ressource fordelt på det antal dage og timer, hvor man er alene med poderne. Der kalkuleres med hvor langt overskuddet rækker, og hvor meget underskud der eventuelt kan trækkes på før det bliver kritisk. På én eller anden måde, får man regnestykket til at gå op, så det passer på minuttet med forventet ankomst af den anden forælder. ”Det også derfor man bliver så røv-sur når manden kommer for sent hjem fra et eller andet”, siger Pendler-Mor. Det er simpelthen fordi ressourcerne er brugt op. Hvis man forventer assistance fra ens bedre halvdel klokken 17-nul-nul-dut, og han så først dukker op klokken 17:45, så er der ikke flere tilbageværende ressourcer til tidsrummet 17:00-17:45. Måske sat liiiiiidt på spidsen, men det gav perfekt mening i mit lillebitte hoved.

På trods af den umiddelbare mening, undres jeg ikke desto mindre over, hvorfor Mand aldrig (ALDRIG!) bliver irriteret, endsige tøsefornærmet? Derfor runder jeg nu indlægget af med følgende:

Dagens spørgsmål

Hvorfor sker dette ikke for mænd?
Er mænd mon bedre til at regne?
Er der en ubekendt i ligningen, som kvinder simpelthen ikke kender?

Hvad tror du?

Dagens kommentar
(Eller hørt på cykelstien):

Mindste Pode: ”Mor, jeg vil gerne have en legeaftale med Mehmet!”
Mig: ”Okay?”
Mindste Pode: ”Hans far taler ty-ish, engelsk OG dansk!”
*Tænkepause*
Mindste Pode: ”Ved du hvad Mehmet skal være når han bliver stor?”
Mig: ”Nej?”
Mindste Pode: ”Han skal arbejd’ på pizzaria! Er det ik’ bare sejt?! Og ved du hvad? Det skal jeg os’!
Det siger Mehmet selv! Så skal vi være sammen heeeele tiden!”

Jeg tænker frysepomfritterne herhjemme får sig en ret modstandsdygtig konkurrent i den jævne strøm af pizzaer jeg ser for mig komme sejlende, helt af sig selv….

FullSizeRender 1

FullSizeRender2

24 tanker om "Noget om afmålte ressourcer"

    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Cille!
      Ja, er det ikke bare virkelig fuldstændig bizart?! Gud ved hvorfor det er sådan?…..

      Svar
  1. Pendler-Mor

    Jeg skal klart være kunde i Mehmet og Mindste Podes biks! Er sikker på al den hygge medfører drøn-lækker mad 😊
    Mon der også kommer kartoffelmos på menuen? 😉
    Det med ressourcerne kan jeg jo kun være enig i – selvom jeg virkelig forsøger at være upåvirket af forsinkelser etc., så lykkes det meget sjældent…..
    Gad vide om det er normalt?

    Kram fra mig 😊

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kram til dig i lige måde, Pendler-Mor! 😘
      Ja, jeg tænker der kommer en pizza-special med kartoffelmos… Hvorfor er der ikke nogen, der har tænkt på det?!

      Svar
  2. Mette

    Fantastisk med pizzaria i fremtiden 🙂 helt klart værd at holde fast i. Sjovt du lige skrev o det her. Manden min kom hjem søndag morgen efter 3 dage væk. Tog mig ikke meget længere end halvvejs hjem i bilen fra lufthavnen, før jeg blev en lille smule irriteret på ham. Hvis der findes en ligning og du finder den så sig lige til ik :o)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Af hjertet tak, Mette, nogle gange så føler jeg mig som det usleste menneske på jorden!
      Hvorfor er det ikke nogle matematiske genier, som kan løse gåden om de afmålte ressourcer? Vi er nu tilsyneladende mindst fire, der kender til fænomenet. Der findes uden tvivl flere… Help, anyone??… 😳

      Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Der har du godt nok fat i noget: Pendler-Mor må ha’ en pris!!🏆
      Tak for din kommentar ❤️

      Svar
  3. Ellen

    Ja, Pendler-Mor fortjener en pris! Det er simpelthen den genialeste forklaring, jeg har hørt på fænomenet, som jeg tror, alle kender. Alle vil nok ikke indrømme det, men jeg tør vædde med, at alle kender det 😀
    (Og hvis han ikke har sovet i 35 timer, hvad pokker betyder så en times ekstra aktivitet? Er det os, der er urimelige? Overhovedet ikke!= 😉

    Svar
  4. Liv ☆

    Hahahahahahaha.
    1) det sker også for mænd! Tror bare de har en knap, hvormed de kan lukke af for resten af verden, for nu er der jo så en ansvarlig voksen til stede (altså når vi kommet hjem). Jeg håber virkelig at det er sådan det hænger sammen, for de kan jo ikke være os kvinder overlegne på det punkt?!?
    2) herhjemme er mænd klart bedre til at regne. Men … ikke til at regne den ud 😉
    3) jeg tror det og jeg tænker at du skal klage til ligestillingsministerin eller hvem-det-nu-er der har et sådant ansvar.

    Ha’ en rigtig dejlig tirsdag skøreliv.dk. Kh. Liv

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Liv!
      Sker det virkelig også for mænd?! Og hvorfor har vi ikke fået nogen knap?! Altså!!…. 😳
      Rigtig god tirsdag til dig i lige måde! 😘

      Svar
  5. Birgitte B

    Hvorfor sker det aldrig for mænd? Fordi de aldrig er alene – og med knappe ressourcer i længere tid. Jeg husker godt, hvor chokeret min eks blev, da han skulle stå for alt med to børn i 7 dage om ugen efter skilsmisse. Han var total bombet. Og langt fra alt spillede i hjemmet mv. Just saying. Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Sikke en omgang! Det lyder ikke som om han var så god til at beregne sine ressourcer, ham din ex?….
      Tak for din kommentar, Birgitte ☀️

      Svar
  6. Mette T

    Også her giver ligningen mening… Første gang den rigtig viste sit grimme ansigt var, da vores ældste var 3-måneder.

    Hun havde kolik, alt var nyt og hårdt, og amningen var også dumt og gjorde ondt.

    Det var så der min mand deltog i verdens hårdeste ski-løb som finder sted på fuc…. Grønland! Måneders træning og en uge væk. Da han kommer hjem, er der ikke mere at give af. Jeg er pænt gnaven og han er rigtig glad (har jo lige deltaget i verdens hårdeste skiløb!!!) og har savnet os. Så efter et par dage hjemme spørger han “hvorfor er du så sur?! Jeg er jo hjemme nu!!!”

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette T.!
      Sikke en klassiker! Jeg kender godt det dersens skiløb, by the way…. Din historie lyder fuldstændig genkendeligt! Hjem kommer den glade mand til sin eddikesure kone; det har jeg godt nok været MANGE gange. Mand/mænd forstår det ikke. Det er et stort mysterium!
      Jeg synes det var super-godt gået at du ikke kastede dig selv samt tremåneders kolikbarn ud af vinduet. En hel uge!! Det er godt nok lang tid… Du burde også have en medalje!
      Tak for din kommentar ❤️

      Svar
  7. Lisbet/Livsglimt

    Åh ja, sådan er det! Jeg kender ikke pendler-mor, men hun er da klog! Det er selvfølgelig også muligt, at regnestykket ikke er mere avanceret end, at man er indstillet på at holde sammen på sig selv indtil et bestemt tidspunkt, hvorefter man planlægger at klaske sammen (særligt hvis der er sammenfald med “provokerende” opførsel), men det avancerede regnestykke giver nu også fuldstændig mening for mig!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lisbet!
      Pendler-Mor er MEGET klog! Og dit regnestykke giver også perfekt mening i min verden (du er også meget klog! 😀)

      Svar
  8. gravidgrahvad

    Jeg skal ikke kunne sige om mænd ALDRIG oplever den slags – men min opfattelse ud fra egen mand samt omgangskredsens mænd er, at de ikke laver de der regnestykker, fordi de er bedre til at lytte til og opfylde egne behov, inden det bliver kritisk for dem og alt brænder sammen.
    Kvinder hjerner er på godt og ondt programmeret til at kunne fortrænge/udsætte egne behov for at tage sig af andres, og det er mænds ikke på samme måde.
    Så når din mand lige kan tage sig 10 minutter i sofaen, selvom alt SEJLER så er det faktisk en ret god evne, som du måske kan lære lidt af? (ja, det er provokerende, jeg ved det! For min hjerne kan også genkende regnestykket)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Gravidgrahvad!
      Du har helt ret; det er et spørgsmål om prioritering! Vi må øve os lidt mere på at være mænd!…. 😝

      Svar
  9. Lene

    Skarp observation og gode pointer. Her i huset forsøger jeg at skifte den sammenbidte, lettere irriteret madamme ud med kække Kvinde, som med humoristiske bemærkninger får gemalen til at ændre adfærd. At det så kun er for den ene gang og kække Kvinde derfor skal på igen, må jeg så tage med, indtil jeg har lært en anden metode 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lene!
      Kække kvinde er klart at foretrække frem for forsmået husmoderattitude! Du har afgjort fat i den lange ende! 😝

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *