Bagud i kampen

Dette indlæg handler (måske) mod forventning (titlen taget i betragtning) IKKE om EM i fodbold.
Det handler om at der er forskel på, hvor meget man får sat sig ind i sagerne, når man synes man er garvet. Og så alligevel ikke helt er det. Garvet altså.

Helt konkret taler jeg om, at der for mit eget vedkommende har været stor forskel på, hvor meget jeg indledningsvist satte mig ind i Ældste Podes klassekonstellation i forhold til da det tre år senere var Mellemste Podes tur:

Da Ældste Pode startede i skole for snart seks år siden (SEKS!), sad jeg længe og terpede navnene på alle børnene, som jeg matchede med et dårligt klassefoto. Jeg kunne tilnærmelsesvist navnene før Ældste Pode (ahr, okay, måske ikke helt); jeg lærte næsten deres fødselsdage, men hvis de ikke lige sad i skabet, så vidste jeg i hvert fald hvor ungerne boede, hvem forældrene var, og om de var skilt. Som om det betød noget. Jeg lærte også hurtigt hvor mange søskende der var, hvad de hedder, og i hvilke klasser disse søskende befinder sig.
Any ways: Selvom jeg er gået en stor bue uden om samtlige udvalg man som forælder kunne tænkes at havne i, og til trods for, at jeg stadig bytter rundt på Louise og Clara, så har jeg SÅ meget styr på den klasse.
Jeg er kørende.

Helt anderledes står det til med Mellemste Podes klasse. Jeg har styr på drengene, så meget skal siges, men med pigerne er det stadig sådan liiidt… blurry. Fødselsdage og forældre? Pfft… Det er ligesom røget i skyndingen. Og efterhånden er det sådan lidt småpinligt; Mellemste Pode skal trods alt i tredje klasse efter sommerferien. Fordi jeg ikke har et clue om hvem der er forældre til ungerne i Mellemste Podes klasse (okay, selvfølgelig er der undtagelser…), hilser jeg uvilkårligt på samtlige voksne jeg møder i skolegården af frygt for at ignorere nogen, jeg ikke burde have ignoreret.

Jeg tror faktisk, at det på én eller anden vis er lykkedes mig at fortrænge dette faktum indtil for ganske nyligt. Helt nøjagtigt indtil fredag i forrige uge, som var den fredag, hvor ungerne fik sommerferie.

Tre piger skulle skifte skole, og holdt i den anledning en afslutningsfest.

Jeg ankommer til destinationen lidt før festen slutter, og begynder omgående at skanne terrænet i håb om at spotte min pode, så jeg hurtigst muligt kan få ham med videre. Undervejs kommer jeg i tanke om, at det nok også ville klæ’ mig at sige pænt farvel til alle forældrene og deres døtre. Pokkers.

Værtsparret + datter har jeg styr på. Moren har jeg snakket en del med, og faren er noget ved musikken og er nogle gange i fjernsynet, så ham kan jeg mirakuløst nok også godt kende.

Min første udfordring er en anden far, som står placeret midt på græsplænen med hovedet begravet i en iPhone. Han er efter alt at dømme sat til at vogte over en hoben trampolinspringende unger, men jeg tør godt skrive under på, at hele bundtet kunne springe på hovedet over hækken og ind til naboen uden at han ville ænse det. Øjensynligt meget interessante ting på iPhone.  Men tilbage til min udfordring: Hvem er denne mand, og hvem er han mon far til? Har han mon et navn? Mindes svagt at ha’ set ham ved en tidligere lejlighed.
Jeg får rystet hånd med den unavngivne (der heller ikke virker som om han ved, hvem jeg er mor til (han har nok også ældre børn, konkluderer jeg)), og får gang i en god udenomssnak, hvor jeg ikke behøver skilte med, at jeg ikke har noget begreb om hvorvidt han er en del af familien der flytter til Værløse, eller familien der flytter til Schweiz.

Videre. Støder ind i de øvrige to mødre; dem har jeg styr på (jeg har i hvert fald set dem før, dog er der stadig udfald på hukommelsesfronten i forhold til hvem der flytter hvorhen, og hvem der er mor til hvem). Jeg er nu i træning efter snakken med den ukendte far ved trampolinen, og klarer den fortsat. Ingen aner uråd. Tror jeg.

Min anden udfordring opstår mens jeg går gennem huset (stadig i min søgen efter Mellemste Pode, som jeg nu har fået besked om er blevet lokket i fordærv af chips i baghaven). På min vej gennem stuerne kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har nogen anelse om hvordan den ene af de tre piger, Vera, ser ud. Får akut koldsved ved tanken om hvor pinligt det bliver, når jeg kun kan kende to ud af tre.

I baghaven prøver jeg at skabe kontakt til Mellem Pode, der ikke har synderlig travlt med at komme med hjem (HEY, der jo CHIPS!). Mens han gnasker færdig, får jeg sagt farvel til de to piger jeg ved, hvem er, mens mit desperado-blik flakker rundt på de andre pigers ansigter i håb om at noget på et tidspunkt dæmrer. Uden held. Ingen klokker ringer, mit blik fanger intet ansigt, som jeg kan matche med et ’Vera’.

Tre piger plus seks forældre = ni personer. Jeg klarer et farvel til de syv. Tilbage mangler den sidste uidentificerbare far, som jeg aldrig så, og så den lille Vera, som jeg (måske?) heller ikke så.
Succes? Mission completed? Altså, jeg overlevede jo. Objektivt set gik det fint. Efter alt at dømme på Mellemste Pode har jeg ikke opført mig mere pinligt end sædvanligt.
Men det kan godt være, jeg lige skal lidt mere ind i kampen alligevel.

Ronaldo

Det et jo ikke fordi jeg elsker Mellemste Pode mindre end Ældste Pode. Eller at det er mindre fantastisk at han går i skole. Måske er det den totale mængde af poder, som har nået sin grænse? Måske er der kun plads til 34. Eller 35½. Kan man købe nogle flere RAM til den del af harddisken?
Jeg tør sket ikke tænke på hvordan det kommer til at forløbe når Mindste Pode om et år skal i skole.

18 tanker om "Bagud i kampen"

  1. Birgitte B

    Åh altså, jeg vil gerne indrømme, at det er manglende interesse, der gør at jeg roder rundt i elevers, forældres og søskendes navne. Det siger mig ingenting – og mine unger ved det! Så jeg siger bare hej og farvel – og nogle gange en sludder for en sladder om, hvor store ungerne bliver og hvad skal I lave i weekenden…. bla bla bla… Works like a charm 😉 kh. Birgitte

    Svar
  2. Dorte

    Jeg er møg irriterende på det område – har tilsyneladende klæbehjerne hvad sådanne oplysninger angår og så kan man jo så overveje hvilken information der så ikke hænger ved pga det tvivlsomme talent…:-)

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Dorte!
      Det kender jeg godt! Af uransagelige årsager husker jeg f.eks. samtlige venners børns fødselsdage, inkl. fødeår. Der er en del unger efterhånden, og det eneste jeg kan bruge det til er underholdning i festligt lag efter indtagelse af en del genstande, og en enkelt SMS én gang om året. Virkelig dårlig udnyttelse af hjernekapacitet. Til gengæld ville jeg virkelig gerne kunne huske mere om ungerne i Mellemste Podes klasse, eller lidt mere om f.eks. den franske revolution end jeg gør (eftersom jeg brugte det meste af et år på uni til at specialisere mig på området. Hvad er der tilbage? 1789..)….

      Svar
  3. Ellen

    Det er muligt, at du ikke er helt tilfreds med din egen præstation, men jeg er altså dybt imponeret!
    Jeg har ét barn, og jeg lærte da efterhånden med årene navnene på de fleste klassekammerater, men kun navnene på de forældre, hvis børn Charlotte var på legekammeratplan med. Det syntes jeg var rigeligt – havde ikke brug for at vide mere 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Ellen! 👍
      Det kan være, at jeg bare skal sige, at det er helt okay, og lade piger og forældre være piger og forældre!

      Svar
  4. Mette

    Du er bedre end mig og jeg har kun 2 unger:) du skal nok klare det når mindste pode starter i skole:) jeg nikker bare og smiler når jeg er i tvivl. Det plejer at virke sådan nogenlunde. Jeg kan kende ansigter men aldrig huske navne.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Mette!
      Det kan da simpelthen være at jeg måske alligevel ikke er helt så bagud som jeg går og tror?
      Måske miraklernes tid endnu ikke er helt forbi…. 😘

      Svar
  5. LS ☆

    Du er mileskridt foran skøreliv. Jeg er imponeret. Jeg er fortsat forundret, når yngstemand her, taler om Emma og Karen fra klassen. Har endnu ikke fundet ud af, om de faktisk går i hans klasse, eller om det bare er noget han siger for at forvirre mig. Har prøvet at engagere mig til forældre-komsammen. Det gik ok dengang jeg fik cola-allergi i selskab med mødrene (http://pladstilverden.blogspot.dk/2015/02/allergisk-over-for-cola.html). Men fædrene …. og søskende … og fødselsdage … og nej. Du imponerer mig! Hatten af for dig – og skrub så på sommerferie, du!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Ih, du godeste, Cola-allergi?!
      Ja, jeg trænger knagensparkme til at holde lidt fri snart. Lige om lidt…..

      Svar
  6. Helle

    Hihihhihiihhihi, sjovt indlæg – jeg morede mig 🙂

    Er heller ikke selv for skarp på min yngstes kammeraters forældre og søskende – og da SLET ikke drengene!
    Men når jeg er på arbejde som lærer, kender jeg selvfølgelig alle min elevers navne – og i den klasse, hvor jeg er kontaktlærer, kan jeg også navnene på deres forældre og søskende og diverse andre familiemeldemmer. Jeg kan også deres hundes navne, vil jeg vove at påstå 🙂
    Det er der gået lidt sport i – det indrømmer jeg blankt – og jeg kan virkelig imponere mine kolleger, ved at kunne sige til en elev ‘ er det du moster Karens, du skal til fødselsdag hos på søndag- eller er det faster Lise, I skal besøge?

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Helle!
      Super-flot gået, at du kan holde rede i de mere perifære familierelationer, det er godt nok imponerende!
      Tak for din kommentar, Helle, og god sommer til dig 😘

      Svar
  7. Lene

    Håber ferien snart banker på hos jer, og at solen vil skinne.

    Jeg er en af dem, der altid har syntes, det var sjovt at være til komsammen i børnenes klasser (jo flere jo bedre), og derfor som regel også havde styr på alle børnenes navne og hvilke forældre der hørte til hvilke børn (og så var jeg FDFleder dengang, hvor jeg havde flere af børnene, det hjalp jo også) 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lene
      Stor respekt for dit engagement! Hvor er der godt, at der er mennesker som dig ❤️

      Svar
      1. Lene

        Husk nu på at jeg på det tidspunkt ikke arbejdede som sygeplejerske men som landmandens medhjælper. Havde derfor meget trang til at være udadvendt og aktiv, så det hele ikke gik op i kartofler og traktorkørsel 😉

        Svar
        1. Mor-monsteret Forfatter

          Kære Lene
          Tro mig, jeg ville VIRKELIG gerne bytte med kartofler og traktorkørsel fra tid til anden! 😳

          Svar
  8. Sandra

    At flytte sine børn til ny by med ny skole og ny børnehave gør ikke ligefrem projekt “lær forældre-navne og deres børn at kende” nemmere. Jeg havde efterhånden godt styr på ihvertfald pige forældre (både mor og far) til alle pigerne i Storemusens gamle klasse…

    I ny by starter jeg fra scratch – og det med “bravour”, for jeg valgte så at svare mundtligt på en sms fra en far – han kiggede lidt underligt og uforstående da jeg sagde noget i retning af – ja torsdag passer desværre ikke så godt… da jeg var gået fandt jeg ud af at jeg havde snakket med en forkert far, eller ihvertfald ikke afsenderen til sms’en. for hans datter var en anden og ikke hende vi var ved at lave legeaftale med… ret pinligt…

    Håber snart sommerferien indfinder sig hos jer! Kh. Sandra

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Sandra
      Åh, kender godt følelsen af at det har været lidt pinligt. Det er helt sikkert mere pinligt inde i vores egne hoveder end i virkeligheden! Når det så er sagt, så ville jeg være SÅ meget på spanden hvis vi rykkede teltpælene op og flyttede til helt ny by… Jeg havde lavet mere end én bøf, det er stensikkert!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *