På kant med hverdagen

Hvert år ved denne tid væltes jeg omkuld af kalenderen.
Ikke i form af en overdimensioneret Mayland-udgave med spiralryg som foretager et fysisk overgreb, men i form af det, som den rummer. Men det føles næsten som om jeg bliver knockoutet i mit livs boksering. Ungerne kommer hjem fra skole, og kaster i flæng indbydelser til diverse arrangementer op på køkkenbordet, og forældreintra bugner med information. Sporten kører pludselig på højtryk igen.

Så meget for sommerferie, siger jeg bare… Netop som man slentrer rundt og tror, at hvilepuls er blevet sådan helt comme il faux, så bankes man tilbage til stenalderen sådan på det mentale plan.

Hvad der på ingen tid har taget pusten fra mig, og har kæmpet om minutterne og timerne i den famøse kalender er følgende:

  • Invitationer til børnefødselsdage
  • Invitationer til forældrefester i skolen
  • Invitationer til picnic i skolen
  • Invitation til sommerfest i børnehaven
  • Invitationer til forældremøder i idrætsforeningerne
  • Sport (already said that)
  • Forespørgsler på overnatningsaftaler
  • Legeaftaler
  • Fodbold- og håndboldstævner

Alt sammen i hobetal, til overflod og til min udtalte forfærdelse, ikke mindst.

Derudover kommer der ting på programmet, som ikke er foranlediget af noget med børn, men som kun vedrører forældrene, og som man også gerne vil deltage i. Man kan ikke nå alting, det er der ikke noget nyt i, men at der er SÅ mange ting ALTID, det tager virkelig pusten fra mig.

Hvorfor kommer det hele på én gang? Og hvorfor er der så meget, fristes jeg til at spørge?
Og hvad skal prioriteres; hvad skal skæres fra?

Måske er der ikke mere end der plejer?.. Eller hvad…? For i og for sig er der ikke noget nyt i ovenstående, som er eksempler på ting, der sker hele året rundt: Det som er anstrengende er dels, at det som sagt sker lige efter sommerferien, og at det dels (qua ferien) kommer på et tidspunkt, hvor ungerne får nye skemaer og træningstider, og ingenting kører i sin vante gænge. Ingenting!

I et forsøg på at overskue det hele lidt bedre ud fra en slags princip om at et angreb er det bedste forsvar, kom jeg uforvarende til at lave en liste. Den slags skal man ikke gøre. Men det gjorde jeg ikke desto mindre alligevel. Helt konkret lavede jeg en liste over alle de ting, som jeg synes er ved at give mig baghjul, samtidig med at de på grummeste og mest paradoksale vis er som sådan en kæmpemæssig bæ, man ruller foran sig, og som kontinuerligt bare bliver større og større. Det er ikke småting der står på den liste, som rummer alt lige fra afholdelse af Mellemste Podes fødselsdag, fortsat tømning af Nylig Afdød Fars bo og fotoalbums der skal laves (for bare at nævne et par stykker). Listen strækker sig faktisk helt ind i 2017.

Det er ikke fordi listen har gjort underværker vil jeg sige, tværtimod har den forårsaget en del mere åndenød end hvad godt er, og jeg anbefaler virkelig ikke, at man laver sådan en liste.
Don’t try this at home!
Skyklapper frem for overblik, det er uden tvivl vejen frem!

Når jeg så er midt i alt dette, mister jeg min teflon. Jeg bliver med andre ord helt hudløs indvendig. Manglen på teflon sætter sig dybe spor både i privaten, men også i mit arbejdsliv. Og det sætter ringe i vandet; jeg tror sågar det påvirker selv elektronikken og strømforsyningen:

Lyset blinker mere end sædvanligt herhjemme, og da jeg i går morges troppede op på arbejde klokken 06:50 for rigtigt at få noget fra hånden, var meldingen kontant:
‘Your computer was unable to start’.
Ja? Det tror jeg nok, jeg har fanget.

Måske det er et signal om et eller andet? Nogen from outta space, der lissom prøver at morse noget til mig?
Blink-blinkeblink-blink-blink….?

Nå, flink IT-mand kom mig til undsætning: ”Har du prøvet at genstarte den?” spørger han, da han dukker op 70 minutter senere.
Mig: ”Ja, TO gange!”
IT-mand genstarter computer, som – VUPTI – kører helt as usual.
Mig: ”Undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld-undskyld…”
IT-mand: ”Det er er helt OK, det har jeg prøvet før”.

Yeah, I bet….

Måske jeg bare er fejl-castet til tilværelsen?
Bottom line: Mit succeskriterie er at overleve til weekenden.

Dagens kommentar

Mindste Pode: ”Mor, vil du ikke hjælpe mig med at få tøj på? Så går det bare MEGA-hurtigt?!”
Mig: ”Men når du så er 22 år, så er du bare MEGA-langsom, fordi din mor har hjulpet dig hele livet!”

Pause.

Mindste Pode: ”Når jeg er 22 år, så er I døde!”

Dagens morale

Som man råber i skoven, får man svar
(…)

31 tanker om "På kant med hverdagen"

  1. LS ☆

    Hårh, med det program du kører, så får Midste Pode muligvis ret. Og det ønsker vi ikke! Men som du kan se på min blog i dag, så er jeg vist i samme rille, omend jeg på ingen måde har jokket så detaljeret rundt i det som du (og se bare hvordan dén liste jordede dig, så den holder jeg mig fra). Skyklapper til dig! Hvor skal jeg sende dem hen? Og hvor mange eksemplarer ønsker du? Jeg tænker at vi kan spare lidt, hvis vi deler en palle?!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære LS!
      En palle skal der nok til som minimum! Vi må lige få koordineret forsendelsen! Ja, jeg er vældig fortaler for sådan at udpensle tingene til de næsten bliver uigenkendelige, Mand plejer at mumle noget om at jeg kører i hak!….😝

      Svar
  2. Lisbet/Livsglimt

    Jeg synes, det er godt, at du lavede den liste! For listen lyver ikke. Hvis der står for mange ting på listen, er der for mange ting i livet! Selvfølgelig er der noget med en dag af gangen osv., men jeg lavede selv den liste på et tidspunkt og burde have gjort det længe før 🙂

    Som bekendt kender jeg alt til, at ressourcerne ikke rækker til det, de “skal”. Jeg lavede en liste over et helt år: forventet antal lægebesøg, frisør, fødselsdage, forældremøder, klasse-ting med meget, meget mere. Da jeg lagde antallet sammen og delte med mine ressourcer til den slags på en uge, var det pludselig meget tydeligt, hvorfor der aldrig var ressourcer til overs til de ting, der lader mig op og gør mig glad! Det dur simpelthen ikke, hverken for mig eller dig, så der må nogle pligt-ting af listen – også selvom det er virkelig svært! <3

    Kram Lisbet

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Lisbet!
      Ja, det er virkelig en uhyre vanskelig balancegang! Tænk, at du gik planken ud med den liste! Wow, det tør jeg på ingen måde! Tænker det ville svare til at lave en triple chain saw massacre?! Måske?…
      Tak for din kommentar, Lisbet 😘

      Svar
  3. Mette

    Ønsker da på ingen måde mindste pode får ret overhovedet, men Liv har fat i noget med hvis du fortsætter ved man aldrig. Jeg blev helt forpustet af at læse med i dag. Det ser nu nogenlunde lige sådan ud herhjemme. Plus mindstemanden har fødselsdag på søndag, prinsessepigen havde i sommerferien men fest skal der holdes for klassen og meget andet. Hørte radio på vej til odense i dag til min medicintid. Der foreslog radioværten man kom med den OL diciplin man var bedste til som IKKE var en sport. Jeg er bedst til OL i oversprings-handlinger. Tror helt sikkert jeg ville få medalje……

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette
      Hvad mon jeg skulle deltage med? OL i panik? Overload?….Uha, nu blev jeg også forpustet af dit program!… 😳

      Svar
  4. Sandra

    Jeg kan godt forstå du bliver helt forpustet ved den liste. Og jeg tænker også som også andre skønne damer i kommentarfeltet – godt du gjorde det (altså med den liste). For pludselig blir alting meget mere tydeligt. Jeg bruger sådan noget gammeldags som en papir-uge-oversigt på arbejde hvor jeg hver torsdag-fredag skriver alle næste uges gøremål ind… møder osv ind. Og det (synligheden) hjælper også til at huske pauser, og huske at jeg af og til altså har brug for hele dage hvor jeg har ro til at skrive og løse de opgaver som jeg (også) får løn for… I perioder hvor jeg ved jeg har travlt tager jeg flere uger ad gangen (altså planlægningen af dem…), streger opgaver og møder ud som de er klaret, og glædes over det. En positiv, virkelig vigtig ting er, at jeg også får overblikket der får mig til at sige “det her, må vente til september, for jeg har simpelthen for meget de næste 14 dage”

    Jeg tror jeg skal være meget glad for at vi er flyttet til byen ved sundet, for der er ikke rigtig kommet gang i noget som helst herude 45 km fra Hovedstaden. Vi er bare lidt langsommere herude 😉 og tempoet med arrangementer som tikker ind i kalenderen er noget langsommere (sammenlignet med der hvor vi boede før…) Og det er jeg taknemmelig for. Håber tempoet sænker sig til et “pace” hvor der også er tid til dig og det der genoplader dig 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Sandra
      På mit arbejde har jeg det forkromede overblik, som derimod mangler på hjemmefronten. Mit arbejdsliv er bare også meget hektisk, så samlet set er der minus på overskudskontoen, og det er dét som sætter sig spor over det meste af dagen. Føler jeg. Jeg ville uden tvivl også ha’ godt af at flytte lidt væk fra storbyen. It’s not gonna happen!

      Svar
  5. Randi

    Uha, dit indlæg fik mig til at huske, hvordan det var – jeg har nemlig prøvet det, du fortæller om. Der er ingen fare for, at man kommer til at kede sig med tre børn med alt hvad dertil hører af møder, fester, sportshalløj osv. osv. Jeg husker det pludselig, som om det var i går og priser mig lykkelig for, at jeg overlevede det uden varige men (Jo, det kan man), og at mine tre sønner er voksne nu 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Randi
      Åh, det er jeg glad for at høre! Nogle gange spørger jeg min svigerinde, der også har store børn: “Bliver det nogensinde lettere?”. “Ja, DET gør det”, siger hun. Og så spørger jeg lige igen, bare for at høre svaret endnu en gang, det er en lille smule som englesang i mine ører. Helt på samme måde som dit svar! Tak for det, Randi 😘

      Svar
  6. Dorte

    Kender det så godt. Man bliver fuldstændig opslugt af alle de ting der skal nås og igangsættes efter ferien og så tipper det helt hvis man (helt hypotetisk naturligvis) så ovenikøbet kommer til at lave fejl undervejs. Lov mig lige, at du tager en sofaaften i aften. Uden lister, intra, mail eller des lige, men til gengæld fodbad og et godt glas rødvin. Det lyder som om du trænger. Pas på dig. KRam herfra

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tusind tak søde, Dorte 😘
      Jeg tror på helt naturligste vis, at der er dømt sofa-splat i aften! 💤💤💤

      Svar
  7. rijaH

    Puha.. Så ved jeg hvad der er i vente om et par, kan jeg næsten forstå på det hele. Nå men så er jeg sgu glad for det kun er et enkelt barn der kan hive alle de planer med hjem. Var der flere så var jeg nok gået ned med stress, blot af at læse dit indlæg. Yikes. håber du kan få overskuet det hele, på en sådan måde at du ikke segner om!

    Svar
      1. Mor-monsteret Forfatter

        Kære Rijah
        Den fangede jeg godt! 😝
        Ja, hold du fast i det med ét barn, så er der knapt så meget på programmet!
        Tak for din kommentar 😘

        Svar
  8. Lene

    Der er ikke noget skønnere end børns tidsperspektiv 🙂 Når det så er sagt, så kan jeg godt forstå, at du føler dig ramt. Jeg har ingen gode forslag, jeg håber bare for dig, at I enten kan få sorteret noget fra eller at I finder en anden måde som familie at styr på tidens pres. Håber det blev til sofasplat i aften 🙂

    Svar
  9. Øglemor

    Åh, hverdag, den b*tch! Det kan virkelig også være hårdt med alle de gøremål, men som andre har skrevet (og som du også selv har været i gang med)), så er lister – eller emsig kalenderføring – vejen frem. For mig, om ikke andet. For det gør det så dejlig synligt, hvor meget man skal nå. Og eftersom døgnets 24 timer ikke står til diskussion, kan det blive en helt interessant (og vældig stress-sænkende) øvelse at sidde og beslutte, hvilke ting man så IKKE skal til af den simple grund, at hverken tid eller energiniveau rækker til det.

    Hos os er fritidsaktiviteterne ikke gået i gang endnu, og heldigvis for det. Men freden varer næppe evigt, og eftersom jeg har smidt en fritidsaktivitet til mig selv (why, oh why?!) oven i ligningen, er jeg ret sikker på, vi går et hæsblæsende efterår i møde. Med de til- og fravalg, der nu engang er nødvendige. Således ville dagens gå-hjem-møde i børnehaven omkring genhusning blive helt og aldeles nedprioriteret, hvis det lå midt i fritidsinteresse-jonglering. Det gør det imidlertid ikke, så nogen (HDD, *host*) bliver nok nødt til at gå til det. Sofatid til dig snart! (Og hey, der er forhåbentlig nogen, der kan hjælpe dig med at tømme ud i din fars ting, ikke? Den slags er altså for stort og hårdt at klare på egen hånd).

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Øglemor!
      Ja, hverdagen er en bitch! Jeg tror sgu’ aldrig, jeg bliver fan…
      Vedr. Nylig Afdød Fars gemmer, så er det mine søskende, der trækker læsset. Jeg er sjuften på djævleøen med den sindssyge kalender, der meget snart bør tage min del af tjansen!
      Tak for din kommentar, Øglemor 😘

      Svar
  10. Ellen

    Puhhh. Som jeg for meget nylig har skrevet andetsteds, har jeg altid haft den dybeste respekt for jer, der har både tre og fire børn og alligevel klarer både dem og et fuldtidsjob. Det ville jeg aldrig kunne have gjort.
    Det er så også svært, kan jeg se … jeg har ingen råd, hverken gode eller dårlige, men jeg er sikker på, at du skal passe mere på dig selv, end nu gør, selv om det vist er uendelig meget nemmere sagt end gjort!
    Der er dog en ting, der undrer mig: Mine gamle kolleger våndede sig over forældrefester i skolen – der er så meget andet, der er vigtigere; alle brokker sig over de mange sociale aktiviteter – hvorfor skrotter man dem ikke bare? Er det fordi der ikke er én, der har modet til at sige det højt?

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen og Birgitte!
      @ Ellen: Tak fordi du ikke kommer med gode råd, det er ikke altid det, man trænger til! Nogle gange skal man (eller jeg) bare ud med det. Bvadrrr….
      Vedr. de dersens forældrefester mm., så findes der virkelig folk derude, der er VILDE med den slags! Ja, man tror det ikke, men det er faktisk rigtig nok!!
      @ Birgitte: Du er for sej! Godt gået!

      Svar
      1. Birgitte B

        Faktisk har jeg inviteret veninder på frokost den fredag (om 14 dage), hvor ungerne skal holde noget marked på skolen… Ih, det er godt de skal til deres far den dag 😉

        Svar
  11. Birgitte B

    Denne uge har/vil jeg jongleret workshops i byen, kørsel til fægtetræning, kontrolbesøg på hospital, møde tidligt på job, vasketur, forældremøde (som jeg ikke nåede) og så er ugen først ‘overstået’ lørdag morgen… Så begynder festlighederne med familie-fødselsdag, deadline på indlæg til avis, yoga (søndag morgen, oh dear) og en ny uge der truer. Jeg er træt HELE tiden. Især i hoved, af at jonglere alle mulige aftaler og planlægge og køre… pyyyh. Anyways, nok om mig – jeg føler med dig og vi må bare hænge på til den bidte ende (eller børnene er flyttet hjemmefra). Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Åh nej, åh nej, ikke også dig! Det er næsten ikke til at bære! Måske er det derfor du også har ondt i hovedet?
      Du og jeg med en stak bøger på en palme-ø? Hvad siger du?…

      Svar
  12. Macu

    Du får lige en venlig tanke, fra en, der er i den samme situation.
    Lige for tiden kører jeg den ind med: ” Det der ikke slår mig ihjel, gør mig stærkere”
    Jeg håber virkelig ,at det er sandt.

    Tak for et stort grin med historien om påklædning.

    Kh Macu

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak, Macu!
      Jeg tænker vældig ofte den selvsamme tanke… Og så prøver jeg også at sige ting til mig selv så som ‘der er en mening med alt’ og ‘man får ikke større udfordringer end man kan klare’. *Host!*
      I guder….. Nå, ha’ en skøn weekend, Macu! 😘

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *