The more, the merrier. Eller….

Det der med tre børn. Det er jo på en måde ’det nye sorte’, hvilket er paradoksalt. For aldrig har vi haft mere travlt. Samtidig er verden kun indrettet til familier med to børn, tænk bare på ferier og lignende – det er virkelig sjældent man hører om et knaldgodt tilbud på en rejse til Gran Canarie for en familie på to voksne og tre børn… Og samtidig, så mangler man en ekstra voksen. Med mindre man har en au pair i kosteskabet. Der er ikke plads i vores kosteskab til sådan én. Ikke desto mindre burde storken også levere en ekstra voksen, når den kommer forbi med baby i tredje runde. Der var en gang, hvor jeg følte mig helt overbevist om, at hvis jeg var Kronprinsesse Mary, og havde et hof med en bunke nannies inkluderet, så skulle jeg have et helt fodboldhold af unger drønende rundt i slotsparkerne. De dage er for længst passé. Der er slukket og lukket, og disse tidligere så lyserøde drømme har nu skær af noget mere mareridtsagtigt. Når jeg møder folk som enten ikke har fået børn eller som kun har en enkelt, griber jeg mig selv i at tænke, at de har fat i den lange ende. Jeg har sågar sagt det. Højt. Og jeg fraråder alle, at tage springet til barn nummer tre. En gang måtte jeg virkelig lægge en dæmper på mig selv til en julefrokost, hvor ikke bare ét par, men to, lykkeligt bekendtgjorde, at de ventede en tre’er. Jeg skulle virkelig anstrenge mig selv for ikke med store dramatiske og gestikulerende armbevægelser nede fra den anden ende af bordet at råbe ud over det hele: ”NEJ!!! STOP!! DON’T GO THERE!!!”. Helt samme panik, som hvis der var tale om nogen, som var på vej ud på motorvejen med bind for øjnene. Rammende parallel, i øvrigt. Nå, jeg fik heldigvis kontrol over mig selv, og nøjedes med at bunde min øl alt imens jeg sank dybere ned i en depressiv tilstand.

Altså, det er jo ikke fordi jeg fortryder de børn jeg har, slet ikke, men en som mig, der ikke har uanede mængder af overskud, tænker jo nogle gange: ”Oh, but why??” Hvad gik der galt i vores familieplanlægning?? Min mand bliver meget fortørnet når jeg ytrer mig på den front, og sandt er det også, at fra den aften vi mødtes for femten år siden og fulgtes hjem, der var vi rørende enige om, at vi to skulle have tre børn sammen. Skøn og romantisk cykeltur i snevejr over Langebro.

Sat på spidsen tænker jeg alligevel fra tid til anden, at kineserne har fat i den lange ende: Økonomien kører (mestendels, ihvertfald), og de har etbarnspolitik. Det er selvfølgelig meget groft sagt, men jeg tænker tanken i ny og næ. Og man kan jo også komme i tvivl. Én fra min arbejdsplads sagde på et tidspunkt til mig: ”Hvad gør man, hvis nu to børn er for lidt, og tre børn er for meget?”. Og jeg er lidt ked af hvor hurtigt det faldt mig ind at svare: ”Anskaf dig en kat. Eller en hund, hvis du er den type. Guldfisk; you name it”.

IMG_Mount Everest

Fotograf: Paparazzi Laila

4 tanker om "The more, the merrier. Eller…."

  1. Sandra

    Det her indlæg burde alle læse. alle der har et romantisk forhold til det med tre børn! Stop op tænk jer om… Vi har tre børn – fordi vi fik twins i anden omgang. Helt vildt dejligt men du har ret. Verden er bare ik indrettet til folk med tre børn. Huse – biler – ferier – alt som i a l t!!! Blir dyrere med tre børn. Plus der opstår en vis dynamik i familien når der er flere børn end voksne i familien. Så to børn og to voksne burde være det nye sort 😉

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Sandra!
      Tusind tak for din kommentar, og ikke mindst også tak for din back up ❤️. Nogle gange føler jeg mig vældig meget som en rappenskralde, men det ændrer ikke på, at jeg faktisk mener det! Pas godt på dig og dine!

      Svar
  2. gravidgrahvad

    Kære skøreliv,

    Jeg er lige dumpet ned på din side ovre fra Øglemor, fordi det her med tre børn, det er nu ved at blive en realitet hjemme hos os.
    Vil du ikke sætte lidt flere ord på, hvad det er, der gør udfordringen med tre så svær, kontra to? Jeg er med på at verden ikke er indrettet til tre børn, og at vi skal have en større bil, og nok ikke kommer på charterferie lige foreløbig (ikke at vi var kommet det ellers). Du nævner kort noget med overskud, og det at være udmanøvreret som voksne. Sig lidt mere?

    Hilsen
    en oprigtig nysgerrig, kommende mor-til-tre, som ikke fortryder men gerne vil forsøge at forberede sig på det uforberedelige

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære du!
      Hvor er jeg glad for at du er dumpet ned på min side!!
      Vedr. tre børn, så brokker jeg mig virkelig meget, men det skal du bare se gennem fingre med, for de er jo skønne, ungerne! Men jeg mener det samtidig når jeg siger, at det virkelig ER hårdt… Det er ikke så hårdt når de er helt små, jeg har sjældent nyt min barsel så meget som den med Mindste Pode. Det, som er udfordringen er når de bliver lidt større. Når barslen slutter, og du har et arbejde, ét barn i vuggestue, ét barn i børnehave og et lille spir i skolen. Senere har man to spir i skole. Og der følger lektier, spisegrupper, legeaftaler, børnefødselsdage og fritidsaktiviteter med i købet, og det er dér, det begynder at blive udfordrende. Altså hvis du spørger mig (og det gjorde du jo). MEN: Du fortryder selvfølgelig ALDRIG de børn du får, og min svigerinde, hvis tre børn nu efterhånden er store, siger, at nu er det så meget lettere – det sætter jeg selv stor lid til! Jeg glæder mig til at følge med hos dig ❤️

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *