To be, or not to be ein wienerschnitzel

Midt i sidste uge skete der det, som nogle gange sker: Jeg overmandes af noget uforklarlig ked-af-det-hed, der rammer mig som et godstog, der kommer kørende med 280 kilometer i timen og slår al luft ud af mig. Jeg er den flue, der er smattet ud på forruden. Det er svært at være i, specielt med alle de gøremål hverdagen er fuld af, og alle de børn, der skal tages hånd om, og som også nogle gange har problemer. Som regel starter alt det triste med en enkelt ting, som trækker en række andre ting med ind i skruen, og til sidst er det hele fuldstændig uoverskueligt. Jeg ved, at det ofte er når tingene går for stærkt, at jeg får det sådan. Jeg har et uforklarligt savn, og en følelse af, at tingene er forkerte.
Som vi siger: “Ich bin ein wienerschnitzel”.

Så trænger jeg til ro. Og lidt alenetid. Og op til denne skønne, smukke weekend kunne jeg slet ikke bære tanken om at være spærret inde i vores lejlighed, som pt. får skiftet tag og vinduer – ergo er vi omgivet af stillads, og pakket ind i plastik, og man føler sig lidt som et kæmpemæssigt vakuumpakket iceberg-salathoved fra Netto. Det havde længe været planlagt at vi ikke skulle i sommerhus fordi der var alt for meget sport på programmet for de to største poder, og jeg tænkte at der er masser af udendørsting man kan lave på Frederiksberg og omegn. Udfordringen er blot den, at der er mennesker alle vegne. Og jeg har det i virkeligheden aller bedst helt uden mennesker… I hvert fald helst ikke for mange af dem, og slet ikke hvis jeg trænger til ro. Så har det helt modsatte effekt på mig. Enden på det hele blev at vi lånte en ekstra bil, så Mindste Pode og jeg kunne tage på landet (tak til min søde bonus-svigerfar!).

Nogle gange er det bare så enkelt og indlysende hvad det er der skal til, når først beslutningen er truffet. Og bortset fra et enkelt styrt fra badebro (Mindste Pode lugter i skrivende stund stadig af stillestående brakvand) har vi haft en fantastisk weekend! Vi har nydt solen, vandet, luften, vinden, lydene og hinanden, og vi har absolut kun foretaget os det absolut mest nødvendige. Jeg elsker trætoppe mod en blå sommerhimmel. Masser af dybe vejrtrækninger, som er så vigtige, men som man ofte glemmer til hverdag. I sådanne øjeblikke føler jeg, at jeg har sluttet fred med tilværelsen.

IMG_Ellinge Lyng solnedgang

Jeg er vendt hjem som en ny og forbedret mor – i hvert fald for et par dage… Og jeg håber min mand tilgiver mig, at jeg glemte vores bryllupsdag i lørdags. Av…

Sagt i løbet af ugen: Træt mor til Mindste Pode: “Koncentrer dig lige om din vin!”.
Der blev selvfølgelig ment vand (hvad hjertet er fuld af…)

2 tanker om "To be, or not to be ein wienerschnitzel"

  1. Øglemor

    Åh at have et sommerhus, man kan flygte til! Også selv om det involverer lånebil og bonus-svigerfar. Godt, det hele gik op i en højere enhed, og at du blev ladet op. Lyder som en knaldhyggelig weekend på trods af ked-af-det-hed.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.