En kliché eller to

(Ja, overskriften er i sig selv en advarsel…)

Nå. For nogle dage siden så jeg på facebook én af de dersens klichéer, som mit feed er fuld af – foruden en masse om nødhjælp, lockout og lukkede grupper bestående af andre forældre fra mine børns sportsaktiviteter (vis mig dit facebookfeed, og jeg skal sige dig, hvem du er).

Tilbage til klicheen; den lød sådan her:

Thousands of reasons
 
If every morning,
You can find a reason to say,
“Yes, it’s going to be a beautiful day.”
 
And every day, you find a reason to say,
“Yes, it is a beautiful day.”
 
And every night, you find a reason to say,
“Yes, it was a beautiful day.”
 
Then one day,
You’ll look back and easily say,
“Yes… it was a beautiful life.”

Hvor banalt det hele end lyder (selv i mine egne ører), har jeg ikke helt kunne slippe det alligevel (det siger vel en del om mig, men lad nu det ligge). Jeg tror, at ordene hænger fast, fordi jeg faktisk lidt for ofte kommer til at bagatellisere de små ting i tilværelsen, som faktisk er vigtige. Altså de ting, der skaber magi, for nu at sætte de store ord på. Jeg kommer til at bagatellisere dem, fordi jeg tænker, at det måske ikke helt er nødvendigt, og er det i virkeligheden ikke kun mig, der lægger mærke til det? Og hvis det kun er mig, der lægger mærke til det, så kan jeg måske lige så godt lade være?

Det er det dér med lige at gøre den ekstra ting; den ting, der gør et eller andet lidt mere hyggeligt. Eller smukt. Eller knapt så ordinært. Det kan være noget så banalt som at tænde stearinlys om aftenen. Eller det kan være at købe et eller andet til sig selv, som lige ville være prikken over i’et, men som måske er lidt luksus. Jeg hører fjernt min mor give udtryk for, at det har jeg da virkelig ikke fortjent. Og det tænker jeg også et langt stykke hen ad vejen, at jeg ikke har. Men det er heller ikke fordi, det nødvendigvis kun er materielle ting, jeg har fokus på her, for jeg ved godt, at lykken ikke er gjort, bare fordi man anskaffer sig en toiletspand med softclose – det er blot for at nævne et par eksempler.

Men grundlæggende, så ser jeg mig selv lægge ting på hylden – både i bogstavelig forstand og i overført betydning – og jeg tænker på hvorfor. Hvorfor lader man det ske? Skyldes det ens forældres vaner (arv og miljø, med andre ord), eller skyldes det, at noget måske er gået i glemmebogen i takt med at man skiftede ble på sit afkom samtidig med at man skulle overleve inde på det dersens arbejde?
Jeg ved ikke hvor svaret ligger gemt.

Men nu er jeg blevet opmærksom på det; manglen på magi, og jeg har faktisk tænkt mig at gøre noget ved det. Eller prøve på det, i hvert fald. For det er sandt, at man kan blive ved med at spørge sig selv, om man nu virkelig brug for det; alle de små gode ting i hverdagen. Men ja, det har vi! Tænd dog de stearinlys; byd stilheden velkommen når du møder den, og køb så de løgplanter, du egentlig ikke havde plads til da du i forvejen kom til at købe alt for meget i Netto. Stil dem i din vindueskarm, og nyd dem. Hver dag, til de ligner daggammelt icebergsalat.

Jeg kan mærke, at jeg er blevet bange for at fortryde. Jeg magter ikke længere de helt samme ting, som jeg tidligere har gjort, og mit sensitive jeg får mig til at vælge ting fra. De ting, jeg vælger fra, fortryder jeg ikke, men jeg er bange for, at der kommer en dag, hvor jeg ønsker, at jeg havde gjort noget mere i det små. Hver dag. Og jeg kan virkelig mærke, at jeg skal til at sætte ind her. Flere kram. Mere kærlighed og flere løgplanter. Jeg vil prøve at smage lidt mere på tingene, kræse lidt mere for detaljen og livet.

Det er glimmeret, jeg med andre ord er på jagt efter, og som jeg skal kæmpe for at få lidt mere af i det daglige. Tryllestøvet, stjernedrysset, farverne i detaljen. Så mit og andres liv har været smukt, når vi dør.

Som det fremgik af forrige indlæg, så er jeg typen, der slæber rundt på sådan en gammel mayland-kalender, den tunge udgave, fordi det aldrig har fungeret i praksis med min kalender på telefonen. I min fysiske kalender kan jeg skrive og gemme invitationer, pjecer og alt muligt andet, og efterhånden som året skrider frem, er den blevet fem kilo tungere, og jeg skal bruge flere elastikker for at sikre mig, at indmaden ikke ryger ad helvede til i Tasken med Tørretumblereffekt. Men: Hvert år overfører jeg et par linjer fra den gamle til den nye kalender, som giver mening for mig, og som jeg ikke længere kan huske hvor stammer fra, men som er helt i tråd med ovenstående.

Linjerne er disse:

Enjoy the little things in life
For one day 
You’ll look back
And realize
They were the big things.

Også en kliché, jeg ved det, og dog er det alligevel sandt. Og så kan vi vist ikke presse citronen mere, hva’? Men ikke desto mindre, så… husk det nu. Ik’? ❤

Fotograf: Palle Pophår

Den rigtige måde

Okay, jeg tror, jeg har fundet ud af, hvad det er med mig og børn. Altså ikke mine egne børn (og muligvis heller ikke dine…), men andre folks børn. Og svaret er: Frygt. Rendyrket frygt.
Jeg frygter selvfølgelig ikke børnene som enkeltstående individer; jeg frygter dem, når de forefindes i flertal. I hobetal. Eller måske ikke nødvendigvis i hobetal, blot der er mere end to, i virkeligheden. Når der er flere børn samlet ét sted, så er det som om nogle helt andre mekanismer tager over. Pludselig bliver børnene uigenkendelige og uregerlige; de følger absolut ingen gængse normer eller socialt accepterede spilleregler, og de bliver på et nanosekund i stand til at udspy bandeord, som jeg aldrig nogensinde i mit liv før har hørt (heller ikke selvom mit eget afkom har hjembragt et betragteligt arsenal fra de engelske fodboldstadions). Det er anarki. Ragnarok. Life on the edge. Ergo er jeg ilde stedt når der er legegruppe, kan du godt se.

Og sådan én havde vi forleden dag. Med en-to-mange børn. Mindst fire, i hvertfald. Og selv om Mand som sædvanlig er en darling, og tager størstedelen af slæbet, så hader jeg hvert sekund. Jo, jeg gør. Altså, det er jo ikke fordi jeg hader børnene i sig selv, slet ikke; det er som sagt mængden af dem, og LYDEN, ikke mindst. Alle fægtelegene og kiksesmulderet. Og dét, som de får frem hos hinanden, ikke mindst; altså deres overgearede alter ego.

Så mens hele hytten er spækket med unger, så sidder jeg sådan her ude i køkkenet:

….eller måske nærmere sådan her:

Jeg gentager: Frygt.

Frygt er også det, der enten paralyserer mig, eller får til at gøre irrationelle ting, fordi al hjernekapacitet for længst er skyllet bort med angstens sved.
Vi er tilnærmelsesvist ude i en klassisk fight, flight, freeze response.

Hvaffor irrationelle ting, spørger du måske. Og det kan sådan set være lidt af hvert. Fælles for dem alle er, at jeg griber det så forkert an, som jeg overhovedet kan, og når Mand efterfølgende kommer med forslag til hvad jeg kunne ha’ gjort i stedet for, så er der intet der kunne ligge mig fjernere i selve situationen, uagtet hvor oplagt det end måtte være for alle andre end mig.

Mangel på pædagogisk tæft, ville nogen måske kalde det. Uansvarlighed, ville andre måske sige. Men helt klart derfor det slår klik for præsidenter rundt omkring i verden: De er simpelthen bange. For børn. I flok.

Nå, i hvert fald var det frygten, som forleden dag paralyserede mig i forbindelse med den føromtalte legegruppe. Vi befinder os inde på sådan et slip-ungerne-løs-sted, og jeg skal ha’ samling på tropperne. Her vil skæbnen det, at en af de sammenbragte poder (ikke en af mine egne, forstås, men én fra legegruppen) har fået en ny bedste ven, og den nye bedste ven, er (heller) ikke én vi kender. Men altså, der er noget med noget kemi mellem denne her dreng og Silas fra klassen, åbenbart, og de vil gerne mødes igen på torsdag. Eller måske fredag? Og HVORDAN fikser man lige det på den RIGTIGE måde?!? Det er generelt manglen på begreb om hvad der er den ‘rigtige måde’, der får mig til at koldsvede, og tænke, at jeg har brug for en voksen. Og alligevel, midt i det hele, tager jeg mig selv i at synes, at de nu trods alt er ret søde – et helt nyt vennepar. Og derfor kunne jeg ikke få mig til bare at ta’ Silas ved kraven og hale ham hjem, når nu han stod der, og med læber uden lyd, prøvede at memorere den nye bedstevens telefonnummer. Ergo flåede jeg en side ud af min håndholdte Mayland-kalender, og stak dem en kuglepen, så Silas kunne få vennens nummer.

Enig, det kunne være blevet grebet mere smart an; helt klart ikke den ‘rigtige måde’. Og jeg kan godt se nu (i bagklogskabens ulideligt klare lys), at jeg bare skulle ha’ sagt et eller andet i stil med, at Silas jo kunne prøve at høre, om han kunne lokke sin mor med afsted igen torsdag eller fredag. Men jeg kunne ikke se løsningen i øjeblikket. Og hvad kan man så lære af det? Never leave your wingman.

Spørgsmålet er, hvor højt vi tror, jeg står i meningsmålingerne hos Silas’ forældre? Hvor happy tror vi de er, for at skulle debattere hvorvidt de skal ringe eller ikke ringe til Silas’ nye bedste ven, og lave en aftale? Hvor meget drama har jeg givet dem med hjem på et lille stykke papir? Det er ikke sådan til at spå om. Til gengæld er Silas og hans familie nu i besiddelse af den komplette liste over alt hvad jeg skal huske de næste par dage. Det kan være, at jeg lige skal sende dem en SMS og høre dem ad, selvom jeg ellers, da vi sagde farvel, anbefalede Silas’ far at putte sedlen i vaskemaskinen.
Det kan være, at jeg bare skal lade det hele ligge. Nu.

Et vilkårligt rejseindlæg

Jeg puster lidt ud efter en weekend i London. Sådan én med hele familien; vores første storbyferie sammen alle fem.

Det har været en længe ventet smuttur; nøje planlagt sammen med de store poder for at sikre, at tiden blev udnyttet optimalt. Men hvis du nu står og skal afsted, så husk at tage din yngste i ed også, så det ikke alt for sent går op for jer, at han går rundt og tror, han skal på badeferie. Just saying. Og husk samtidig, at når din bedre halvdel siger, at han ikke har den fjerneste idé om hvordan vejret bliver, så er det sansynligvis ikke fordi han ikke har tjekket, men fordi meteorologerne forventer så meget regn, at de på forhånd har varslet forhøjet vandstand. Så ved du det, men så galt kommer det heldigvis ikke til at gå.

Vi fløj torsdag morgen fra et Danmark draperet i hvidt, og landede i et ti grader varmere London, hvor træerne så småt er ved at springe ud (se selv):

(Det trænger man virkelig til efterhånden, ikke?)

Ganske få minutter inden vi landede, proklamerede Mindste Pode kort og godt (med en anseelig portion selvtilfredshed), at luftsyge i virkeligheden slet ikke eksisterer. Hurtigt kvitterede hans ene storebror med, i cirka 2,4 kilometers højde, at kaste op ned i to bittesmå papirsposer med opmuntrende slogans på. Så var der lissom ikke rigtig mere at rafle om, og så var turen skudt i gang.

Og det har virkelig været nogle fantastisk dage, absolut ingen tvivl om det. Men det har også været lidt udmattende. Eller hvad man nu skal kalde det, når det ikke skal lyde så negativt, som det måske hurtigt kan komme til. Det jeg prøver at sige er, at jeg bare hurtigt bliver lidt perpleks, når man har en tidsplan der løber parallelt med nogle meget snakke- og diskussionslystne poder, og man samtidig konstant skal tage stilling til ting, og orientere sig efter verdenshjørner, undergrundslinjer og busnumre. Og uanset hvor man opholder sig, så er der mennesker OVER-DET-HELE (og ja, jeg ved godt, at det lissom ligger i storbykonceptet), og man må for Guds skyld ikke miste nogle børn af syne undervejs, ligesom de heller ikke skal fedte rundt på perronerne alt for tæt på kanten. De skal heller ikke gå i vejen for andre mennesker, og så skal de huske at se sig for til den RIGTIGE side inden de krydser gaden. De skal også helst være mætte, og så synes jeg faktisk, at man burde overveje at plotte gode tissesteder ind på turistkortene, for det tilfælde at nogle af turisterne er i besiddelse af en pode, der kun kan holde sig cirka fem minutter inden han er tissetrængende igen.

Det er med andre ord mig, der godt kan få en lille smule panikangst eller klaustrofobi, både på de bittesmå hotelværelser, såvel som på de store pladser. Mens alle andre i familien har det fantastisk fint og fremragende, så er jeg ikke altid helt dér. Fordi jeg føler, at jeg ikke har styr på noget som helst, og fordi der altid være et eller andet, vi har glemt. Et eller andet jeg har glemt. Og der vil være ting, jeg ikke hører. Og når jeg så har snerret lidt for længe af de mennesker, jeg elsker mest, så når jeg til et punkt, hvor jeg heller ikke kan holde ud at være sammen med mig selv længere.

Heldigvis har Mand og poder haft et par fodboldarrangementer undervejs, og så har jeg travet London tynd alene, mens jeg har ledt lidt efter mig selv, altså den mere udholdelige udgave.

Det bliver sådan en mærkelig ud-af-kroppen-oplevelse, der gør, at ferien først for alvor er rigtig god i det øjeblik vi kommer hjem, hvor jeg kan konstatere, at det hele faktisk kørte fuldstændigt som smurt. Også selv om jeg fik en form for nedsmeltning halvvejs mellem David Beckham og Barack Obama på Madame Tussauds.

Jeg håber virkelig, at jeg lærer at slappe lidt mere af en dag.

Mine London-likes:

….. Mindecitaterne på bænkene i Hyde Park.
Det bliver simpelthen ikke mere romantisk og gribende.

….. Englændernes meget smukke døre:

                                            

….. Denne her maske, som matcher mit gamle skab:

Overvejer seriøst noget hjemmeimport – det er sgu’ da for skønt!

Tilbage i Danmark kan vi konstatere, at resterne af sneen stadig ligger her; nu i den sorte og kummerlige udgave. Sedlen med påmindelse om, at vi skal huske at købe en ny støvsuger, fordi den gamle uden varsel afgik ved døden dagen inden afrejsen ligger her også endnu, og i morgen ringer vækkeuret igen klokken 5:20, helt som sædvanligt. Strømmen gik allerede en time efter hjemkomst, og nu har jeg stoppet toilettet. Alt er ved det gamle, med andre ord. Sååå-eh… lige nu ville jeg faktisk allerhelst være tilbage i London – med dem, jeg elsker mest.❤

Om at miste en ven, der aldrig rigtig var din

Det der med relationer, det er noget underligt noget. Tusindvis af individer krydser hver dag hinandens spor; nogle gange knytter man bånd, men langt de fleste gange drøner man bare videre i sin egen rille, sin egen dagligdag, uden at se sig tilbage. Men nogle enkelte personer krydser man hist og pist spor med igen og igen, og det kan hænde, at personen bliver til en ven. Ved siden af, er der alle de perifere relationer man også har, med mennesker man ligeledes møder jævnligt, fordi man har ting til fælles. For eksempel arbejde, børn og sport, og den slags.

I det her liv vi lever, har vi ekstremt mange perifere bekendtskaber – har du tænkt over, hvor mange der med al sandsynlighed er i dit liv? Faktisk er der så mange bekendtskaber af den ene og den anden slags, at vi nogle gange føler os nødsaget til at luge lidt ud i mængden. Fordi der simpelthen er for meget og for mange om ørerne på os, bliver vi nødt til at prioritere, hvad vi siger ja og nej til. Og i den forbindelse er der mange, der klipper båndene til den ven, der befinder sig nederst på den prioriterede liste. Jeg skal ikke gøre mig bedre end jeg er, for jeg har gjort det selv, og jeg forstår til fulde, at der kan være et behov for at vælge det fra, som måske egentlig bare – groft sagt – er støj i vores liv, og som tager energien, frem for det omvendte.

Men jeg ved ikke helt, om det samtidig er denne mulighed for fravalg mennesker imellem, som gør mig usikker, når jeg er sammen med andre mennesker. Dybest set har jeg nemlig en iboende overbevisning om, at de mennesker jeg er sammen med i virkeligheden langt hellere ville lave alt muligt andet, end at sidde og visne i mit selskab. At jeg ikke er et aktivt tilvalg, men at jeg nok snart er et aktivt fravalg. Det er en helt grundlæggende følelse jeg har, der gør, at jeg kun føler mig tryg sammen med en meget, meget lille håndfuld mennesker. Paradoksalt nok gør denne følelse faktisk også, at jeg nogle gange sorterer ud blandt de mennesker, som jeg faktisk holder af, hvis jeg føler, at de ikke holder helt så meget af mig, som jeg holder af dem. Så trækker jeg mig. Og reelt ved jeg ikke, om det rent faktisk forholdt sig sådan, men det er noget, som jeg alligevel gør. Smutter. Passer på mig selv. Fordi jeg ved, at menneskelige relationer i langt de fleste tilfælde er tidsbegrænsede – både de nære og de perifere.

Men selvom jeg nogle gange tager halen mellem benene, og går den anden vej, så er jeg der stadig, på en eller anden måde. Bare så du ved det. Og det er vel det, kærlighed og venskab dybest set handler om?

Fotograf: Palle Pophår

Søndagsrefleksioner 

– Åbenbart har vi klassebamsen på besøg. Ja, faktisk fragtede jeg den egenhændigt hele vejen hjem på cykel i fredags, så det er i virkeligheden lidt skræmmende hvor hurtigt jeg alligevel præsterede at glemme alt om den. Men ting forsvinder jo desværre ikke bare fordi man fortrænger dem, så…. dér var den så. Hjemme hos os. Den lyder navnet Kvik, og Mindste Pode har faktisk glædet sig voldsomt til det blev hans tur til at få den med hjem. Og nu tænker jeg så i skrivende stund lidt på, hvad Kvik så har lavet ud over at spille iPad hele weekenden?

– I den forbindelse sidder jeg også og bliver lidt perpleks over alt det, som Kvik allerede har oplevet og fotodokumenteret i sin lille medbragte dagbog med klistermærker på. Det burde ikke komme bag på mig, I know, jeg har trods alt set mere end godt er hvad den slags angår – men når bamsen på nuværende tidspunkt både har været til skyggeboksning og noget marmeladefestival i Sydsverige for blot at nævne nogle få ting, så er det bare ikke særlig ophidsende at vi har set en dramatisk film om pingviner. Vel.

– Apparently er Kvik ikke en hund som først antaget. Kvik er en bjørn. Og jo, jeg ved godt, at jeg bare kunne ha’ kigget på den, og jeg ved også godt, at i udgangspunktet er bamser per default bjørne, men come on. Kvik?

– Mens jeg hovedsageligt er fortaler for at lade sådan nogle bamsebjørne indtage en knapt så central rolle, som det er meningen at sådan nogle klassebamser skal, så har Mindste Pode været af en lidt anden opfattelse. Derfor har weekenden på sin vis lidt været en gentagelse af december, forstået på den måde, at det først er på det tidspunkt man HAR ramt dynen, at man kommer i tanker om, at Kvik skal lave løjer. Fuck. Og op igen.

– Jeg er fortsat virkelig ikke er fan af bamseløjer (eller nisseløjer for den sags skyld), til gengæld er jeg ved at dø over hvor sød Mindste Pode er, når han opdager hvad bamsen har lavet.

– I forbindelse med hvor meget jeg er ved at dø over det, slår det mig, at det faktisk måske alligevel har været lidt hyggeligt med møgbamsen Kvik. Bare lidt. Fordi jeg pludselig midt i det hele har indset, at der bliver stille lige om lidt. Jeg tænker, at om ganske kort tid, så er noget ved at være forbi. Noget, jeg aldrig mere får tilbage. Definitivt. Og det er mine små børn. Faktisk er det ikke bare møgbamsen Kvik, der har fået mig til at tænke sådan – jeg har faktisk tænkt over det et stykke tid: Jeg er begyndt at tænke over det om fredagen, når vi ser Disney Sjov; den store er for længst faldet fra. Jeg tænker også over det, når jeg sidder og terper bogstaver med Mindste Pode (og spørger, om han kan stave til ‘ko’, og han siger “Ja! S-P-K-Å-B-T-R”), men lige om lidt så kan han faktisk selv. Jeg tænker på det når deres sko pludselig klemmer, og jeg tænker på det når jeg står ansigt til ansigt med en snarlig diskusprolaps, fordi jeg en udfordrer skæbnen og min ryg når jeg løfter Mindste Pode. Det er snart ved at være slut. Og dét får mig til at sætte en lillebitte smule pris på møgbamsen Kvik.

(Hørte jeg nogen sige ambivalent? Små-skizifren? Vægelsindet?)

Husk nu at nyde dine unger derude, og ha’ en skøn søndag aften! ❤
(Og stik mig lige en pakke Kleenex’er og en tudekiks, tak.)

Jeg elsker Mand allermest

… når jeg spørger, om ikke han synes det er en fantastisk idé at male soveværelset gråt, og han kigger på mig som om det er det mærkeligste han nogensinde har hørt, men alligevel svarer: “Det gør du bare!”

… når der er tamtam i skolen (noget lidt mere omfattende af slagsen, hvor man skal mødes til boldspil i en park, og hjem til nogen fra klassen bagefter), og Mand spørger, om jeg ikke vil ha’ te med? Hvis nu det blev lidt koldt? Og jeg sukker, og siger, at jeg ikke har en termokande, og at jeg ikke helt magter 4a. Heller ikke i dag.
Så siger Mand, at det er helt okay hvis jeg ikke tager afsted, men når han så kommer hjem fra Netto, så finder jeg denne her i indkøbsposen:

Så elsker jeg virkelig Mand. Fordi han vil gøre alt for mig. Hvis jeg nu alligevel ville med. Og det ville jeg.

… når han køber obskure morgenmadsprodukter fordi de indeholder hvid chokolade. Fordi jeg ELSKER hvid chokolade. Også selvom chokolade, uanset hvilken afskygning den end måtte tage, absolut INTET har at gøre i min morgenmad på nogen som helst tænkelig måde. Så er det tanken, der tæller.

… når det er torsdag allerede på en tirsdag, og man har smadret to toastjern helt selv inden for en ganske kort periode*, og man bare generelt er ved at græde lidt over, at andre var hurtigst, og fik sig skrevet på ‘2 agurker’ til fællesfrokosten i skolen før én selv, og han så siger: “Ved du godt, at du har Chokofanter liggende oppe i skabet?”
Så elsker jeg ham endnu mere.

… når han kommer hjem fra en eller anden absurd butik for børn og barnlige sjæle med alt muligt plastikhejs der er made in China, og som i løbet af nul komma fem får vores hjem til at ligne et garageudsalg af halvautomatiske håndvåben. Fordi det næsten ingenting kostede, og SE lige hvor glade drengene er!… Mand har kun fokus på lykkeeffekten, og ikke på, hvor mange milliarder hans lyssky forretninger er løbet op i (og det er ham, der slet ikke kan se fidusen, bare fordi jeg har købt et eller andet på udsalg. Så tænker jeg på hvad forskellen er, når han kommer hjem fra den dersens butik (eller fra spotvareafdelingen i Netto, for den sags skyld), og siger, at et eller andet kun kostede 35 kroner. Men når han så har købt ti ting til 35 kroner, så er der jo INGENTING sparet…) Men igen: Lykkeeffekten. Og det er den, jeg elsker ham for.

Og i virkeligheden er der mange flere grunde, så det kan være der kommer en vol. 2 på et tidspunkt. Og måske en vol. 3. Men ikke flere unger. Og hey… Vi har faktisk  bryllupsdag i morgen! ❤

* Liste over smadrede ting siden medio-december:
– To toastjern (som sagt)
– En hoveddørsnøgle
– Et par strømpebukser
– En computer
– En sko

Status på Projekt Teenager #2

Jeg ser stort set aldrig min teenager mere. Okay, det er måske lidt overdrevet, men det føles faktisk ikke sådan. Vi ser den kun, når den har fået færden af mad (som jeg vist engang hørte nogen sige i et TV-program på DR2), eller når den skal have friske batterier til sin PS4-controller. Til gengæld ved vi, at den findes. Derinde i hummeret. Jeg ved det, fordi vasketøjssituationen er status quo, og fordi mængden af krydderboller, rugbrød og mælk, der skal anskaffes og hjembringes, ikke bliver mindre – tværtimod.

Og når den så en sjælden gang imellem bevæger sig ud i dagslys (primært fordi den enten skal i skole eller til træning), så flyder den lidt rundt i hjemmet med dens lange lemmer, mens den vælter en liter mælk hist og pist. Heldigvis er humoren endnu intakt, så derfor kan den sige ting som “Rolig nu! Det bare en øvelse. Ingen panik”. Den kan også kigge dybt skeptisk på kartoffelmosen, og sige “Så mødes vi igen!”.

Ergo er der lidt lyd på, men ellers er det nu ret knapt. En enkelt gang i ny og næ vover jeg pelsen, og bevæger mig ind på dens værelse, hvor vi begge stirrer intenst på en skærm fyldt med våbenbefængte og maskingeværsplafrende animerede mennesker, og så har vi sådan en slags samtale her:

“Er du ikke snart træt af at rende rundt ude i vildmarken med en økse?”
“Nej.”
“Er det dig, der er ham dér?”
“Ja-errrrrrrrrhh!”
“Ooooookay…”


Nå ja, så havde jeg endda næsten glemt, at vi også nogle gange diskuterer hvem det egentlig er, der er sur. Kender du den slags drøftelser? Dét er i sandhed op ad bakke.

Og nu jeg er i gang med plagerne, så vil jeg (i forlængelse af mit forrige indlæg om teenagere og vækning af sådanne), lige gøre opmærksom på, at morgenvækning med musik heller ikke kan anbefales. Slet ikke. De to øvrige poder sætter ellers stor pris på den form for genoplivningsmetode, og bestiller dagen i forvejen deres vækningsnummer, som sjovt nok ofte er noget latinamerikansk salsamusik, der omgående sætter (næsten) hele familien i fantastisk humør. Så mens alle vrikker rundt til de eksotiske rytmer og prøver at foregive at kunne synge med på spansk, så er teenageren den næste, der står for skud. Og eftersom den ikke giver musikønsker på forhånd, er dens far nødt til at være kreativ. Og – her kommer igen et godt råd – nu er det ikke en god idé at sætte for eksempel Kaya Brüels ‘Godmorgen Sol’ på, der indeholder ord som ’tissemyretissemænd’. Den synes IKKE, det er fedt, så er det sagt. Nu ved du det.

Men altså. Ellers er den nu ret sød. Stadigvæk. Og jeg forundres hver dag over hvor vildt det er, at årene er gået som sekunder, og at vi som forældre på et ganske lille øjeblik næsten er blevet degraderet til at være en nullitet. Ret utroligt, når man tænker på hvor central en brik man var i forhold til selve dens overlevelse for blot ganske få år siden. Og nu tager den pludselig til fester, og kører med DSB. Helt selv. Og spiller håndbold med en bunke andre kæmpestore teenagere, der mest af alt bare ser ud som om de trænger til at få fjernet polypper.

Dagens kloge ord

”Man bør bære over med sine forældre,
fordi de har en generations erfaringer mindre at bygge på, en man selv har”.
Nis Petersen

Om måder at være mor på

Nogle gange – de fleste, faktisk – er jeg helt klart ikke den type mor, der ligger gemt i vinderloddet. Hovedsageligt fordi jeg ret skrap. Og sur, nogle gange. Og temmelig ofte træt. Og lidt udbrændt. Jeg ville ønske, at jeg ikke var en eneste af alle disse ting. Derfor handler det for mig om at fejre de små sejre. Når jeg føler, jeg gør det rigtige og fortjener et skulderklap. Og det er for eksempel:

… når jeg rent faktisk stryger perlepladerne med det samme, og ikke bare lader dem samle støv i vindueskarmen indtil de er ganske ude af sind (….og derefter måske kommer til at hælde perlerne tilbage hvor de kom fra…. Det er vist sket en enkelt gang (*host*)).

… når jeg snupper en pode med grabberne i bolchekrukken, og i stedet for at starte en prædiken om at vi-spiser-altså-lige-om-lidt, siger, at han skal huske at skrive det på indkøbssedlen, når han har spist de sidste.

… når Ældste Pode serverer sine briller i to dele, og man så lige fikser lortet med en urtekniv (#morharmangetalenter)

… når der er en god sang i radioen, og man lige skruer en ekstra tand op for lyden og humøret, mens alle synger med og danser – i stedet for kun at tage hensyn til underboen.
(Undskyld, Kirsten og Karl-Erik.)

… når det er komplet ligegyldigt om de spiser op eller ej.

… når jeg ikke siger “La’ nu lige den seddel være!”, men i stedet siger “Sikke en fin papirflyver!”.

… når jeg ikke giver efter for alverdens eder og forbandelser bare fordi jeg sender mine tæer ind som inkompetente sporarbejdere i den BRIO-togbane, som jeg havde glemt, at nogen havde bygget rundt om spisebordet. Eller når jeg træder på en flok sagesløse LEGO-klodser, ikke mindst. Jeg synes faktisk det er en kraftpræstation af rang, når jeg med tårer i øjnene i stedet formår at sige: “Mor er heeelt okay, skatter, jeg skal bare lige ha’ to sekunder…. TO SEKUNDER, BLEV DER SAGT!!”. For-helvede-langt-ind-i-satan hvor gør det dog pisseskidemøghamrende ondt! Sorry.

… når jeg husker at lægge ungernes nattøj og håndklæder på radiatoren, fordi det er så hundekoldt derude på fodboldbanen, og jeg ved, at de er ganske blå af kulde når de kommer hjem.

… når Ældste Pode kommer sent hjem fra håndbold, og jeg er på nippet til at eksplodere over, at han har efterladt køkkenet i et syndigt kaos, og sportstasken slet ikke er blevet tømt, men stadig står dér på gulvet, midt i hele. Så er jeg faktisk en god mor, når jeg vælger at skide hul i det hele, og bare gå i seng i stedet for at folde mig ud som full-blown miss fritter. Når morgendagen gryr, har jeg helt sikkert en helt anden og langt mere humoristisk tilgang til børneopdragelse end klokken alt for sent. Og det kan godt være, jeg ikke er særlig god til at vælge mine kampe, men ind imellem kan man godt udskyde dem lidt….

Og nogle gange er det i virkeligheden slet ikke så meget, der skal til. Vel?

Fanget af en stemning

Hvis jeg nu endelig skulle sende en tanke eller to afsted for at mindes en nylig afdød, så vælger jeg prins Henrik fra til fordel for vores vicevært. Han er nemlig død. Også. Og jeg synes på sin vis, at han på samme måde har ret til et minuts tavshed, foruden et par kranse og nogen, der ærer hans minde. Ikke at jeg kendte ham, men han har trods alt været der. Og fået en enkelt kysse-smiley med på vejen.

Og jeg blev lidt underlig, da jeg hørte, at han var død. På en anden måde end da jeg stod under bruseren onsdag morgen, og tænkte, at P3 spillede noget virkelig mærkeligt musik.

Jeg blev nødt til at gå tilbage i SMS-korrespondancen for at se, hvad den sidste korrespondance med viceværten havde handlet om. Om det var da jeg spurgte ham, om han ikke lige kunne sætte noget seriøs skadedyrsbekæmpelse ind på den pungrotte, der huserede og sked på vores loft (men som viste sig at være naboens Bichon Frisé, der i en kort periode eksperimenterede med en pseudoidentitet som Lassie på eventyr), eller om det var dengang jeg knækkede gadedørsnøglen – i låsen – tilbage i december, og dermed vanskeliggjorde tilværelsen for alle ejendommens beboere et døgns tid, alt imens jeg selv tog prisen som verdens mest upopulære nabo indtil låsesmeden fik sig nosset sammen til at komme.
Det var det. Altså episoden med nøglen.

På meddelelsen fra beboerforeningens formand står der, at man desværre må meddele, at viceværten er afgået ved døden efter kort tids sygdom. Han blev 56 år. Beboerrepræsentationen sender sin kondolence til hans familie og en blomst til begravelsen.

Det er så få ord, der sætter punktum for et liv, der er levet. Men døden er en spøjs fætter, der sådan går ind, og sætter lidt ekstra watt til det sidste rampelysskær. For det er døden, der får os til at tænke efter. Til at mærke efter. Og så er det, at én, som bare har været en omvandrende Combat vinterkedeldragt pludselig bliver mere end det – så bliver han til et menneske. Med en familie og en tilværelse. Med en mening og et væsen. Han har sandsynligvis slet ikke besøgt Færøerne i samme grad som prinsegemalen, men til gengæld ved jeg, at han mødte virkelig tidligt på arbejde, og at han sørgede for at folk havde varme, og gennemløb når der blev trukket ud, so to speak. Og sådan nogle bedrifter fortjener i min optik også at løbe med lidt opmærksomhed.

Det er ikke fordi jeg skal gøre mig til fortaler for noget, som jeg ikke er. Det er heller ikke fordi det er et personligt tab for mig, men jeg synes nu det er lidt underligt, at viceværten ikke er her mere. Og jeg synes man skylder livet at tænke lidt over det – den ene dag er vi her, og den næste dag er vi væk. Så kys det nu, det satans liv. Som man siger.

Fotograf: Palle Pophår

Being Gonzo

Spørgsmål nummer 1:
Husker du Gonzo fra Muppet Show?

Spørgsmål nummer 2:
Husker du LYDEN af Gonzo?….

Årsagen til disse spørgsmål, er følgende begivenhed, der udspiller sig en tilfældig lørdag formiddag:

Der er som sædvanligt lagt en forkromet plan for weekenden, som vi følger slavisk. Ifølge den plan, har jeg én pode, der skal være ude af døren klokken 10, en anden klokken 11 og en tredje klokken 12. Eftersom jeg selv skal ud og rende midt i det hele, og derfor ikke med sikkerhed når hjem inden 12’eren skal afsted, beordrer jeg denne pode til at spise et par rugbrødsmadder, inden han kører.

Heldigvis når jeg hjem inden han skal afsted; jeg konkluderer i hvertfald, at hans cykel står i skuret. Og så er det, at jeg på vej op ad trappen hører lyden. Lyden af Gonzo.

Jeg er omgående sikker på, at lyden ikke stammer fra vores lejlighed, for 12’eren er jo alene hjemme. Men hvis ikke han var alene hjemme, ville jeg afgjort tro, at mindst én pode var i færd med at lade livet under voldsomme og meget unaturlige omstændigheder. Men på trods af at jeg ved, min pode er alene hjemme, bliver jeg alligevel tiltagende mere mistænksom efterhånden som lyden intensiveres i takt med at jeg kommer højere op i bygningen. For lyden kommer faktisk inde fra vores lejlighed. Hvor det viser sig, at den pågældende pode er oppe at slås. Med en brødrister. Jo.

Brødristeren (som er en toaster med spring op-funktion) holder hans rugbrød i et jerngreb, og nu har poden efter eget udsagn brugt mindst TI MINUTTER på at få den satans skive OP dernedefra. Heraf Gonzo-lydene. Det er noget, der ligger i mine gener, tror jeg. Eller nej, jeg ved det. Måske ikke selve Gonzo-delen, men i hvertfald den del, der indeholder noget med lyd. Høj lyd. For min gren af familien, særligt min far, ville skrive under på, at sådanne forsmædeligheder som dem en brødrister tilsyneladende kan begå, bedst håndteres og ledsages af en lind strøm af politisk ukorrekte ukvemsord, som helst er målbare på richterskalaen.

Tilbage til poden, der med tårer i øjnene konkluderer, at ham selv imod en brødrister, det er altså mega-unfair hold. Og jeg kan ikke lade være med at grine, og det er det allerværste man kan gøre mod en person, der har ladet sig besætte af Gonzo, og som er rasende. Mange års erfaring har lært mig, at man aldrig, aldrig, ALDRIG må le af et menneske, der kæmper en ulige kamp mod en brødrister. Det gør kun ondt værre; det svarer til at kaste benzin på bålet og hvad ved jeg, så under alle omstændigheder: Do NOT do that!

Men så sker miraklet; poden begynder at grine med. Og han griner, mens tårerne triller, og jeg ved, at han bare er lysår forud for hvor jeg selv var, da jeg var på hans alder. Og at han nok skal få styr på det temperament. En dag. Og han skal nok klare det hele. ❤

NB: Hvis du nu ikke ved, hvem Gonzo er, eller hvis du trænger til en genopfriskning, så kan du evt. se dette lille klip.