Om at tænde lys i sit vindue – og om at mindes.

Dette indlæg indeholder reklame i form af denne bog, som jeg har fået forærende af Lindhardt og Ringhof:

Helt overordnet handler ‘Det glemte brev’ om jagten på historien bag et enkelt frimærke, og det brev, som det befinder sig på. Det bliver bindeled i en fortælling, der pendulerer frem og tilbage mellem begivenheder i Østrig i slut 30’erne og Los Angeles halvtreds år senere. Historien er overordnet set virkelig fin, og indeholder alt det, som en god historie skal, og den ene side griber uvilkårligt den næste. Der er et par romancer, og der er relativ happy ending for those who like (and I do!). Du keder dig intetsteds undervejs, og jeg er vild med paralleluniverset, og set i det perspektiv, er den slet ikke ulig ‘Nattergalen’ af Kristin Hannah.

Dog manglede jeg noget mere fylde og tyngde i bogen; lidt mere end blot den gode fortælling. Jeg manglede nuancerne, og de beskrivelser, der rækker ud over det sagte ord, og det gjorde, at jeg aldrig helt befandt mig hverken i Los Angeles i 1989, eller i Østrig under nazisternes besættelse. Jeg smagte ikke deres mad, og hovedpersonernes øjne var ikke vinduer, som jeg kunne se ud ad. Derfor kunne fortællingen i min optik med fordel være udvidet betragteligt ud over de 304 sider, som bogen er på i sin nuværende form.

Kort og godt: En rigtig skøn fortælling, men desværre lidt for letlæst efter min mening.

Men hvis jeg manglede en gryderet eller to undervejs, så fik bogen mig til gengæld til mig til at gruble over 2. verdenskrig i mange dage efterfølgende. Det sker uden undtagelse hver gang jeg læser bøger om det emne.

Det er ret fjollet, egentlig, for da jeg var lille – eller i hvertfald hjemmeboende – var der intet jeg havde mindre tilovers for end den krig. Og da Københavns Universitet senerehen spyttede mig ud i virkeligheden med en kandidatgrad i historie, var det utvivlsomt med den mest minimale viden om 2. verdenskrig, som det overhovedet var muligt. Jeg gik med andre ord en stor bue uden om den. Og grunden til dette var uværgerligt, at den betød ret meget for min far, og hvis man af vanvare kom til at trykke på 2. verdensknappen, så lirede min far lange foredrag af sig uden hensyntagen til hvorvidt folk havde interesse for sagen eller ej. Og de kunne vare ret længe, de foredrag. Men han havde faktisk også en del på hjerte.

Min far var knapt fem år da Danmark blev besat af tyskerne, og de følgende år mærkede ham faktisk for livet. Min farfar var nemlig modstandsmand, og hvad det medførte, bar min far videre på sine skuldre til han forlod denne jord.

Og min far kunne som sagt fortælle længe. Han fortalte om jødiske venner der forsvandt; om andre folk, det forsvandt, og om min farmor, der blev tavs som graven, når min farfar også var væk. Om folk, der blev hentet og arresteret, og om hvordan min farfar kun undslap, fordi min far nåede op ad bagtrappen før tyskerne nåede op ad fortrappen.

Det var sådan nogle historier, han fortalte. Og hvert år den 4. maj – på klokkeslæt – blev frihedsbudskabet afspillet på pladespilleren derhjemme: Ret højt, som regel, mens min far med en højtidelig mine travede frem og tilbage, og i ny og næ kastede et sigende blik ud af vinduet til et sted langt, langt borte. Og imens syltede min mor agurker, eller hvad hun nu foretog sig, mens hun prøvede at ignorere, at min far mentalt befandt sig i 1945.

Og hvad kan jeg sige nu, andet end at jeg – efter min fars død – synes det hele er blevet uhyre spændende. Og meget vigtigt. Og nogle gange ville jeg virkelig ønske, at jeg havde hørt en lille smule bedre efter, frem for at tænke på hvornår jeg kunne forlade bordet, så jeg kunne gå ud og kaste mine kartofler og min hamburgerryg op. Og faktisk synes jeg at det, som 2. verdenskrig lærte os, er mere relevant og aktuelt end nogen sinde, og jeg tænker på det hver eneste gang jeg ser Putin og Trump og andre tilsvarende typer tone frem på skærmen. Så er verdenskrigen slet ikke hverken langt væk, eller urealistisk. Og derfor har jeg tændt lys i mit vindue. Til minde om dem, der kæmpede dengang, og for dem, der måske skal kæmpe i fremtiden. Til minde om min farfar, som jeg aldrig kendte – og til minde om min far.

Anemonefotograf: Palle Pophår

PS: Hvis du har lyst til at gå min far i bedene, så kan du høre frihedsmeddelelsen lige her (og det var klokken 20:36, hvis du skulle finde på at spørge).
Pas på dig selv! ❤

Man skal pleje sit slæng

Én af mine poder er havnet i et slæng. Et hyggeligt et, og han elsker det. De er to drenge og to piger, som har hinandens ryg i et ellers lidt hårdt skolemiljø. Jeg under ham det SÅ meget. Men anyways, så gik det hverken værre eller bedre end at den ene pige, Mathilde, inviterede slænget til fødselsdag. Programmet var i dagene op til sådan mere pakket end sædvanligt, så vi aftalte, at det var mig (og ikke min pode), der skulle købe en gave til Mathilde. Det fik jeg fikset som planlagt, og var svært stolt, da jeg fremviste resultatet til min pode, der kvitterede med spørgsmålet: “…og hvad har du så købt til Ingrid?” 
“Ingrid?!”
spørger jeg.
Poden: “Ja, Ingrid har jo OS’ fødselsdag. Hun fylder år i dag; det sagde jeg jo i morges!”
Mig: “?? Men hvornår har Mathilde så fødselsdag??”
Poden: “Hun har fødselsdag i morgen.”
Mig: “Men er vi enige om, at det kun er Mathilde, der holder fødselsdag på søndag?”
Poden: “Ja, men jeg kan jo ik’ bare lade være med at gi’ en gave til Ingrid, vel? Det gør man jo når man er venner, ik’?!”

Og så døde jeg en lille smule af stolthed over min fantastiske søn, og stak ham en flok guldmønter, og så måtte han selv afsted – også selvom tidsplanen egentlig slet ikke havde plads til den slags.

Senere kom han hjem igen med den fineste t-shirt fra H&M. Som han godt nok havde valgt fire numre for stor, men som han sagde, så er Ingrid også meget lille. Og nej, det giver slet ingen mening, så jeg smilede stille indvendigt over disse overvejelser, og lyttede videre: Poden befinder sig i beretningen nu ved kassen, hvor han efter eget udsagn høfligt (til ekspedienten) siger noget i retning af “Og så ville jeg blive meget glad, hvis du ville pakke den rigtig fint ind!”… og så fortsatte min pode: “Men mor, det tror jeg ikke rigtigt, han kunne finde ud af, for han kiggede bare meget mærkeligt på mig, og så lagde han en PAPPOSE ned i plastikposen!”
Mig: “Nå, men jeg synes da bare det hele er gået SÅ fint!”
Poden: “Men det var også lidt pinligt. For der var kun sådan nogle unge piger i køen….”

Men altså…. Jeg er helt stensikker på, at de ville ønske, at en sød fyr var ude for at købe en smuk t-shirt til dem. Og det kan godt være, at jeg mange gange er ved at få en prop over hverdagen, men ind i mellem, så er der bare noget der virker – og det gør mine poders varme hjerter heldigvis! ❤

Fotograf: Palle Pophår.

Om at få et føl

Og nej: Jeg har ikke købt en hest. Det handler om at gå fra den ene yderlighed til den anden, eller om at miste besindelsen på et splitsekund.

Jeg har før været inde på, hvor meget det svinger – altså overskuddet og humøret – men alligevel er det som om det kommer bag på mig gang på gang: Den bratte overgang fra det ene til det andet. Det sker pludseligt, og uden forvarsel; BANG! – så bliver man ramt bagfra.

For at demonstrere hvad jeg mener, skal vi lige et par dage tilbage i tiden.

Vi starter ved søndag, hvor jeg allerede klokken 7:30 får gelejdet alle tilstedeværende familiemedlemmer ud af døren til noget håndboldstævne – og så er jeg helt, helt alene hjemme. Og jeg er VILD med det, og jeg tager mig selv i at synge Svantes vise mens jeg skifter sengetøj, og da jeg kører ud for at handle, så tænker jeg, at livet er lige dér hvor det skal være, og at dagen tilhører mig. KUN mig! Jeg får trukket vejret dybt ned i maven, jeg får læst, og jeg får klasket noget dej sammen til hjemmelavet pizza, og jeg får forberedt smoothies, til når mit hungrende ulvekobbel vender snuderne hjemefter. ALT er i min optik på daværende tidspunkt idel lykke.

Denne skønne søndag står i skærende kontrast til den efterfølgende dag, altså mandag, hvor Mand med ganske kort varsel er taget på konference. Eller, i virkeligheden havde det faktisk været planlagt i et halvt års tid, der var lissom bare sket et kommunikationsbrist et eller andet sted i processen, du ved. Og selv om jeg indledningsvist tænkte, at det måtte være én af de syv dødssynder når man undlader at koordinere, eller som minimum informere om den slags, så var jeg meget stolt af, at jeg tog det hele med stoisk ro. Helt cool. Så voksen er jeg nemlig blevet, tænkte jeg. Og alting gik vitterligt også vældig fint lige ind til jeg kom hjem klokken 18:20, storsvedende og prustende, med favnen fuld af indkøbsposer foruden Mindste Pode, som jeg havde hjembragt fra fodbold. Og knapt er vi trådt indenfor, før døren til Ældste Podes kammer går op som på kommando, og poden selv (som tænker han skal være diplomat) kommer ud, og lidt for friskt og frejdigt spørger om vi så spiser nu, eller hvad? Og hvis du også er nysgerrig, så var svaret nej. Tæt på, men dog så utroligt langt fra.

Og mens jeg pakker varer ud, skal fodboldpoden skal i bad, men cirka samtidig finder den sidste pode (som indtil da har befundet sig i vandret stilling med en iPad inde i sofaen) ud af, at han faktisk skal på toilettet. Lige nu. Som en direkte følge af den akutte tissetrang (der i minoptik kunne være stillet på et hvilket som helst andet – og ikke mindst tidligere – tidspunkt) opstår den her i huset klassiske diskussion om hvem der har den EGENTLIGE her-og-nu-brugsret til badeværelset. For den uindviede læser kan jeg fortælle, at det er et opslidende og højlydt drama, der udspiller sig i det lille hjem flere gange dagligt. Diskussionen trækker som oftest dybe spor i humøret efterfølgende, nok i særlig grad hos den af os, der skulle forestille at være den voksne her i firmaet, altså med andre ord mig. Jeg er nemlig slet ikke hverken voksen eller cool alligevel, selv om jeg troede det et kort øjeblik. Og derfor bliver den lille gnist af arrigskab yderligere næret da den anførende stridspart i toiletdiskussionen kort tid efter stiller sig an i køkkenet med korslagte arme og denne forespørgsel (akkompagneret af et hævet øjenbryn og en i øvrigt bedrevidende mine): “Mor, hvad er det du AL-TID siger til mig, når jeg går i bad?”… (og her står sekunderne stille)…. “Du siger, at jeg AL-TID skal HUSKE at åbne vinduet!!” – underforstået, at det har jeg i hvert fald ikke husket nu, da jeg hjalp fodboldpoden i bad.

Og jeg ved ikke helt, om det skyldes lavt blodsukker, de korslagte arme og den bedrevidende mine, eller det faktum at jeg faktisk havde lagt en skide plan for at få dagen til at hænge sammen, men under alle omstændigheder får bemærkningen populært sagt bragt mit pis i kog. I dette øjeblik udspiller mytteriet på Bounty sig for mit indre, og der er trykket på knappen. Derfor får jeg sagt virkelig meget i retning af, at vinduet i hvert fald var åbent sidst jeg var derude, og hvis ikke en anden én havde bidraget til den nyligt nedklappede badeværelseskonflikt, så ville jeg muligvis faktisk have fået åbnet det (forpulede!) vindue, fordi jeg i så fald ikke havde haft travlt med at mægle i noget der bedst kan sammenlignes med en gammeltestamentlig familiefejde. Og svadaen fortsætter længe endnu, og er på ingen måde berettiget i sin fulde udstrækning, og alt imens står poden, der vil være diplomat, og siger ting som ”såså” og ”nu tror jeg lige vi skal huske at trække vejret HEEELT ned i maven” (glemte jeg at sige, at hans håndboldtræner flirter lidt med noget yoga og en smule mindfulness?). Nå, men på det tidspunkt tror jeg slet ikke jeg trækker vejret, og jeg har faktisk mest lyst til at lade hele familien gå planken ud.

I min optik er ovenstående et glimrende eksempel på hvordan jeg taber tråden fordi jeg er træt. Fordi vi er trætte – hele banden. Og så er det jeg nu tager mig selv i at slå en stor, fed streg under det faktum, at jeg er den vildeste overskudsmor – altså når jeg ingen børn har. Og om lidt, er kaffen klar. Eller nej. Det er den så ikke. Men til gengæld har jeg lige fundet smoothie-rester på min lampeskærm.

Nu jeg er i gang #2

… så er jeg absurd lykkelig over al den sol og alle de varmegrader, som vejrguderne har forsynet os med de sidste mange dage. Og har du opdaget, at kirsebærtræerne er sprunget ud?
Jeg er fan!
Og undskyld fotospam:

… så overvejer jeg at indføre et obligatorisk hjemmestrikket kursus i empati her på matriklen. Det kommer sig af, at jeg en aften i sidste uge kom til at nævne at jeg følte mig temmelig ristet, hvortil min sidstefødte straks kvitterede med at sige: “Det er os’ bar’ fordi nogle gange, så sidder de voksne bare hele dagen og laver ik’ noget på deres computer!”
Well, thank you very much.

… så har jeg simpelthen ikke helt fanget det dér med at tage på mini-cruise til Oslo. Indtil for blot få år siden handlede det slet og ret om at overleve Oslo-båden, hvis man ikke havde andre alternativer. Jeg mindes nogle virkelig fæle overfarter med nogle virkelig slatne pomfritter.
I virkeligheden er det ret utroligt hvad god markedsføring kan gøre.
(Og nej: Vi opererer ikke med kontekstbegrebet her).

… så satte jeg mig for nyligt på en pose popcorn. I can tell you, lydeffekten var simpelthen beyond words. Prøv det, prøv det.

… så blev min langhårede pode klippet i sidste uge – altså helt kort. Og det gjorde et kort øjeblik ondt i mit hjerte med alle de lange lokker, der røg på gulvet… Men kæft han er smart med det nye hår – også! ❤

… så giver vi lige dansklektierne en ekstra skalle for tiden. Jeg er vild med det; Mindste Pode er mildt sagt knapt så vild. Men så sidder vi dér, med det hersens tekststykke, som jeg måske nok synes er lige en tand for avanceret til 0. klasse:

(Men nu er læsestykker med ‘C’ jo også en tricky størrelse når man kun er lige knapt syv år). Mindste Pode synes også det er lige til den svære side – men vi forsøger:

Mig: “Cccc-eee…”
Mindste Pode: “Cccsæbe?”
Mig: “Nej. Ceee-eee…”
Mindste Pode: “Sele?
Mig: “Nej. Der står Cecilie. Ce-ci-li-e.”
Mindste Pode, skuffet: “Nå.”
Mig: “Næste ord!”
Mindste Pode (artigt): “er!”
Mig: “Ja, det er rigtigt! (*highfive*)…Og så er der det næste ord: “Ppppp-ååååå…”
Mindste Pode: “Må? Få? Gå??”
Mig: “….PÅ, står der, på….. cccssss-yyyy….kel.. Cy-kel.”
Mindste Pode: “i…!” 
Mig: “Flot! …. i Canada! Okay, ny linje – hvad står der?”
Mindste Pode: “Skal.”
Mig: “Nej, der står ikke skal.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej. Der står ikke ‘skal’ nogen steder.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej.”
Mindste Pode: “Jo.”
Mig: “Nej. Der står pppp-åååå….?”
Mindste Pode: “Ost?”

Vi øver stadig.
Ha’ en fantastisk søndag, derude! ❤

Add-ons

De dér dage med ekstra tryk på, dem kender vi alle sammen. Og faktisk er der for mange af os i virkeligheden smæk på de allerfleste dage. Fordi der i forvejen er fuldt program, og så er der lige den ekstra ting, som strammer logistikskruen en tand mere. Les autres choses. Det er for eksempel gaven, der skal købes i den anden ende af byen fordi nogen har fødselsdag lige om lidt, eller det kan være noget så simpelt som en punkteret cykel, eller en aftale med revisoren, hvis man ellers havde sådan én. (Det har jeg ikke, men du ved, hvad jeg mener.)

Fra morgenstunden har man lagt en sindrig plan for at få den ekstra ting til at gå op i en højere enhed sammen med alle de faste ting, der i øvrigt er på programmet (og som man ikke bare kan se bort fra eftersom det faktisk handler om at få dækket helt basale behov såsom behovet for mad og nogenlunde rent tøj) sideløbende med at en pode skal ekspederes til svømning alt imens Mand befinder sig i en spøg og skæmt-butik et eller andet sted i Bagsværd. Yes.

Og det handler om virkelig at holde tungen helt lige i munden, for hvis først det ene led knækker i den forkromede masterplan, så knækker alle de efterfølgende led også. Det er dominoeffekten af les autres choses. Det er lavinen, der ruller.

Men: Udfordringen er i virkeligheden slet ikke les autres choses. Det troede du måske, men nej. Udfordringen består faktisk i de små add-ons, som dagen byder på i form af ting, der i sig selv næsten er umærkelige, fordi de ikke umiddelbart vælter nogen tidsplan, ikke kan opgøres i kilometer eller træskolængder, men som ikke desto mindre alligevel fylder. Det er de ting, som man ikke har planlagt; det er alle de små ting, der kommer oveni, og er som et af den slags jordskælv, der indimellem udløser en tsunami fordi summen af den samlede mængde add-ons kan skylle den sidste rest af opsparet overskud bort (ja, vi er i det dramatiske hjørne i dag). Og hvad er det så, spørger du måske, disse add-ons? Det er for eksempel Ældste Podes købechip til kantinen, der har brug for en temmelig akut saltvandsindsprøjtning og ingen kan huske hvordan man overfører penge til sådan én, og det er Mellemste Pode, der skal bruge en passer I MORGEN(!), og det er støttebenet på Mindste Podes cykel, der ganske ubelejligt nægter at rokke sig ud af flækken, og jeg kunne blive ved. Sådan nogle ting. Add-ons. Og de findes også hjemme hos dig – jeg ved det!

Og så står du dér, midt i det hele, og tænker, at om fem sekunder, så får du en hjerneblødning.

Men så er det, at det mirakuløse sker; at du alligevel – stik imod dine første antagelser – overlever, og det ville du på ingen måde ha’ troet var muligt bare ti minutter tidligere. Så selvom du er på randen af kolaps, så ved du, at noget er lykkedes, og at du er på vej mod målet. Du kan næsten smage de skumbananer, der ligger og lumrer i skabet, og venter på, at der er fri bane.

Og det er lyset, dér for enden af tunnelen – skumbananerne med andre ord – der gør, at du lige kan køre lidt ekstra på den sidste liter, også selvom du i virkeligheden allermest bare kører på dampene. Derfor får du faktisk lige skiftet sengetøj hos to poder, fordi at så er du på forkant med det – også selvom du dingler lidt, og går ind i ting – men tanken om at være på forkant er virkelig tiltalende, også selvom du ved, at du nok i bund og grund bare burde lade være. For det lidt til at pisse i bukserne for at holde varmen; det giver bagslag på et tidspunkt, men lige i dag, der virker det. Det er i virkeligheden ret utroligt hvad blå himmel kan gøre, ikke?

(Nogen havde travlt)

Om alle de ting, man er

Nogle gange kløjs jeg i det; i alle de hatte, jeg har på. Hver dag, og på samme tid, nogle gange. Mor-hatten, datter-hatten, veninde-hatten, hustru-hatten, nej-hatten, ja-hatten, arbejdshatten. Der er mange, ikke? Du har med statsgaranti også en del – og et eller andet sted er der faktisk ikke noget at sige til, at vi bliver lidt forvirrede, tænker jeg. At det hele nogle gange bliver lidt flydende.

For eksempel prøver jeg at sige til mig selv, at jeg ikke er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg har arbejdshatten på sådan rundt regnet 37 timer om ugen, men min stillingsbetegnelse er ikke en del af den person, som jeg virkelig er. Job er noget jeg tænker, at jeg trygt overlader til andre at hænge deres identitet op på, fordi jeg dybest set tænker, at jeg ved bedre. Og fordi jeg samtidig er af den overbevisning, at jeg ikke har en karriere, men at jeg har et job. En indtægt. Og jeg lukker døren når jeg går hjem.

Men altså, det jeg egentlig ville frem til er, at jeg nu for nyligt har fundet ud af, at jeg faktisk ikke er så ligeglad endda med den dér arbejdshat alligevel. Fordi den på en eller anden måde – uden at ha’ fået lov – alligevel har invaderet min selvforståelse.

I bund og grund handler det om, at jeg egentlig synes jeg gør mit arbejde godt (hvis altså vi ser bort fra mit über-gennemsnitlige behov for IT-assistance). Og den følelse af at noget fungerer sådan relativt, kan være rar at dvæle lidt ved. Og hvis så noget lige pludselig ikke fungerer inde på det dersens arbejde, så er det, at det går hen og bliver en byld i røven på ens selvbillede.

Det slog mig en eftermiddag i sidste uge, hvor jeg kørte hjem efter et forfærdeligt møde. Synes jeg selv. Det var lissom om alt bare var gået galt; alt hvad jeg havde sagt og gjort, var bare kommet ud på den helt, helt forkerte måde.

For eksempel fik jeg allerede inden mødet begyndte, sagt til en ledertype, at hvis han havde drukket vores kaffe, så ville han få smæk, og det er muligvis ikke det smarteste, man kan sige. Derefter indledte jeg mødet med en temmelig lang, men meget irrelevant introduktion til hvorfor der blev serveret BÅDE kokostoppe OG jordbærtærter (det føltes utroligt relevant i øjeblikket), men i virkeligheden var der faktisk ingen der rigtig havde behov for den forklaring. Kort tid efter underholdt jeg fortsat med de selvsamme jordbærtærter, som jeg prøvede at fragte på en lillebitte gaffel (på den usynlige måde), men som (på den overhovedet ikke usynlige måde) endte med at lave splatteren fra en halv meters højde.


Og hvis du spørger, så jo: Det var noget værre griseri.

Ud over det med kagerne, så var der også de upassende afbrydelser jeg uforvarende kom med undervejs; de misforståede pointer, og tonen, som blev mere og mere skinger. Og midt i alt det akavede og malplacerede jeg i øvrigt præsterede, fik lyst til at stoppe op og sige “Hey, usually, I’m not like this. At all!!”.

Altså bortset fra, at det er jeg måske nok. Sådan dér. Som en jordbærtærte i frit fald. Og det, som irriterer mig er, at jeg lader de arbejdsrelaterede fadæser spille ind på, hvem jeg går rundt, og føler, at jeg er. De får indflydelse på min mig-hat. Altså bortset fra at mig-hatten er svær at definere. Og måske er det derfor at de små uheldigheder man laver, får lov til at krybe ind under huden.

Eller måske er det faktisk omvendt fordi at min arbejdshat har reddet mit ego mere end én gang. Måske er det fordi, at det jeg laver på mit arbejde alligevel gør, at jeg – stik imod min første antagelse – faktisk synes der er er sted, hvor jeg ofte gør ting godt nok. Og hvis det er sådan det forholder sig; at jeg bruger mit arbejde på at opgradere mig selv mentalt, så er jeg faktisk slet ikke en skid anderledes, end jeg troede jeg var – så er mit arbejde faktisk alligevel en del af min identitet selvom jeg gik rundt og troede, at det forholdt sig helt anderledes.

Og det er vel faktisk sådan det er. Man er summen af alle sine hatte. Den ene hat er ikke nødvendigvis smuk ved siden af den anden, og det kan ske at man indimellem ligner et fastelavnsris. Og fastelavnsriset er måske det sande billede på hvem vi egentlig er: Et bundt tørre kviste med lidt pynt, og farvet karton med glimmer på. Og måske er det derfor vi skal vælge vores hatte med omhu?

Om at spille sine kort rigtigt

Da min mor og far blev skilt fra hinanden for efterhånden mange år siden, skete der det fantastiske, at de rent faktisk begyndte at tale sammen (bedre sent end aldrig, som man siger). Så de begyndte at have lange samtaler, hvor de forsøgte at trævle gamle filtrede knuder op for at finde ud af, hvor de var gået forkert; hvad der egentlig var sket, og hvorfor. Min far sagde i den forbindelse, at de nok aldrig havde haft særlig gode kort på hånden. Og til det svarede min mor, at de faktisk havde haft de allerbedste kort på hånden; de havde bare spillet dem virkelig dårligt. Jeg forstiller mig, at min far har kvitteret med et “Hm!”, men jeg har selv tænkt lidt videre over det, siden min mor fortalte det her for nyligt. Altså hvilke kort, vi har på hånden, og hvordan vi spiller dem. Det er jo faktisk meget væsentligt. Der er nogle mennesker, der bliver født med en virkelig dårlig hånd, og alligevel formår at få det bedste ud af det – og så er der andre, der taber alle de gode kort på gulvet.
Nogen ville sige noget om skæbnen i denne her forbindelse; de ville tale om hvorvidt man er født under en heldig stjerne, eller ej.  Og ja – jeg ved det virkelig ikke. Jeg har ikke den fjerneste idé om hvem eller hvad, der sætter dagsordenen, men omvendt er jeg heller ikke et øjeblik i tvivl om, at vi selv har noget at skulle ha’ sagt.

I den forbindelse faldt jeg over en artikel i Alt for damerne, hvor B.S. Christiansen stiller det meget enkle spørgsmål: Ville du kunne holde ud at være gift med dig selv? Og det et jo et rigtig godt spørgsmål, som man i virkeligheden kan stille sig selv i alle sociale sammenhænge. Og jeg er meget splittet. Primært fordi at… nej. Jeg kunne helt klart ikke holde ud at være gift med mig selv. Jeg kunne nok heller ikke holde ud at dele kontor med mig selv. Og sådan kunne jeg blive ved.

Min udfordring er ret beset nok, at jeg er vældig kontant. Og giver min mening til kende helt uden at folk har spurgt efter den. Jeg er i tvivl om hvorvidt det ligger dybt forankret i mine rødder, eller hvad det gør. Eller om det skyldes, at min indsats for at blive et bedre menneske ikke er storstilet nok; at jeg ikke er omstillingsparat nok – sådan på det personlige plan?

Faktum er i hvertfald, at jeg er lige ved at krepere under vægten af alle de bånd, jeg prøver at lægge på mig selv, når jeg prøver at pudse mit mere omgængelige jeg af, og tage dét i brug. Det er helt lissom når man en sjælden gang skal i kirke, og man ved bare, at det slet ikke er comme il faut at sige grimme ting derinde, og alligevel har man knapt sat foden indenfor, før man har sagt et eller andet, der som minimum indeholder ord som fanden og helvede, eller noget i den retning. Jeg har læst mig til, at det er en slags tourette. Jeg tror måske, at jeg har dén slags tourette.

Men for nu at vende tilbage til det, som det hele egentlig handlede om, så er sagen den, at jeg også har de allerbedste kort på hånden. Jeg har verdens skønneste unger, den dejligste og mest overbærende mand, fantastiske kolleger og vidunderlige veninder. Jeg har uddannelse, job, og vi er raske (så vidt vides) – så jeg skal spille mine kort rigtigt. Og selvom det måske ikke er så tydeligt for mine omgivelser (for vaner er som bekendt virkelig svære at ændre på), så tænker jeg over alle de her ting – hver dag: Jeg værdsætter, og jeg føler mig heldig (og træt, men lad nu det ligge). Og så øver jeg mig i det små, på at tøjle alle mine bramfri ytringer ved at filtrere dem gennem disse tre simple spørgsmål:

Is it true?
Is it necessary?
Is it kind?

Og hvem ved – måske er der lys for enden af tunnelen?

Fotograf: Lars Pedersen

Lidt ude af sync… #9

… når man overvejer at sige til en top-insisterende forældretype at man ligger i skilsmisse bare for at undgå en legeaftale. Hvad er chancen for at man bliver fanget i sit eget spind af løgne, tror du? Er vi ude i en fifty-fifty?

… når man vil ta’ en lille walk’n’talk på arbejde (med sig selv, altså), og ender med at blive spærret inde i en trappeskakt. Og man må endda erkende, at man faktisk har gjort det før.
Hal-loooo?

… når ens arbejdsdag pludselig bliver fuld af folk med underbukser på hovedet.

… når man (måske) i den forbindelse glemmer sin kollegas fødselsdag, og først finder ud af det, når man er kommet hjem, og ser det på Facebook. Tager man så prisen for verdens dårligste kollega, eller hvad?

… når man trænger til lidt spænding, og sensationslystent tjekker sin mail: Til ens udtalte skuffelse ser man, at der kun er kommet én ny mail: Tillykke; du er inviteret til dialogmøde om tobak i dit pensionselskab. Nej tak.
Jeg tror, jeg sidder over.

… når Zalando to minutter senere skriver, at de tror, de har fundet de HELT rigtige jeans til dig, som ser sådan her ud:

Tilbage er spørgsmålene:
Hvad gik der galt?
Og hvorfor netop mig?

… når man finder de her inde hos Ældste Pode:

Og når man sender ungen et spørgende blik, kvitterer han med et ualmindeligt tungt prust og et “Mor!…. Det er en LANG historie!”…..
Ja, det tror jeg på.

Nå, men take care! ❤

En slags monolog

Som sagt er vi begyndt at sortere madaffald herhjemme. Timingen er ret fin, eftersom poderne for nyligt har haft tema om bæredygtighed i skolen. Derfor står Mindste Pode en dag, og ser deltagende ned i madaffaldsspanden:

“Man må IK’ smide batterier i en almindelig skraldespand!” siger han så, og forsætter: “Det har jeg set i en film, hvor en dame finder et batteri i skraldespanden, og så siger hun: ‘Du skal IK-KE fucke med mit grundvand!’ – og mor, det var da noget FORFÆRDELIGT noget at sige! Og hvad BETYDER overhovedet grundvand?” spørger han så, som om det er grundvand, der er det forfærdelige i sætningen.

(“Det er vand, der befinder sig i jorden nede under os”, svarer jeg)

“Det kan regnormene godt li’! Men der skal ik’ være for meget, så kommer de op af jorden. Men de må ikke komme op af jorden en sommerdag, hvor det er sygt varmt, for så dør de nemlig!! Så tørrer de helt ind. Lissom rosiner! …. Regnormerosiner.”

Ovenstående er et eksempel på, hvordan en snak om bortskaffelse af batterier uforholdsmæssigt hurtigt kan udvikle sig til at handle om regnormerosiner (hvilket er et helt nyt fænomen, tænker jeg). Nogle gange – faktisk altid – skal man følge virkelig godt med hvis ikke man skal tabe tråden undervejs. Gør du det nogle gange? Taber tråden, altså?

Fotograf: Palle Pophår

At ride, at skyde med Bue og at tale Sandhed.

Det kan godt være, jeg syntes påskeferien var anderledes hæsblæsende end forventet, men den var intet i sammenligning med hverdagens komme i går.

Jeg nåede ellers at runde ferien af med at komme en lille smule ned i tempo; jeg fik bekæmpet samfulde kolonorme bunker af vasketøj, og jeg fik sågar læst en lille smule, og nydt det skønne, skønne vejr, som den sidste påskedag bød på. Jeg nåede også at blive helt i tvivl om hvorvidt tilfældigheder er noget, der findes, og om man skal stå fast på Svend Brinkmann-måden, eller om man skal omfavne hele verden, og tage imod alt hvad der byder sig. Ja, jeg nåede endda at tænke, at når bare man lissom er, og tager det sure med det søde, så er alt godt; når bare man mærker det hele. Livet.

Og apropos livet, så blev alle mine refleksioner lissom blæst op på et helt andet plan, da jeg sideløbende med vasketøjsbeskæftigelsen så ‘Mit Afrika’. Åh Gud, hvor jeg dog bare hyler som pisket fra start til slut, når jeg ser den film (ja, hvad kan jeg sige; jeg ELSKER bare Karen og Denys). Og så tænkte jeg på alle replikkerne i filmen, både de sagte og de usagte; de er stoiske, og de står nærmest stille i luften; som mejslet i sten, som små manifester. Og så tænkte jeg også på, at der var en tid – en gang – hvor man faktisk samtalte på et dybere plan, og hvor man udtrykte sig yndefuldt og smukt. Hvor man vidste hvornår nok var nok, og hvornår man skulle lave en stolt og stille, men stadig dramatisk sortie. Hvor man med andre ord på en måde var menneske på et lidt andet plan, end i dag.

Og midt i de tanker ringede pludselig vækkeuret, og bragte mig og hele familien tilbage til virkeligheden, til en morgen fyldt med sne (igen, guddødeme); en morgen hvor jeg troppede op på mit arbejde, og det viste sig, at jeg i løbet af påskeferien ganske havde glemt hvordan man taler engelsk. Hvor jeg forgæves forsøgte at kæmpe mig igennem et møde med tegn til tale-metoden (og det var ikke nogen videre succes, kan jeg godt afsløre), og jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst er kommet hjem fra arbejde og bare har haft lyst til at sætte mig ned og græde ubehersket.

Men jeg gjorde det ikke, jeg prøvede at TAGE-MIG-SAMMEN, mens tre børn i munden på hinanden fortalte om tre forskelige skoledage, om ting de havde hørt, og ikke mindst om hvad andre folks børn havde gjort imod dem. Og alt imens ungerne spyede ord ud som gjaldt det livet, så kastede vaskemaskinen klamt og sort snot ud på maskinens lillebitte, runde rude mens den centrifugerede, og jeg tænkte, at jeg nok ikke klarede den. Ikke nu, ikke nogensinde. Fordi alting sker på én gang. Hele tiden.

Hvor er min værdighed midt i alt dette? Min evne til at håndtere følelser? Til at tænke rationelt? Og til at være stoisk og langsom (men dybsindig) i al min gøren og laden?

Men heldigvis – da fortvivlelsen var på sit højeste – på det tidspunkt hvor jeg havde brug for stilhed og lejrbålsknitren fremfor spørgsmål om hvor noget bestemt sportstøj mon befandt sig, eller om Benjamin mon snart kunne lege, kom Denys hjem fra Savannen, medbringende dette bytte:

Og så sagde han (næsten; det forestillede jeg mig i hvert fald) “Jeg elsker dig“. Og så ved jeg godt, at så bliver det faktisk ikke mere stoisk end det. Og i dag blev det forår.

Dagens kloge ord

Karen Blixen:

“Den, der ønsker at leve livet om, har overhovedet ikke levet.”

“All sorrows can be borne if you can tell a story about them.”