Okay, indrømmet…

Lige i øjeblikket er jeg vild med at have en teenager. Det er jeg muligvis (absolut) ikke om et års tid eller to, når jeg har fået en seriøs overdosis af diverse former for ungdomssløvsind. Okay, en lille overdosis har jeg som bekendt allerede fået, men altså. Det er faktisk også ret sjovt. Ind imellem. Hvis man tager den famøse ja-hat på, og kan smile af hvor kompliceret det pludselig bliver at pakke en sportstaske til noget der rækker ud over en almindelig træning. Og det er VIRKELIG noget af en udfordring når teenage-podens hjerne kun rummer én ting eller ét ord ad gangen, og det tydeligvis cirkulerer rundt på lystavlen meget, meget langsomt.

Hvis man så i den (eller i en anden) forbindelse kommer med en form for servicemeddelelse – det kan være noget så simpelt som at oplyse poden om et afgangstidspunkt – ja, så kan det være meget interessant at se hvordan den information modtages.

Der er forskellige muligheder.
Som udgangspunkt er det selvfølgelig forældrenes håb, at informationen ryger ind og lagres allerede i første forsøg, men det vil kun ske i ganske, ganske få tilfælde.
Ellers vil der være to muligheder tilbage:

Den ene mulighed vil være den, hvor poden stiller sig helt uforstående overfor meddelelsens indhold i al sin simpelhed; man kunne faktisk i princippet lige så godt tale hebraisk. Meddelelsen skal følgelig gentages MANGE gange (tydeligt, og ofte med store mundbevægelser) inden den til sidst – forhåbentligt – giver mening.

Den anden mulighed indebærer også en del gentagelser, men har det resultatet, at poden tager beskeden som en personlig fornærmelse. Enten som en fornærmelse mod hans intelligens, eller mod selve hans eksistens, slet og ret fordi hans forældre bare er for meget. Og det er de tit. For meget. Særligt når de forsøger at kombinere handling og information. Ikke bare som i tilfældet med sportstasken, men for eksempel som i noget…. affaldssortering.

Ældste Pode har nemlig for noget tid siden fået tre par nye sko (dels har fødderne det jo med at vokse, og dels har podens fodtøj det som nævnt ved tidligere lejlighed med at forsvinde – pist! – som dug for solen). Med de tre par sko fulgte (ikke overraskende) de sædvanlige tre æsker til skoene, som i en rum tid tog bolig på podens kammer indtil Mand en skønne dag fik nok, og beordrede poden til at eskortere emballagen ud af det lille hummer. Æskerne blev herefter fragtet cirka fem meter nærmere deres endeligt, hvilket helt nøjagtigt vil sige ud i køkkenet. Køkkenet er placeret ved bagtrappen; bagtrappen fører ned i gården, hvor skraldeskuret også befinder sig, og dermed blev æskerne i køkkenet faktisk også nærmest betragtet som om de allerede var nede i bemeldte skraldeskur. I hvertfald i teenage-podens optik.

Så tæt på, og dog så langt fra.

Æskerne stod efterfølgende i køkkenet og blomstrede et par dage, alt imens jeg tænkte på hvornår ’nogen’ mon ville fragte dem videre ned ad trapperne, og ud i verden. Dette viste sig overraskende nok desværre ikke at ske af sig selv, hvilket jeg erkender en tidlig morgen, hvor jeg samtidig griber fat i den ansvarlige pode:

”Nu skal du se, de kasser dér, de har jo desværre ikke ben at gå på. Derfor skal vi lissom ha’ gjort noget ved det! Først starter du med at åbne dem, og tage papiret ud, og lægge det for sig.”

Der er voldsomt meget papir i sådan nogle æsker til fodtøj i størrelse næsten 43, og poden får samtidig besked på, at så meget papir er der ikke plads til i vores egen papirgenbrugskasse, der allerede er godt fyldt. Ergo må det hele ud på gulvet, så vi kan lave en papirbunke og en papbunke.

Der sukkes meget.

”Godt!” fortsætter jeg, “Så skal vi ha’ skilt kasserne ad…”. Der sukkes mere. Pode ser undrende på æskerne, som var det en sindrig højteknologisk konstellation. ”Du gør sådan her (*fluf*)…. Ooooog sådan her (*fluf-fluf*)….”
(”Jaaa-erh, mooorrrr….”)
”….og (*fluf*) VUPTI! En flad kasse. Det er meget lettere at bære ned sådan! Vi er glade, pap-menneskene er glade, ergo er alle glade!”
(Mere ”JAA-ERHR, MORRRR!!….”).
Alle de hollandske r’er bliver i øvrigt spicet op af lejlighedsvist himlende ’tsshh!…’-lyde. Jeg tror, poden går en lys fremtid som sprayflaske i møde.

Poden blev slutteligt belæsset efter alle kunstens regler, og balancerede artigt (men gnavent) hele vejen ned fra tredje sal med genbrugsmaterialerne, og tilbage igen. Eller nej.
Nogen glemte nemlig sine nøgler, og stod derfor og blomstrede lidt på må og få inden han fandt på at gå om til hoveddøren, og ringe på. Det var så dagens mentale udfordring, kan man vist roligt sige. Jeg tænker det dæmrer så småt for poden om en fem-syv år.

P.S: Denne her er til dig, Nemesis: Go hit me. Hit me hard!

Fotograf: Palle Pophår

Om blandede bolcher

Life is a roller coaster, a box of chocolate (“you never know what you’re gonna get”, som Mrs. Gump hævdede). Okay, faktisk er det ikke livet sådan overordnet set, jeg har sporet mig ind på her (det ville muligvis også være lige en tand for ambitiøst!) – jeg taler om livet i detaljen; i dets daglige forløb, som hverdage og weekenddage. Og her slår chokolademetaforerne slet ikke til (beklager, Mrs. Gump). Det, som jeg tænker, er mere…. bolcher. De søde, de stærke, de sure, de klistrede. Det hele, for en tyver blandet – sammen i en pærevælling.

Hvis du synes, jeg taler helt sort, så prøver jeg lige at uddybe engang:

Jeg skruer tiden tilbage til sidste weekend: Det er her, de søde bolcher dominerer; det er Werthers Echte for fuld udblæsning: Jeg får snoet mig udenom alle de aktiviteter, som kalenderen ellers er fyldt med, og får dermed helt undgået sport, stedvis regn og ikke mindst andre folks børn. Jeg går istedet lidt bananas med en støvkost, får ompottet et par gevækster, og bagt kanelsnegle foruden det løse, alt imens jeg tænker, at jeg er lykkelig. Intet mindre. Og jeg når også lige på den bagkloge facon at konkludere, at alting da bare er spørgsmål om attitude. Right.

Men så blev det mandag. Det er her vi er nået til hundeprutterne, og den følelse kender vi vel dybest set alle sammen. Det kan kort og godt koges ned til et kors i røven. Sådan her:

Ta’ den, mandag!

Men mandag er sådan set intet i sammenligning med tirsdag og onsdag, hvor det er de ekstra stærke bolcher, der hives op af posen. Det er dem med chili; dem, der spiser os, og ikke omvendt; det er her vi kæmper for livet. For overskuddet. Hvor man opgiver at tale med sin bedre halvdel og sit yngel, men derimod bare hvæser og udsteder ordrer, i stedet for at kysse dem, og nusse dem i nakken. Mands tålmodighed sættes gentagne gange på prøve, men uanset hvad, så har han ikke har en jordisk chance fordi vi (efterhånden som mængden af de stærke bolcher slipper op) går videre til citronbolcher og Sure Raketter, og jeg er indebrændt. Bitter. Træt. Mig mod hele verden. Sådan her:

(Er jeg den eneste?)

Torsdag og fredag kan vi skimte bunden i posen; der er nu kun de kønsløse bolcher tilbage foruden grumset. Du ved, når man er ved at være nået til vejs ende, og alle resterne, og de afknækkede dele af fordums bolcher har fundet sammen som fedtede og mystiske hybrider i posehjørnerne. Hvis du forestiller dig sådan et sammensurium af klistret og udefinerbart sukkerstads, så har du det perfekte billede af mig på en fredag, når vi rammer Disney Sjov.
Og det er jo sådan set dér, vi er nu – med Den Lille Havfrue for fuld udblæsning i baggrunden. Ja, kald mig bare en Bismarcksklump (jeg kan klare det!), for mit i al min fedtede grums så ved jeg, at i morgen tager jeg hul på en helt ny pose, og de søde bolcher ligger øverst – og dem glæder jeg mig til!!

Rigtig god weekend til dig! ❤

Og hey: Hvis du fik lyst til at gense det lille klip med Tom Hanks som Forrest Gump på bænken i parken, så kan du se det lige her.

De(t) svære valg

Ældste Pode begynder at nærme sig et par skilleveje. Han skal med andre ord snart til at træffe nogle af de første rigtige valg. Og her taler vi ikke kommunalvalg, nej. Vi taler heller ikke om den slags valg, hvor han skal tage stilling til hvad han vil have med på madpakke, eller om han skal have tysk eller fransk som tredje sprog. Det er derimod valg om efterskole, for eksempel. Skal-skal ikke? Tiende klasse, måske? Skal-skal ikke? Og så er der konfirmationen, der er det mest presserende spørgsmål i øjeblikket – også selvom det først er aktuelt i næste skoleår. Men faktisk er det allerede nu, man skal tage stilling, og det fylder meget. For modsat visse andre *host*, så tænker poden faktisk ret meget over selve konceptet. Altså hvorfor man skal konfirmeres. Poden er af den holdning, at man virkelig skal mene det, for at gøre det. At det ikke bare er noget man gør, fordi andre gør det. You gotta have faith, so to speak. Endvidere har han konkluderet, at det dersens non-firmation er noget fis. Enten bliver man konfirmeret, og så er det dét, eller også er der ingenting. Poden synes det et decideret latterligt at nogen får en fest bare for ikke at blive snydt for alt det, som de andre får. Man får jo heller ikke en studenterhue hvis ikke man har fået sin eksamen i hus, vel?

Jeg må indrømme, at jeg synes det er et fantastisk rationale, og jeg er målløs over at jeg har sat et menneske på jorden, der gør sig den slags tanker. ❤

Men en ting er de religiøse overvejelser (dem får han lov til selv at ligge og rode med), noget andet er alt det løse, der følger med. Talerne (behøver de være der?) og gaverne “…som halvdelen af klassen vil konfirmeres for at få. Tænkte du meget over dét med gaverne, mor?”
“Uhhh.. altså… De spillede nok ikke en uvæsentlig rolle, vil jeg sige…”
“Ej, var det KUN derfor du blev konfirmeret, mor?!” (tilsæt rigelige mængder fortørnelse).
“Neeej-nej!….? (Hvorfor helvede var det nu jeg blev konfirmeret??) – nej, jeg tror, jeg blev konfirmeret, fordi det var noget, man bare blev. Det lå lissom i kortene. Jeg tror ikke, der var nogen, der overvejede, at man IKKE skulle konfirmeres – den eneste fra klassen, der ikke blev konfirmeret, var med i en eller anden sekt. Men altså. Det er jo også cirka syv hundrede år siden…”

Overvejelserne er som sagt mange. Og selvom han ikke helt har landet en afgørelse endnu, så har vi besluttet, at han bliver meldt til, og så må han melde fra igen hvis projektet viser sig at være for tvivlsomt. Det er trods alt lettere at slå bremsen i, end at banke en konfirmation op med halvanden uges varsel.

Nu er næste trin i processen så selve tilmeldingen. Jeg forudser at det kan blive udfordrende, for vores skole er nemlig ikke tilknyttet en kirke, og dermed handler det pludselig om at være hurtig på tasterne, når der åbnes for tilmelding. Og nu ved jeg ikke hvordan det forholder sig andre steder i Danmark, men enhver forælder i hovedstadsområdet der nogensinde har prøvet at melde sit barn til noget som helst, ved, at dét i sig selv er et mareridt. At der er flere hundrede mennesker i kø før én, at serveren går ned, og at helvede fryser til is før der er held i sprøjten. Præsten har meddelt, at man bare skal holde øje med hjemmesiden. Så meget for det. Så sad man dér, og trykkede F5 i det uendelige.

Nå, vi ser på det. Hvis ikke der kommer flere indlæg på bloggen før engang i marts, så ved du hvorfor….

Fotograf: Palle Pophår

Bloggertanker (med stiv kuling fra vest)

At blogge er virkelig en skør og lidt skizofren form for tidsfordriv, der indimellem fylder lidt rigeligt. Tankerne er nok det, der for mit vedkommende fylder allermest. Og man kan gøre sig MANGE tanker – og afhængig af vejr og vind, blæser de i forskellige retninger. For eksempel under tilblivelsen af et (hvilket som helst) indlæg, hvor tankeflowet som regel gennemgår disse fem faser:

Fase 1: Hold kæft, det er genialt det her! Det bliver pissegodt; det bedste indlæg jeg har skrevet NOGENSINDE!! Walla min ven, sikke ordene flyder fra min pen!

Fase 2: Hmm… Gud ved hvad jeg egentlig mente med det dér?! Var det fedt? Var det sjovt? I should think not…
*Klapre-klapre-klapre*….

Fase 3: Ooookay, nu hænger det vist noooogenlunde sammen, hva’? Eller…?

Fase 4: *Publish*

Fase 5: Arghh! Trykkede jeg lige ‘udgiv’ på det indlæg?! Folk tror sgu’ da jeg er blevet idiot!… Lad os håbe INGEN læser det!! Det er det værste indlæg IN HISTORY! Ever! Oh my God…

Set i lyset af denne skriveproces sætter jeg utrolig stor pris på hver en positiv tilkendegivelse, der der flyder mod mit hjørne af Blogland.

Samtidig gribes jeg lidt af tungsind (jo, faktisk!), hvis folk springer fra på Facebook eller Bloglovin. Omend jeg forstår dem så glimrende – for som det fremgår af ovenstående, så tænker jeg jo ved hvert indlæg, at nu må alle, der nogensinde har læst med, nødvendigvis forlade domænet for altid. De må have fået nok. Og det får folk jo ind i mellem. Særligt når jeg brøler virkelig meget; så er der forståeligt nok læsere, der sidder derude på den anden side af skærmen, og trækker følehornene til sig. Det er også begrænset, hvad man kan byde folk; jeg ved det godt.

Alligevel bliver jeg ramt af det, og ja – det er skideskørt, for i virkeligheden er det jo bare et tal. Men det gør lidt ondt alligevel; det giver et lille hak i tuden.

Det hænger selvfølgelig sammen med at en blog er knyttet op på ens identitet. Altså min identitet. Mig selv. Jeg er min blog, og min blog er mig, sådan groft sagt, i hvertfald. Så man kan godt føle sig lidt valgt fra som person når man er sådan en føle-føle-én som mig. Og så tænker man pludselig også over, hvordan det er man er i virkeligheden. Altså ohne net. Og det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg drømmer om at være både mere og mindre af al det, som gør os til mennesker. Kender du det?…

Men vi er jo som bekendt som vi er, så mens jeg øver mig i at holde lidt mere af mig selv, så kan jeg passende spørge dig:

Er der noget, du undrer dig over her på domænet? Noget du mangler? Gerne vil spørge om?
Fyr løs, I’m all ears!

Lidt løse skolefakta. En semi-direkte transmission.

Måske det er undsluppet din opmærksomhed at Mindste Pode er begyndt i skole – men bare rolig: Det er muligvis også gået Mindste Podes egen næse ram forbi. For godt nok bliver han afleveret og hentet på skolens matrikel, men når vi spørger, hvordan han haft det og hvad han har lavet, så er han fuldstændigt blank. Helt og aldeles. Tilsyneladende aner poden ikke hvad der foregår derovre. Der er kun få varianter blandt de åndsfraværende svar vi får, som veksler imellem “…det ved jeg ikke…” og “…det kan jeg ikke huske…”.

Men heldigvis kommer der en bemærkning hist og pist i andre sammenhænge, så vi på anden vis kan få lidt viden om hvad der passerer. Også selvom det mestendels er sådan nogle informationer her, vi får:

“Mor, var det ik’ bare MEGA-klamt, Malthe han nyste NED i den skraldespand hvor man altid taber sin blyantspidser?!”

Eller:

“Ved I hvad, i dag fik Jonathan sin juice galt i halsen, og så kastede han den burger op han havde haft med på madpakke…” (- og hvad kan man så lære af det, spørger jeg bare? Rugbrød!, mine damer og herrer. Og velbekomme, i øvrigt.)

Det er med andre ord ikke så meget selve undervisningen, der refereres til. Den hører vi kun om når har været meget seriøse og eksistentielle emner oppe at vende; for eksempel når læreren har sagt, at hvis man er død, så skal man ha’ høreapparat. Det gjorde et ret stort indtryk på poden.

Og man kan også sige, at selvom størsteparten af bogstaverne stadig volder virkelig meget besvær, så har han ret meget styr på de ting, som har at gøre med klassekammeraterne. Hvis man for eksempel spørger hvem der var med på tur til legepladsen i SFO’en, så kommer der prompte morseagtige sætninger som “Anna. Sydafrika. Kan ikke tåle mælk. Joachim. Kan HELLER ikke tåle mælk. Simon, kan tåle alt, ooooog Jakob. Han kan osse tåle alt.”

Ja, så har vi i hvert fald allergenerne på plads. Han ved også hvem der er bedst til fodbold (efter pålydende ham selv), og at Beate er den højeste pige i klassen, for hun er 135 meter høj.

Dén slags ting ved han. Så noget ryger trods alt ind på lystavlen, og resten kommer nok. Om ikke andet så er det godt at vide hvor mange (meter) indlæg ungen skal ha’ i skoene inden han skal på date med Beate om en ti-tolv års tid.

Take care! ❤

Fotograf: Palle Pophår

En hyldest til november

November står for døren, og jeg er fan! Og grunden til at jeg gør et stort nummer ud af det, er at jeg mindes, at Blogland ved samme tid sidste år var ved at svømme væk i en slags kollektiv efterårsdepression. Så jeg prøver simpelthen rent undtagelsesvist lige at blæse lidt good spirit ud i æteren. Jeg skal selvfølgelig ikke gøre mig bedre end jeg er, og har du læst med længe, kan du måske huske, at jeg har samme problem med januar (og august….), som mange andre tilsyneladende har med november. Jeg er nok bare generelt lidt bagud.

Hvor svarene i kommentarfeltet til mit januar-indlæg entydigt falbød appelsiner som midlet mod alskens januar-tristesse og postjulevemod, har jeg nu tænkt mig at se lidt nærmere på, hvorfor november er skøn. Og det er den fordi:

1) Verden er ikke grim endnu. Der er stadig lidt efterårsskønhed tilbage i luften, i skoven og alle mulige andre steder – hvis bare man ser efter.

2) Vi mærker stadig Halloweens små-psykedeliske krampetrækninger – og lidt hekse mig hér, og græskar mig dér – det bidrager faktisk alt sammen til hyggen, i hvertfald hvis du spørger mig.

Og apropos græskar, så er jeg personligt havnet i en orange fase. Ja, jeg sagde jo, jeg var bagud! Hvor alle andre har redet på retrobølgen like forever, så er jeg først blevet ramt af orange nu. Venter spændt på hvornår rustrødt, karrygult og lortebrunt rammer frontallappen. Og mens jeg styrer direkte mod katastrofen, så går jeg som sagt all in på orange:

Og hvis nogen siger orange is nobody’s color, så hører jeg det ikke.
*Lalalalalalala!*

Men det var en afstikker.
Tilbage på sporet:

3) Man har først for alvor indtaget sofaen nu, og man kan nyde følelsen af at gå i vinterhi. Med tæpper. Te. Stearinlys. Danish hygge når det er aller, allerbedst. Helt modsat januar, hvor man er ved at få pip, og craver erantisser og dagslys, der varer længere end fire et halvt minut.

4) Man kan tyvstarte på julen. På den lækre måde. Altså på den der måde, hvor man kan nyde de sprøde julekataloger, der vælter ind i postkasserne; boligkatalogernes julehjem, og alt det man kan forestille sig af juleidyl inden december sætter ind, og bare slet ikke er særlig idyllisk i virkeligheden, og ens hjem ender med at være tilsået med guirlander i primærfarver og INTET ser ud som man forestillede sig det i november. I november tror man også stadig, at der er masser af tid til jul, og hold da op, hvor skal vi hygge os. I november er juledrømmene med andre ord stadig intakte. Nyd det.

5) I forlængelse af ovenstående: Julegodterne er på hylderne. Jeg tror næppe at jeg er den eneste, der synes det er en fest? Så jeg en finger dér? Og dér? Ja tak.
I januar kaster man op alene ved tanken om pebernødder og brunkager. Give it a long shit. Undskyld, shot.

6) Hvis intet af ovenstående virker bare tilnærmelsesvist, så prøv (med en appelsin, eller) med at skifte din baggrundsskærm ud med for eksempel ham hér:….

Så dør man da en lille smule af lykke…

Take care – og ha’ en SKØN november! ❤

10 spørgsmål (og postulater) fra min morgenstund

”Mor, er der egentlig meget is i Israel?”

”Mor, hvorfor solgte vi de vestindiske øer?”
(Åhh…. noget med noget statsbankerot? Dén ta’r vi lige på et andet tidspunkt!)

”Mor, jeg har skiftet stil! Jeg går ik’ længere i bløde bukser…”
(Nåmn, så arkiverer vi da bare alle de bløde bukser, du har skabet fyldt med.
Ta’r du shorts på i dag, så?…)

”EJJ!! Hvorfor er min iPad taget ud af opladeren?! Er der ingen, der har nogen respekt OVER HOVEDET?!!!!”

“Mor, har du været gift en eller to gange?”
“Én. Jeg har kun været gift med din far.”
“Men du var jo os’ gift med ham dér Christian!”
“Christian?!…”
“Ja! Det har du selv sagt!”
“Nå, men jeg har altså kun været gift én gang. Med din far.”
“Nej!”
“Jo.”
“Nahaj!”
Okay, er det lidt up hill, det her?…

”Mor, ved du godt, rosiner – det er DØDE vindruer?!”
(Well, vi er åbenbart i det dramatiske hjørne).

”Mor, hvad er egentlig forskellen på en printer og en blender?”
(Hvis man laver smoothies i en printer, så bliver det noget værre griseri, min skat. Omvendt skal man nok ikke putte sin fødselsdagsinvitation i en blender).

”Mor, ved du godt hvad der sker, hvis man taber halvdelen af ens hjerte?….
Øhh…?
Skal jeg gi’ dig en ledetå, mor?” 

”Fa-aar! Hallo, jeg vil godt ha’ et svar på, hvorfor tandpastatuberne er tomme! Det sidste stykke tid har der KUN været tomme tandpastatuber; der er nogen, der bruger SERIØST meget tandpasta her i familien!”

”Mor, der er altså GRÆS i min mad!!”

Kort opsummering:
Knapt så intelligente forældre sælges, billigt. Den ene er (åbenbart!) tidligere fraskilt, og serverer hovedsageligt hø til morgenmad. De bruger virkelig meget tandpasta, og ved in-gen-ting om hverken is, statsbankerot eller mode, og desuden har de ingen respekt for andre what so ever. Kom med et bud!

Fotograf: Palle Pophår

Om Indira og Richard. En slags parallelanalyse.

Et par poder røg i totterne på hinanden herhjemme forleden; det er ellers sjældent det sker. Men i hvert fald var der én pode, der spændte ben for den anden, som til gengæld kvitterede med at skubbe slash mase den første podes stol ind i bordet. Der blev udgydt tårer. Jeg gjorde det i ganske få vendinger klart, at det syntes jeg, de selv skulle finde en løsning på (og nej, jeg har ikke læst ‘Det kompetente barn’).

I virkeligheden svarede det lidt til at slæbe Indira Ghandi og Richard Nixon ind til en omgang selvbestaltet konflikthåndtering, og velvidende om dette, lyttede jeg i behørig afstand spændt til de igangværende fredsforhandlinger.

Det lød sådan her:

Den første pode (aka Richard Nixon) lægger ud: “Jeg siger IKKE undskyld! Aldrig!” råber Nixon. “Heller ikke, hvis jeg siger undskyld?” spørger den anden pode pragmatisk (aka Indira Ghandi). Dette forslag overvejes nøje, og der diskuteres nedrustning frem og tilbage i forskellige tonelejer i adskillige minutter indtil der kommer et “Undskyld” fra Ghandi, der selvfølgelig omgående fortsætter: “Men du skal også sige undskyld!”. “Det HAR jeg gjort!!” hvæser Nixon. “Nej, DÉT har du ik’!” siger Ghandi. “Undskyld!” kommer det indebrændt fra Nixon. ”Men så skal du OS’ si’ undskyld TO gange!”. “Nej, jeg skal ikke!” siger Ghandi, “du har sagt undskyld én gang, og jeg har sagt undskyld én gang”. “NAHAJ!” brøler Nixon, “du SKAL sige undskyld TO gange!”. “Undskyld-undskyld” kvitterer Ghandi, og eksploderer i latter.

På det her tidspunkt ser Nixon sådan her ud:

Men ikke desto mindre er der – på trods af lidt forsatte skumlerier (primært fra Nixons side) – våbenhvile. Og jeg er egentlig meget godt tilfreds. Det er ikke så tit jeg bruger you-guys-work-it-out-yourselves-modellen, for jeg føler egentlig, at jeg lader dem sejle deres egen sø. Sådan lidt fransk børneopdragelse anno 1762 (var det Émile, han hed?….). Men altså. Når alternativet er, at jeg bare ender med at råbe højere end dem, så er ovenstående laissez faire-metode nok bedre. Så længe der i sidste ende bliver nedlagt våben, kan man sige.
I hvertfald er det helt klart bedre end at have en mor, der er Putin. Eller Nikolaj Podgornij, hvis det skal matche Ghandi og Nixon.

Dagens kloge ord

“Everything is good as it leaves the hands of the Author of things;
everything degenerates in the hands of man”.
Rousseau

Blinde vinkler. (Om lidt snaps og et par mandler).

Da min far døde, fandt vi en del snaps blandt hans ting. Alle flasker var uåbnede; han drak det ikke selv – i hvertfald kun når der var en lejlighed til det. Derfor var vi noget forundrede over, at vi kunne hive så mange flasker ud fra et skab, som måske i virkeligheden var dét fra Narnia-fortællingerne. Bare med en form for beværtning på den anden side af bagvæggen i stedet for løver, og den slags.

Når jeg siger en del flasker, så mener jeg i virkeligheden rigtig mange. Og alle sammen den samme slags, nemlig O.P. Anderson Aquavit. Efter sigende en ganske glimrende snaps.

Selv min fars kone var lidt mystificeret over mængden (men igen, hun vidste jo heller ikke at min far havde en død hund liggende under skrivebordet i en sportstaske). Hun havde dog konstateret, at han altid købte snapsen når den var på tilbud, men bagefter havde ingen tilsyneladende tænkt mere over det, og så købte min far en ny flaske næste gang der var tilbud i Dagli’ Brugsen, eller hvor han nu fandt dem.

Bottom line: Jeg har fundet ud af, at jeg åbenbart gør det samme. Ikke med snaps, men med mandler. Jeps. Jeg har åbenbart en eller anden iboende frygt for, at jeg står med ris a la mande-tjansen, og alt er udsolgt. Alt. Dårligt mandelår (mandel-år, ikke mande-lår), hvad ved jeg. Man har hørt om det. Ikke at det er noget jeg tænker over til daglig, men når der er tilbud på mandler, så ryger de åbenbart mere eller mindre ubevidst i kurven.

Mand har godt luret det. Og Mand har for længe siden stiltiende erkendt at vi simpelthen har alt, alt for mange mandler. Men som med så meget andet her i tilværelsen, bærer Mand over med en del ting, og således også med mandlerne.

Eller, det var så lige indtil vi tog til Tyskland og jeg kaprede et helt kilo, som jeg klamrede ind til kroppen hele vejen hjem i bilen. Det er jo for helvede snart jul, var mit argument, og jeg var ikke i det forhandlingsvenlige hjørne.

Hjemme tænker Mand, at nu er det tid til handling; Mand har besluttet sig for at tømme Skabet Med Tørretumblereffekt, hvilket sker med nogen ståhej (altså en del drama), mens han hvisler ting om være ude på skråplan, og at nogen må ta’ ANSVAR. Værst for Mand er nok i virkeligheden, at FIFO-princippet er røget helt og aldeles. Men anyways: Ud i dagens lys ryger poser med maste ostepops, og gammelt knækbrød. Og mandler. Masser af mandler. Helt præcist 2,75 kilo.

“Er vi enige om, at vi ikke mangler mandler?!” spørger Mand med en meget alvorlig mine, og fortsætter: “Ikke nu, ikke i december, men først om lang, lang tid!”

Mand synes utvivlsomt jeg bør skifte til noget andet end mandler. Måske vi er ude i noget konserves. Flåede tomater, for eksempel. Jeg tror, han har mange forslag, faktisk. Men ham om det, jeg skal nok få styr på mine mandler.

Come on; hvad med dig – sig, at du også har et blind spot! Hvad er vi ude i? Neglelak? Lakridspiber?

Fem vilkårlige. The Kiel edition.

– Okay, jeg bliver simpelthen nødt til at lære at tale tysk. Jeg render åbenbart rundt med en lavstammet, trind tysker (iført gamachebukser med leopardprint) gemt inde i mig, der er vild med at sige ord som ’schnell’ og ’schnitzel’. Så meget for at være fransksproglig (men det var virkelig heller ikke nogen videre succes, kan jeg godt afsløre).

– Hvem helvede er Prins Richard? Altså bortset fra en færge? Er han mon med i Robin Hood, vielleicht? Bilens absolut bedste bud.

– Fra færgelejet i Puttgarten rundede vi lige Café Molenblick, og fortsatte ned til Boarder Shoppen. Mein Gott, siger jeg bare. Og mens Mand med julelys i øjnene tog svinget på to hjul, ramte erkendelsen mig igen: Jeg er simpelthen røv-snobbet. Tak for det, Farmor. Med andre ord er jeg bare ikke typen, der handler i den slags butikker. I don’t belong there. Nej. Og jeg har aldrig nogensinde set noget lignende. Aldrig. 500 shades of vodka und Liebfraumilch i lange baner. Men hallo!… der er sgu’ da M&Ms i ét kilos poser! Look, now we’re talking! Og set i bagklogskabens ulideligt klare lys tog det os lige præcis 27 minutter at bruge 536,44 kroner på …. well, ting man køber i den slags butikker. Var der nogen, der sagde hykler? Men bortset fra det, så synes jeg nok de var lige lovligt tidligt ude med julestadset efter min mening; kan vi lige få overstået Halloween først?

– Das Zoologische Museum:
Mitt dem (die? das?) Flusspferden und alles.
Faktisk et fint museum af sin slags, hvis man er til afsjælede dyr i forskellige afskygninger (med og uden formaldehyd). Et par eksempler:

Feldhamster.

Kugelgürteltier.

Perry.
(Han var heller ikke med i sidste afsnit af Phineas & Ferb, var han?)

Damen i billetlugen.
Små stemmer anbefales.

– Man kan vælge at se en Champions League-håndboldkamp, eller man kan vælge…. badekaret på hotelværelset. Med en god bog. Og de dersens M&Ms indenfor rækkevidde. Viel danke.
Er i øvrigt svært begejstret for hotellet, med alt hvad det indebærer lige fra sengen, til den fantastiske udsigt. Ja, jeg har endda været begejstret for elevatoren, hvor jeg har benyttet mig af enhver tænkelig lejlighed til at smide et par voice activated elevator-jokes.

Mine børn hader mig af et godt hjerte. Men altså: Kiel kan faktisk godt anbefales! ❤
Og med den salut, såeh.. auf Wiedersehen, da.

NB: Google, mein Freund:
Hermed svaret på hvem Prins Richard er (direkte klippet ind fra Wikipedia) – hvis altså ikke du vil lade dig spise af med en Robin Hood-karakter:
“Prins Richard til Sayn-Wittgenstein-Berleburg var en tysk prins, der var familieoverhoved for fyrstehuset Sayn-Wittgenstein-Berleburg. Prins Richard var fra 1968 til sin død gift med Prinsesse Benedikte, søster til dronning Margrethe 2. af Danmark.”