Drømmen om efterløn

Som overskriften siger, så drømmer jeg om efterløn. Ja, jeg ved godt det er tidligt. Jeg ved også godt, at den er afskaffet. Ikke desto har jeg drømt om netop efterløn og tilværelsen som senior, stort set siden jeg blev konfirmeret.

Jeg har aldrig haft svært ved at få tiden til at gå, og jeg går rundt med forestillinger om, at det er i min sensommer, det søde liv skal leves. Også selvom jeg godt ved, at det faktisk er lige nu; hvert øjeblik. Men tilbage til min drøm: Jeg har en veninde, hvis far jeg er facebookven med. Han laver de skønneste updates om alle de små ting, der giver mening i livet, og særligt som pensionist; der er selvsagt meget om børnebørn, men også en del om hjemmedyrket purløg, en øl i solen og sådanne ting, som jeg fuldt ud kan relatere til som essensen af tilværelsen. Jeg har ikke brug for noget karrieremæssigt peak eller andet, som ser flot ud på papir (eller skærm); jeg har brug for familie, solstrejf og friske krydderurter. Sådan i store træk.

Derfor holder jeg af at forestille mig efterlønstilværelsen sådan helt klichéagtig:
Jeg forestiller mig, at man befinder sig i en tilstand konstant fråsende i frisk luft, god mad og kulturelle aktiviteter. Tid til at trække vejret. Også selvom luften med al sandsynlighed er så forurenet, at ingen vover pelsen ude i det fri til den tid.

Men jeg drømmer. Og jeg forestiller mig, at man møller rundt i noget naturlandskab sammen med sin bedre halvdel på helt ens cykler (dame- og herreudgave) med identiske familien-Danmark-dragter (om sommeren selvfølgelig i en light-udgave med frit udsyn til det blafrende vinkeflæsk). Pseudotvillinge-outfit til sig selv og sin soulmate suppleret med praktisk rygsæk til termokanden og lidt kringle. Man har lidt ekstra på sidebenene, og gang i noget hjemmeproduktion af tyttebærmarmelade og brændevin. Eller noget. Og håndarbejde. Og masser af søde børnebørn som kan afleveres tilbage, når de ikke længere opfører sig ordentligt, eller når de bare er for klamme.

Med andre ord: Ingen mails, ingen deadlines og ingen vækkeure, der larmer ukristelig tidligt.

Suk. Det varer lidt inden det bliver min tur. Jeg synes ellers jeg har argumenterne i orden. Jeg vil plædere for at få min pensionsalder sat ned til 41 med følgende begrundelser:

  •  Jeg er VILD med blommer i Madeira fra Anthon Berg (oohh, not to mention bridge-blanding).
  • Alene den markante hørenedsættelse, jeg slæber rundt på, berettiger mig til kategorien ’Stokdøv’.
  • Jeg er emsig på Miss Marple-måden, og fortørnes dagligt over nutidens ungdom.
  • Min fysioterapeut udtalte for år tilbage, at hun har seniorhold, der er bedre kørende end mig.

Tror du så jeg har brug for flere argumenter? Hva’?!


Dagens vise ord

”Alle ønsker at leve længe, men ingen vil være gammel”
Jonathan Swift

Confession time

Jeg elsker at læse med hos andre, som kan få mig til at reflektere en ekstra gang over tingene, og i denne omgang er det de her indlæg hos Hvid kaffe og Fyrsten og fruen, der har sat mine små grå i rotation. Begge indlæg handler nemlig om, hvordan det ind imellem kan føles, når man blogger.

I forhold til min egen selvransagelse har jeg lige gravet et spadestik dybere, end jeg plejer. For alle de følelser, som de to skønne damer beskriver; dem kender jeg så inderligt, og hvis du har læst med længe nok her på domænet, så kan du muligvis også huske, at jeg ved tidligere lejligheder har skrevet om mine småskizofrene følelser i forhold til det her bloggeri (for eksempel her).

Som Karoline giver udtryk for, så er det en bid af himlen og en bid af helvede; det bedste og det værste. Det himmelske ligger i den forløsning der følger den proces, hvor hjernen er fingrene, og fingrene er ordene, og ordene flyder helt af sig selv i en lind strøm, og det hele går op i en højere enhed. For en stund. Det er fixet. Det er derfor, vi skriver, dybest set. For at få det ud.
Så kommer helvedesdelen, som for min egen part fylder for meget. Fordi jeg lader den fylde. Og de ord, som Elisabeth og Karoline bruger om denne del, og som jeg her har rodet sammen i et syndigt kaos, er ord som sammenligning, misundelse, mindreværd. Frygten for afvisning; frygten for ikke at passe ind. Om ikke at føle sig god nok, om at have ondt i maven. Og nu, hvor jeg sidder og samler op på nogle af de ord, bliver jeg lidt skræmt, faktisk. For det er hårdt!

Jeg har som sagt tænkt en del over det her, fordi det hele stod så soleklart for mig da jeg læste deres indlæg. Og jeg er for mit eget vedkommende nået frem til, at det handler om at blive set. Jeg vil gerne ses herinde i Blogland. Åbenbart. Ikke bare sådan hej-hej-agtigt, men mere sådan på Maude-2½-år-gammel-SE-MIG-SE-MIG!!-måden. Det handler om, at jeg vil inviteres med til festen, og at jeg har et ønske om at være ’nogen’. At jeg ikke vil være den, som toget kørte uden. At jeg ikke vil være usynlig.

Og du behøver ikke sige til mig, at det er usmageligt, for jeg ved det godt. Og jeg er ikke stolt af det, men det er sådan det er. Og jeg tager mig selv i, at mere vil ha’ mere. Og det er virkelig ikke en særlig klædelig karakteregenskab at rende rundt med; ja nogle ville endda gå så vidt som til at sige, at det er en dødssynd. Det skal jeg tidsnok finde ud af, men hovedsagen er, at mens jeg har vandret  rundt og filosoferet over alt det her, så slog det mig, at det dér behov for at blive set, det hænger i virkeligheden slet ikke sammen med bloggen. Det hænger sammen med noget helt andet. Noget andet, som er mere mig, end bloggen er. Og det er måske det, som jeg først og fremmest skal gå lidt efter i sømmene. Og så i bund og grund bare indse, at alle ikke kan blive set af alle. At anerkendelsen ikke ligger som en håndgribelig størrelse og venter på, at jeg når frem til den. Men at alting er godt, som det er. Og at jeg lever og står fint, præcis dér, hvor jeg befinder mig. Og at det er okay. Så i min nyerhvervede erkendelse af, at blogging på nogle områder faktisk er mere ekstremt end kampsport, bliver jeg nødt til at gøre en indsats for at passe lidt bedre på mig selv, og lade de andre være de andre. Selv. De lever og fester nemlig fint videre uden at jeg står og hopper op og ned ude i periferien.

Og hvis min kampsport med den strategi stadig ikke er til at have med at gøre, så overvejer jeg om det dersens curling måske er noget? Eller ishockey? Måske jeg er klar om fire år, når der er OL igen? Hvad tror du?

Forældretips til skolebazaren. En slags overlevelsesguide.

– Hvis du forestiller dig Nørreport på hverdage i tidsrummet 16-18, og dernæst fordobler befolkningstætheden, så er du i udgangspunktet godt forberedt på det, der venter dig: Prepare for the worst, med andre ord – og husk at medbringe papirposer.

– Husk også at tage dit overtøj af inden du træder ind på bazarområdet, med mindre du A) vil dø af overophedning (foruden kulilteforgiftning selvfølgelig, men sidstnævnte er ikke relateret til mængden af tøj, eller temperaturen i øvrigt) eller B) vil slå Bertrams farmor halvt fordærvet, og samtidig være skyld i at mindst to øvrighedspersoner mister grebet om deres små, bitte paptallerkener, med alt for meget gulerodskage på.
Hvis du endelig skal vælge, så vælg B’eren. Tror jeg. Det gjorde jeg.

– Fortvivl ikke når du ikke umiddelbart kan finde dine poder blandt de 4,3 millioner tilstedeværende mennesker: Der er jævnfør ovenstående kage til salg; ergo vil dine poder finde dig.

– Sørg i den forbindelse for at have en god forklaring klar, som lyder plausibel i dine ungers ører omkring hvorfor du ikke har givet dem helt penge nok med til at de selv kunne købe kage alle sammen – og altså ikke kun den pode, der har fået den tvivlsomme ære af at være økonomiansvarlig, men som tilsyneladende (men måske ikke overraskende) har investeret den fælles formue i naturalier for egen vindings skyld, og som nu i følge de resterende poder bør henrettes for underslæb.

– Bered dig efter dette retsdrama på at stille dig i en kagekø, der i kilometer svarer til Caminoen hele vejen fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela. Og når du når til vejs ende, har du næsten fået en åbenbaring, og er konverteret til en helt anden tro end den du havde, da du stillede dig i kø. Jeg siger ikke hvilken.

– Og mens du går Caminoen, kan du med fordel sikre dig, at din MobilePay-app er opdateret, så du slipper for først at finde ud af, at din version er forældet i det sekund, hvor du har hallucinationer, og dine børn er blevet sure over at udbuddet af kage har ændret sig siden de stod og savlede over det for en halv time siden. Ved at sikre dig, at din app er opdateret undgår du samtidig at sætte de øvrige pilgrimsvandrende i stå, og blive lyst i band af samtlige omkringværende.

– Når din Mellemste Pode efterfølgende (under flugten fra kageboden) siger, han skal vise dig noget rigtig spændende, så vær klar over, at han fører dig til Teenage-poden, der på det kraftigste har frabedt sig enhver form for forældretilstedeværelse. Du skal derfor forberede dig på, at din Teenage-pode går i panik, og du med al sandsynlighed forventes at forsvinde ned et stort hul i gulvet – du skal med andre ord vige bort fra din Teenage-podes åsyn.

– Når du er løbet tør for kræfter, kage og cool cash, og du tvinger din Mindste Pode med hjem, så er det faktisk en god idé at beordre den mellemste med også, for han er virkelig træt. Ved at beordre den mellemste med hjem i første omgang undgår du også at modtage et FaceTime-opkald fra ham og Teenage-poden en halv time senere, som i virkeligheden ikke bare er et opkald, men nærmere er en slags livetransmission af en ophedet debat om nogle poser (ja, du læste rigtigt: Nogle poser); en debat, som du stiltiende kan bevidne på flere kilometers afstand, og som (u)skønsomt dokumenteres med håndholdt kamera i bedste dogmefilmsstil (vi taler virkelig meget himmel, og virkelig meget asfalt).

– Og vel hjemme vil alle – sure, såvel som glade – være virkelig lykkelige for, at det nu er weekend (og for nogens vedkommende også vinterferie), for guderne skal vide, at I trænger. Særligt dig. Og ja: Du må godt ta’ lidt at styrke dig på.

Ha’ en fantastisk fredag aften! ❤

Lidt ude af sync… #8

(Advarsel: Dette indlæg indeholder uhyggelig dårlig fotodokumentation)

… og vi prøver lige igen:
Lidt ude af sync…

… når man begynder at skylle hårnåle ud sammen med shampooen. Vi er nogle enkelte her i firmaet, som virkelig glæder os til den frisørtid (og som muligvis bør stoppe med at bruge pluralis majestatis, når vi taler om os selv).

… når man sidder på arbejde, og opdager, at ens sko befinder sig i denne her tilstand:

Og hvis du spørger, så jo: Cykelturen i morges var lidt små-windy, særligt i de lavere luftlag.

… når man kommer til at råbe af sin næsepudsende kontorslof (“så STOP dog for helvede med det dér!!”)…. fordi man tror det er håndværkeren på etagen ovenover, der er gået amok med en borehammer (og som jeg gik ud fra alligevel ikke kunne høre mine eder og forbandelser).
Holder i øvrigt utrolig meget af kontorsloffen, der hænger demotivators op rundt omkring med slogans a la:

‘A Few Harmless Flakes Working Together Can Unleash an Avalanche of Destruction’

…og…

‘If You’re Not a Part of the Solution,
There’s Good Money to be Made in Prolonging the
Problem’. 

Se, dét er arbejdsglæde, mine damer og den herre!

… når man lidt for hurtigt tager et raskt tag i computertasken, og lidt for sent opdager, at den ikke var lukket. Tsk-tsk. Make sure always, ALWAYS to close your (computer)bag before take off and landing. Missed that part. Den virker heldigvis stadig, om end en smule sporadisk.

… når man finder ud af, at den nye lokalprinter ser sådan her ud indvendig:

Was?
Er det til curlere og permanentvæske, eller hvad? Eller til sprut og beroligende piller, til når man skal dulme nerverne, fordi den spytter sine prints ud på denne her facon?:

(Og ikke bare én gang, men hver gang?)

… når man får det her af Mindste Pode:

“Mor, SE!! Jeg har en forsinket julegave til dig!”
“Neeeejjjj!….. Øhh. Hvad er det?”….
“Aner det ik’. Jeg har mest bare klippet.”
Yes, I can tell.
“Og jeg vil også lave en til far!”
“Han bli’r bare SÅ glad, min skat…”

… når man overtaler selvsamme pode til at han nok er lidt for sløj til at komme til svømning. Fordi man ikke helt kan ta’ sig sammen til selv at komme ud af døren.

… når man sådan lidt ved et tilfælde finder ud af, at ens farmor muligvis var forlovet med en meget berømt modeskaber, som ikke desto mindre ditchede hende fordi han i virkeligheden var mere vild med mænd. Men hallo; det er jo for filan NÆSTEN min farfar?! I feel very much related, og jeg kan næsten mærke knappenålene flyde gennem de kreative årer – ja, det er faktisk lige før jeg begynder at tale en lille smule fransk i ren og skær befippelse. Det vil med andre ord være en sand underdrivelse at sige, at jeg i skrivende stund er ramt af rablende storhedsvanvid. Og så ser vi helt bort fra indlæggets første punkter, med undtagelse af delen om flertalsform, nes’t ce pas?

Au revoir, mon ami… ❤

Historien om et korthus

Kender du de der dage, hvor tårerne presser sig på allerede fra morgenstunden? Og hvor man bare ved, at der er lang vej igen? At dagen på ejendommelig vis er en slags ørkesløs vandring frem mod det tidspunkt, hvor man kan give lods, og gå lidt i stykker? Krakelere en lille smule?

Det er for eksempel sådan en morgen, hvor vi taler om, at Mellemste Pode om eftermiddagen skal ind og besøge sin kammerat i Ronald McDonald-huset. Og at hvis man skal hoste eller nyse derinde, så er det for Guds skyld ned i ærmet, og ikke røre ved for meget, fordi man slæber al mulig lort med fra verdenen udenfor. Allerede på det tidspunkt mærkes den lette svien af tårer, der strømmer frem mod dagens lys, men det gør det mere håndterbart at tale om baciller og praktikaliteter frem for at tænke på, at der findes børn, der er så syge, at ens hjerte brister alene ved tanken. Men det panser man prøver at bygge op, bliver splittet i atomer, når Mindste Pode kvitterer med at sige “Det var lissom dengang med Bedstefar… Jeg savner ham… (…det gør jeg også, min skat…) Men vi tænker på ham når vi ser på solnedgangen…”.
Mine smukke, kloge drenge.

I løbet af dagen kører tingene heller ikke sådan helt spitze derinde på det dersens job, langt fra, faktisk, og på vej derfra bliver man fældet af en kantsten. Farvel røv-dyre strømpebukser, og goddag syv hundrede blå mærker og en enkelt hudafskrabning. Og hjemme efter styrt meddeler Mand, at han lige har brug for en løbetur, og helst inden aftensmaden. Og meget kan man klare (hvis man nu skal lave en Yvonne), men lige dér knækker filmen, og tårerne stiger, som var det tidevand. Fordi man er lidt i chok (over alting i virkeligheden), og slet ikke kan overskue at skulle udrede eventuelle søskendekonflikter henover spaghetti bolognesen uden Mands tilstedeværelse. Måske man havde været i stand til at holde skansen og stå distancen og alt det der, hvis ikke Mand var begyndt at snakke om motion, og dermed trak den sidste rest af sikkerhedsnet væk under tåspidserne. Men selvom Mand efterfølgende hurtigt fanger, at nogen har gang i en lokalfortolkning af Les Miserables, og derfor prompte ændrer sine intervaltræningsambitioner til noget post-pasta-jokkeri fordi han godt kan se, at en anden én har brug for sin wingman – ja, så er der simpelthen blevet drejet på hanerne. De er rustne, og de piber, men der er blevet drejet.

Det er korthuset, der kollapser.

Når jeg tænker over hvor mange gange, jeg har vandet høns over stort og småt, så går der efterhånden meget lang tid imellem. Men en dag som denne, så bliver der virkelig åbnet for sluserne. Og så tænker jeg på, om det lille stunt – den obsternasige kantsten på vej hjem – måske i virkeligheden var en slags gave? Fordi der faktisk lå virkelig meget derinde bagved, der åbenbart trængte til at komme ud?

P.S. Jeg er okay.

Fotograf: Palle Pophår

Om en sommerfugl – og lidt om konfirmationstaler

Jeg har en sommerfugl, der afprøver sine vinger. Så smuk han er. Også selv om han går ud ad døren hver evig eneste morgen uden at have sat sit hår. Jeg har lyst til at pakke ham ind i vat og bobleplast i al evighed, og gemme ham som en vacuumpakket schweizisk ost bag en glasklokke med tonede ruder, hvor intet kan gøre ham ondt. Men sådan er verden ikke indrettet. Ethvert ungt menneske skal ud på sin egen walkabout. Alene. Gøre sig sine egne erfaringer (og lære at sætte sit eget hår), rejse sig efter sine egne nederlag (håret igen?), børste støvet af skuldrene, og fejre sine egne sejre.

Jeg har lyst til at sige en masse ting til ham, men jeg gør det (måske) ikke, for jeg ved af erfaring, at man ender med at gøre det modsatte af hvad ens mor råder én til. I stedet sender jeg mine bønner ud i cyberspace (måske han en dag finder dem her?…):

Den instinktive, korte version (fra en løvemors indre):

👣 Lad være med at drikke øl. Eller vin. Eller Bacardi Breezers. Eller shots af nogen art. Og heller ikke drinks. Bare hold dig til Faxekondi, min dreng.

👣 Lad være med at ryge.

👣 Lad være med at tage stoffer.

👣 Lad være med at få (alt for mange) tatoveringer. (Og heller ikke de dér kæmpe huller i ørene, som ikke kan gro sammen igen på ordentlig vis).

👣 Hold dig fra sex indtil du er fyldt 26. Okay, så 25. Og hvis ikke du kan lade være, så husk kondom. Der er noget, der hedder kønssygdomme, og desuden er det altid sjovest at få barn med én man kender, og har set i dagslys, og som ikke bare var plan B fra en vilkårlig aften.

Og her er det så, jeg føler mig fristet til at lave en frisk lille copy-paste af nogle af De Ti Bud (var der nogensinde nogen, der tog copyright på dem, egentlig?…):

👣 Du skal ære din far og din mor.

👣 Du må ikke slå ihjel.

👣 Du må ikke stjæle.

👣 Du må ikke vidne falsk mod din næste.

👣 Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel.

Så ved du dét; køb dit eget æsel.

Men bortset fra det, så bliver alt det, jeg allerhelst vil have, at mine drenge tager med sig ud i livet, sagt her, i dette klip om hvordan man – i følge tidligere U.S. Navy Admiral William H. McRaven – ændrer verden. 

Og selvom man ikke skulle have ambitioner om at ændre verden (og det er måske de færreste, der har det), så passer de udmærket som en slags leveregler alligevel.

Den korte version til dig, der ikke orker at se klippet, er denne:

👣 Red din seng hver morgen. For at kunne udføre de store ting, må man kunne udføre de små.

👣 Lad ikke hajerne tryne dig.

👣 Mål et menneske efter størrelsen på hans hjerte, ikke efter størrelsen på hans svømmefødder.

👣 Undervurdér aldrig håbet.

👣 Find en person, der kan hjælpe dig gennem livet.

👣 Respekter alle.

👣 Vid, at livet er uretfærdigt, og at du ofte vil fejle, men:

👣 Giv aldrig nogensinde op.

Okay, jeg har muligvis set for mange amerikanske film med Tom Cruise i hovedrollen, om hæder og ære (eller mangel på samme) i den amerikanske hær. Men ikke desto mindre sluger jeg det råt. Og helt ærligt… kan denne her fyr hyres til konfirmationstaler, tror du?

Lasagne med fisk og spinat

Som du måske ved, så blomstrer gastronomien ikke just i vores køkken. I virkeligheden er den nok blevet elimineret. Vi foretrækker mad, der helst laver sig selv, men eftersom det ikke helt lader sig gøre, tyer jeg som regel til retter med så få og normale ingredienser, som muligt. Jeg orker ikke at skulle gennempløje et indkøbscenter i jagten på et eller andet bizart, som ingen nogensinde før har hørt om, blot for at bruge en knivspids en enkelt gang.

For længe siden postede jeg to meget lette hverdagsretter, som du kan se lige her, hvis du har lyst – og nu kommer der sørme én mere, dog med lidt flere ingredienser, men stadig til at klare.

Vi er ude i en fiskelasagne, og du skal bruge følgende:

  • Fiskekød uden skind eller ben. (Jeg plejer at købe nogle torske- eller hellefiskeportioner, med fire stykker kød i. Man kan også for eksempel bruge laks.)
  • En pose frisk spinat
  • Hakkede løg
  • Hvidløg efter behov (vi bruger meget hjemme hos os.)
  • Mornaysauce, ½ liter færdiglavet (på forhånd undskyld til Søs og Valbylille!)
  • Salt/peber
  • Lasagneplader
  • Ost

Og så er det ellers bare at bikse det hele sammen:

Kom løg og hvidløg i en gryde sammen med fisken, og hak fisken sønder og sammen, mens du rører i gryden (det er samtidig en glimrende måde at få bugt med arbejdsdagens frustrationer på (hakke-hakke-hakke-HAK!)). Når det hele er smuldret til ugenkendelighed, tilsætter du den friske spinat, som du har hakket forinden. Det ser måske ud af meget, men det kollapser i varmen.

Når spinaten har tabt sin volumen, tilsætter du mornaysaucen, og smager til med salt og peber.

Når det hele har simret et par minutter, plejer jeg at komme det i en rugbrødsform, lag på lag med lasagneplader.

Slutteligt sætter du den 30-40 minutter i ovnen ved 180 grader; husk at putte ost på de sidste 10 minutter.

Lasagnen er vældig rich, eller fyldig om du vil, så det er en god idé med lidt frisk salat, og noget flute som supplement. Den smager virkelig godt, og kun én pode græder, når jeg serverer den!

Bonne appétit! ❤️

Når man tænker lidt efter

Jeg har en bekendt, hvis far for nyligt måtte indlægges på psykiatrisk. Fordi hans kone var død for ikke så længe siden, og nu døde så tilmed hans gamle mor. Og nu følte han ikke længere, at han havde nogle livliner. Det var jo ikke fordi han ikke havde sine børn eller børnebørn, men de var jo lissom et andet sted i livet. På arbejde, og i skole, og den slags. Dé steder i livet. På vej til og fra ting, i det samfund, vi har skabt. Hvor vi skal tjene penge, for at få råd til at andre mennesker kan passe vores børn. Sådan sat på spidsen, i hvertfald. Med andre ord var de ikke sådan lige rundt om hjørnet – ikke hele tiden, i hvertfald. Og jeg vil tro, at sådan er det i 99 ud af 100 tilfælde. For mit eget vedkommende bor min mor i Jylland, og med ganske få undtagelser passer det mig faktisk glimrende. Fordi jeg på en eller anden vis er blevet til sådan en mekanisk datter, der ringer på faste tidspunkter for at sikre mig, at alting er ok, og så tænker jeg egentlig ikke så meget mere over det. Med undtagelse af lige nu, altså. På grund af det, med min bekendtes far.

Da jeg blev mor, lagde jeg helt bevidst afstand til mine egne forældre, og det var der mange årsager til. Jeg synes, der var alt for mange dunkle fortidsskygger, som skærmede for solen i mit nye liv. For meget drama, for mange meninger og mange fastlåste roller, jeg gerne ville undvære. Jeg havde behov for lidt mindre Strindberg i det daglige, følte jeg, og jeg ville egentlig bare gerne være mig, uden at nogen på forhånd havde defineret hvad det indebar. Jeg fandt ud af, at det passede mig vældig godt, når tilværelsen var langt mindre kompliceret; når alting ikke skulle placeres med en label på, men i stedet bare kunne få lov til at være – helt selv. Uden label i den ene eller anden (forkerte) farve. Og sådan har jeg det sådan set stadigvæk (også selvom matriklens prinsegemal utvivlsomt vil mene, at sådan er det slet ikke. At jeg er røv-kompliceret og vældig Strindbergsk, hver dag, helt solo).

Men ind imellem, så tænker jeg alligevel lidt over, hvad jeg efterlod. Jeg tænker på, hvor svært det bliver at være både mig og min mor, når hun bliver rigtig gammel. Der vil komme buler i min teflon, det er helt sikkert. For jeg er en hård nød på mange måder, men jeg er ikke kun det. Jeg er også andre ting. Så derfor bliver jeg nogle gange ramt af en følelse, som for eksempel når jeg hører, at min bekendtes far knækkede. Og når min mor sender en SMS om, at det ville være hyggeligt, hvis vi lige havde mulighed for at kunne komme forbi til en kop eftermiddagste. Så er der noget inde i mig, der længes efter det nære i et større billede. Og så tænker jeg på at flytte. Til Udkantsdanmark. Ud til en forestilling om, at sekundviserne går langsommere dér; at livet er mere intenst og mere nærværende. Knapt så hektisk. Jeg forestiller mig, at det er et sted, hvor man mærker vinden ruske, og frosten kradse. Hvor årstidernes skiften faktisk er noget man føler, frem for noget man ser i kalenderen. Og hvor man passer på hinanden, ikke mindst. Og nej. Det er jo ikke fordi, jeg vil spole tiden et århundrede eller to tilbage. Og dog. Lidt vil jeg måske alligevel. Ind imellem. Ved du hvad jeg taler om?

Fotograf: Palle Pophår.

10 vilkårlige fra dagen derpå

Jeg fik (mindst) et par genstande for meget i går, som nu sidder og trykker inde bag mit højre øje. Det er resterne af to flasker (temmelig sur) hvidvin, der – orkestreret af mine pulsslag – banker heftigt på indersiden af hjernebarken, særligt når jeg skal bøje mig ned efter et eller andet vilkårligt, der befinder sig i gulvhøjde. Ach du Liebe. Og når man er ramt af tømmermænd i 40’erne på et tidspunkt hvor ens afkom stadig har behov for en eller anden form for sporadisk yngelpleje, så er det man spørger sig selv om følgende:

– var det overhovedet nødvendigt at drikke sig fuld med 0.B. i går aftes? Eller måske ikke lige 0.B., men så i hvertfald forældrene fra 0.B. Var det det?

– og var jeg monstro den eneste, der fik bare en lillebitte smule for meget?….. Og var det i den forbindelse noget jeg drømte, eller havde vi rent faktisk gang i en snak med Cecilies forældre om noget arrangeret ægteskab mellem vores respektive poder om en 15-20 års tid? Nå. Time will show.

– spiste Mand simpelthen lige den sidste ciabattabolle lige foran næsen af mig og min kummerlighed? Når nu det er det eneste, der tiltaler de dersens tømmermænd? Jeg tænker dødsstraf. Subito.

– hvorfor er man så tilstrækkeligt ubegavet, at man rent faktisk på forhånd har lagt planer for dagen derpå? Og hvorfor involverer planerne buskørsel med Mindste Pode til et håndboldstævne? Jeg gentager: Buskørsel?!
Fuldstændigt uoverstigeligt projekt.

– og hvorfor er lydene i hallen så høje? Kunne vi som minimum lige få lagt en dæmper på den dersens yderst fæle halvlegslyd?

– og den dér odeur af småsvedige indendørs gymnastiksko med ruskindssåler, og klamme, hengemte sportstasker, der har hængt i murstenene siden start-80’erne; den er jo dræbende. Og så er der ham på rækken foran mig, ej at forglemme, der muligvis kører efter en eller anden middelalderlig badepolitik. Eller måske er han bare aldrig blevet introduceret for en deodorant? Er der overhovedet nogen som helst, der gør noget?!

– og hvorfor er der så mange mennesker og bolde og hotdogs over det hele, når jeg egentlig bare har lyst til at dø ganske stille og ubemærket? Måske herovre i hjørnet, på række 2, (plastik)sæde 32, 34, 36 og 38?

– til helvede med klasselotteriet og ti tusind skrabelodder, fik vi lige et lift af Annas farmor? Am I the luckiest (wo)man on earth, or what?! Herren være hendes sjæl nådig, og stå hende bi i al evighed, amen.

– har vi eventuelt nogle poser liggende i Annas farmors bil? Nej? Okay. Ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil, ikke kaste op i Annas farmors bil….

– efter denne række af prøvelser, må man så godt græde – bare lidt – når pizzamanden misser ens bestilling på pizzasandwich, og spiser én af med et pitabrød? Et pi-ta-brød?! Hvad i alverden tænker han på???

Okay. På trods af pitabrød og alting, så tror jeg efterhånden, at jeg begynder at kunne se lyset for enden af tunnelen (på en anden måde end i form af en nærdødsoplevelse). Og hvis jeg skal slutte af med en positiv bemærkning ovenpå al min jamren, så viser det sig faktisk, at den spritnye nederdel, jeg fandt på udsalg, simpelthen ikke har skyggen af den røde Vermouth, som Alberts mor ellers i en enkelt armbevægelse fejede ned i skødet på mig under festlighederne. Jeg er virkelig fan af smudsafvisende beklædningsgenstande.

Hov, rettelse: Hold pitabrødet udenfor ligningen. Jeg er ikke i nærheden af at kunne bagatellisere katastrofens omfang.

Just another bad hair day

Kender du følelsen af at blive modarbejdet af dit udseende? Well, jeg synes, jeg møder massiv modstand i disse dage. Én ting er juleferiens rester af ris a la mande og ostepops, der stadig sætter sine tydelige spor på mange leder og kanter tværs over mit ansigt – jeg ved ikke om Clerasil stadig findes, og om man anbefaler det til kvinder på 41 år? Tilsæt hertil rigelige mængder vinterbleghed med et touch af blålilla. Og knastørt hår. Som ingenting vil. Det var den anden (og væsentlige) ting i denne her sammenhæng. Hvilket blev ret tydeligt for mig, da Mellemste Pode forleden skulle klippes, og vi havde følgende snak med frisøren:

Frisør til Mellemste Pode: ”Du har virkelig noget lækkert hår!”… og videre henvendt til mig: ”Du har da også noget tykt hår, har du ikke?”
Mig: ”Nej, det er mest sådan noget tyndt sjask – det er bare krøllerne, der får det til at se ud som om det ikke er.”
Frisør (entusiastisk): ”Jeg tror lissom du skal GØRE noget mere for dine krøller. Lad det være løst, i stedet for at sætte det op!”
Mig: ”Nej, det er helt håbløst. Jeg ligner et juletræ i løbet af ti minutter.”

Det mente frisøren imidlertid ikke, hvorefter der fulgte et detaljeret føntørrings- og krøllekrammekursus. En masse snak om varme og styrker på sådan et blæsedyr. Jeg tænkte mest på, om jeg overhovedet havde set min føntørrer indenfor de sidste fem år, og på, at den muligvis ikke havde helt så mange funktioner, som den tørrer, han selv lå inde med. Vi er vist ret beset bare ude i en tænd- og slukfunktion, tror jeg (og så mindes jeg noget med lugten af brændt hår). Jeg tænkte også på, om han mon på et tidspunkt blev træt af at tale (det gjorde han ikke), men mest af alt tænkte jeg, at han tydeligvis ikke vidste, hvad han talte om. Hvad han var oppe imod. Jeg mener; han har jo ligesom ikke set the famous Christmas tree, vel?

Looket består mestendels i, at jeg i cirka fem splitsekunder kan få det til at sidde i krøller, der næsten minder om dem, som forsangeren fra ’HUSH’, har. Næsten, blev der sagt. Men efter de ganske få øjeblikke, så er det ligesom om krøllerne i Misse Møghe-terminologi drages mod jorden – og så er det, at jeg pludselig ligner Andre Agassi i den stadig langhårede, men tyndslidte fase (dog uden frottésvedbånd og ketcher).

På grund af dette, har jeg – i ren og skær juletræsfornægtelse – næsten altid viklet det hele ind i en frisure, som ikke er ulig hendes majestæt dronning Margrethes. Og det hitter lissom heller ikke, for her mangler jeg minimum et par kronjuveler og en smøg, før den er i vinkel. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Og så hænder det, at man står dér, en (alt for) tidlig morgen, og gerne vil være lidt pæn, bare den ene dag, fordi man har et møde ude i byen, hvor man godt vil være lidt tjekket. Bare en lille smule. Og så er man parat til at opgive AL-TING. Fordi hverken Dronning Margrethe eller Andre Agassi virker, og tøjet er bare so much last year – og så var der dét med bumserne.

Men man prøver, og når man til sidst synes, at nu foreligger der ikke flere opgraderingsmuligheder, går man ud i køkkenet, og spørger matriklens prinsegemal om man kan se sådan her ud? Så brummer han bare, at selvfølgelig kan man det, alt imens han står med hovedet parkeret nede i den kongelige opvaskemaskine (fordi tre prinser er skredet fra det hele), uden at kigge op en eneste gang.

Så er det, at jeg får lyst til at lave en U-vending; at sige godnat selvom klokken kun er 6:45, og grave mig ned under dynen. Og lade nogle andre om at se ud af noget.

Men nu – med frisørens opfordring til at slå mig lidt mere løs, og med Miriams solskinshistorie in mente – har jeg faktisk booket en tid til en klipning.

Det må komme an på en prøve. OG jeg leder på ottende døgn efter min føntørrer. Alle steder. Jeg har brugt noget der kunne minde om en arbejdsuge på at stå med hovedet begravet i skabe, skuffer og kasser (også på loftet) for at finde dyret. Spørgsmålet er, om jeg i sidste ende finder den. Og om der er håb derude. Og ikke mindst om vi vitterligt tror på mirakler? After all?

I værste fald kommer jeg til at betale for lidt nytteløs fiksfakseri a la det her:

I bedste fald får jeg hår med specialeffekter:

Jeg går ad glimmervejen, tror jeg.
Og hey: Sæt aldrig dit lys under en skæppe! ❤