Det tænkte jeg på forleden dag, da jeg stod og strøg et par skjorter. Normalt er det ham jeg er gift med, der stryger herhjemme (for mit eget vedkommende køber jeg tøj ud fra devisen: Skal det stryges? Så nej tak). Men altså, en gang om året eller noget i den stil, så kryber jeg til korset. Og da var det så jeg stod og tænkte, at det jo egentlig ikke var så slemt endda. Fordi man jo kan stå og tænke imens. Og så slog det mig, hvor mange af den slags gøremål, der efterlader lidt sideløbende plads til at man faktisk kan tænke lige hvad man vil – dem udliciterer vi.
Outsourcing er vist det buzzword jeg leder efter.
Og det er jo på stort set alle planer, selv Mindste Podes læsetræning er blevet betroet en læse-app, der på snedigste vis har formået at samle
Tamagotchi, Pokémon og Facebook i én og samme øvelse. Aldrig for tidligt at skabe yet another SoMe-addict (og nej, jeg er slet ikke fan af konceptet).
Som sådan er det ikke fordi jeg efterlyser mere strygetøj, rengøring, opvask eller tilsvarende, jeg undrer mig egentlig bare over, at nu hvor vi har afviklet rigtig mange af de kedelige, praktiske og tidskrævende elementer i dagligdagen, så er det som om vi fejlprioriterer vores mentale ressourcer.
På vores jobs er vi afhængige af at vores hjerner kører velsmurte hele tiden, og når vi så har fri, så fylder vi den til gengæld med ting. Fra skærme. Det vil kort sagt sige, at enten vrider vi de små grå til bristepunktet som en sur, daggammel karklud, eller også hælder vi tomme kalorier på dem. Jeg tænker vi ender med skrumpenosser. Hvornår er der nogensinde plads til de tanker, der opstår ud af tomrum og luft og intethed?
Ja, det var som sagt bare noget jeg tænkte. For jeg tænker til gengæld ret meget for tiden, mere end jeg plejer. Jeg græder også en del. Og lidt for let, i virkeligheden. Og jeg må sige, at det virkelig er svært at være en god mor, når tårerne kommer flyvende uden forvarsel.
Jeg er rædselsslagen for at miste mine børn i de her dage. Ikke sådan rent fysisk (selvom jeg på et splitsekund ved hvor mange hanekyllinger jeg har i min kurv, når jeg kan høre en ambulance) – nej, det er mere sådan på det mentale plan. De er så svære at nå. “Det går fint, mor!” siger de når jeg spørger, og jeg har ingen anelse om hvorvidt de rent faktisk har det fint. Jeg tror nemlig ikke altid at det rent faktisk forholder sig sådan. Og jeg ville ønske, de ville sige “Mor, jeg er ked af det” – hvis det nu er det, de er? Men jeg ved det ikke, og det er nok derfor jeg stod der ved strygebrættet og tænkte på, hvad tiden pludselig gik så stærkt med. Altså så stærkt at jeg pludselig mistede følingen med mine børn? Og så stærkt, at jeg måske ikke nåede at ruste dem godt nok i tide? Og at jeg måske ikke nåede at hælde nok kærlighed på dem, og at løbet måske er kørt, fordi jeg allerede har tabt dem?….
Den slags tænker jeg, og så bliver jeg desperat for at delagtiggøre nogen i de her vanvidstanker. Men når jeg rækker ud efter telefonen, så er der ikke en eneste som jeg tænker, vil kunne forstå, hvad jeg mener. Eller vil kunne sige, det jeg har brug for at høre. Nemlig at det hele nok skal gå. Og det er lidt en sær følelse af ensomhed at stå med.
Og måske er det derfor vi har udliciteret strygetøjet?
Jamen, det SKAL nok gå. Det gør det stort set altid. Jeg tør godt holde en del på, at du vil kunne mærke hvis dine børn er kede af det – også selv om de prøver at skjule det. Og selvfølgelig mister du dem ikke.
Strygning er lidt okay, bare ikke der er for meget af det, men jeg er voldsomt glad for, at jeg har udliciteret opvasken 😉
Sædvanligvis er min opvask også udliciteret, men lige nu kører vi den gamle, håndholdte metode (fordi rør). Tak for din tiltro til at det nok skal gå. Tingene plejer jo også at gå, som du skriver – men det kan godt være lidt svært at se sig ud af, når man befinder sig midt i en mængde følelser, som man hverken kan finde hoved eller hale i… 🤞
Jeg er ikke nået dertil, hvor mine drenge ikke fortæller mig ting længere – mest fordi, jeg stadig ikke er nået til det punkt, hvor de er begyndt at fortælle mig ting endnu 😉 Men jeg kan godt genkende dine tanker og følelser om, at hjernen går i overdrive, og der ikke er nogen, der vil forstå eller kunne hjælpe. Og ja, det er godt nok ensomt ❤️
Det kommer til at gå, for det gør det altid. På den ene eller den anden måde ❤️ Og jeg trøster mig med, at jeg kender en del mødre, som har et godt og tæt forhold til deres voksne sønner, når altså bare forholdet var godt i barndommen. Jeg krydser for, det også sker for dig og mig ❤️
Jeg krydser også fingre for dig og mig, Skalotte! 🤞❤️🤞
Så tror jeg bare, man skal sætte sig ned og glo ud i luften og lad tankerne løbe i den tid, det ville tage at stryge en skjorte. Hvis nogen vil afbryde dette, kan man fx sige tsss … jeg stryger.
Jeg har et strygebræt og -jern et eller andet sted, men udstyret har ikke været i brug i årevis. Jeg er ellers god til at stryge skjorter. Som 16-årig drog jeg til England for at blive au-pair, det viste sig nu, at det var mere end fuldtidshusarbejderstilling, der var tale om, men sådan er det vist ofte. Det eneste, jeg udførte til herskabet tilfredshed, var strygning af skjorter, så det …
Sikke noget, Henny! Med den historie i bagagen kan jeg faktisk godt forstå du har arkiveret dit strygegrej et mørkt sted! Men ja – det kan da godt være man skal tage sig en stryge-timeout uden strygning, men igen: Det er jo ‘in the doing’ at tingene – tankerne – sker. Tror jeg?
Måske. Jeg tror mere på, at man skal give sig selv lov til at fundere. Det funker simpelthen ikke at have fuld damp på hele tiden. Hverken livet eller strygejernet.
Det var godt, formuleret, Henny! ❤️ Der burde være tid til begge dele, ideelt set – både til de tanker, der opstår undervejs et eller andet sted, og til dem man får, hvis man har tid til at se lidt på regnen, som i dag.
Til den første del af dit indlæg: Læs evt. denne artikel om vigtigheden af manuelt arbejde: https://www.folkeskolen.dk/631668/hjerneforsker-broderi-og-sloejd-er-lige-saa-vigtigt-som-bevaegelse-i-undervisningen
Til den anden del: Jeg kan godt følge dine tanker. Selvom mine børn er yngre end dine, er jeg allerede nu bange for den dag, de begynder at løsrive sig. Det er fuldstændigt uudholdeligt at tænke på ,at der kommer en dag, hvor de ikke længere har brug for mig. Og at det også er mit ansvar at sikre, at det faktisk sker. Én ting er jeg dog sikker på: Sådan som du skriver om dine drenge, må de helt bestemt være toppet godt op med kærlighed <3
Tak, Emilie! 😘 Jeg ved skisme ikke rigtig hvad de er – det er noget underligt noget. Men det er helt rigtigt, det du skriver – det er sådan man har det, og det er vores ansvar, at de kommer rigtigt ud på den anden side. Artiklen har jeg faktisk læst tidligere – jeg tænker på, om der er nogle politikertyper, der sørger for at sætte mere fokus på behovet…?
Kære du. Dine tekster lyser langt væk af kærlighed til dine unger! Men drenge er nogle sære nogle, og talen om følelser er bestemt ikke noget, de gør sig i. Så jeg stemmer i med koret om at det nok skal gå. Og siden jeg selv har passeret de 40 bliver jeg også ofte ramt af mavepuster hårde tanker om at “åh nej. Har jeg nu gjort det godt nok” og tanker om at alt man har gjort indtil nu ikke længere kan laves om og at man næsten ikke kan holde ud at skulle se på konsekvenserne af ens valg tidligere i livet. Jeg tror det følger med når kvinder bliver ældre. Min pointe: du er ikke alene ❤️
Det er rart at høre, Henriette – virkelig! 💕 Ja, måske følger der automatisk noget ked-af-det-hed og desperathed med, som et biprodukt af at være det her sted i livet. Endnu en fase, måske – slutter de nogensinde?
Åh, altså. Den der ensomhedsfølelse – den kender jeg også godt. At man har lyst til at række ud, men ikke rigtig nogen at gribe fat i. Der er bloggen et godt sted at føle sig mindre alene.
Og det skal nok gå. Jeg er sikker på, at der er fuld opladning på kærlighedskontoen, men livet er svært og børn fortæller ikke deres forældre alt. Jeg tror du har ret ift strygetøjet. Vi er bange for at være i selskab med vores egne tanker.
Ja, i de tilfælde er det faktisk virkelig rart med en blog! Både fordi der jo er andre mennesker i den anden ende, men også fordi man får sat ord på, og får sendt ordene afsted og væk, så de ikke bliver til ondt i maven (bilder jeg mig ind!…) 💕
Jaaa!
PS. Mit nytårsforsæt for 2019 er at vi får drukket rødvin sammen. Kh
Yes – hvis jeg må ta’ en øl i stedet for, så er det en deal! 👍😘
Det satte i den grad en tankerække i gang hos mig! Og jeg fik tænkt over en række ting, som er tanke-tid hos mig. Først og fremmest er have-tid = tanke-tid, endda min favorit. Og så er køretid = tanketid – og det har jeg 2 x 35 minutter af hver dag. Luksus!
Og som alle de andre siger: dine drenge er trygge, og ikke i tvivl om din kærlighed ❤️ De er dér lige nu, hvor intet nyt er godt nyt.
Ja, det er luksus med 2 x 35 minutters tid til tanker! Tænk, pludselig sidder jeg her og bliver helt misundelig på pendlerne!
Tro mig, der vil altid være brug for dig! Med tre børn på 19, 17 og 14 har jeg mere end ofte siddet i sofaen og tænkt over, hvilken plausibel undskyldning jeg kunne bruge denne gang for at påtvinge mig adgang til de lukkede teenageværelsesdøre. Jeg har (efter en del fejlslagne forsøg) fundet ud af, at det allersmarteste er blot at banke på, sætte mig (naturligvis ikke for tæt på teenageren;-)), sidde helt stille en rum tid og så gå ud igen (uden en lyd). Der går ikke lang tid, så kræver deres nysgerrighed, at de vil vide, hvorfor jeg kom ind. Og det er så NU, muligheden er der for at stikke dem en cola/is/gulerod/whatever, som skal indtages i køkkenet, mens du (måske) mærker, at der både lidt godt og en del skidt at fortælle fra dagen.
Apropos det der med at tænke. Jeg visner i hjernen, hvis jeg ikke får lov til at tænke eller for den sags skyld muligheden for at slukke helt for tænkningen. Jeg går derfor tit rundt derhjemme med høretelefoner i. Alle på matriklen tror, at jeg hører voldsomt mange lydbøger. Jeg hører ikke en skid – kun stilhed! Salig ro til tænkning!
Husk, der vil altid være brug for os! Vi er jo mødrene for fanden (sagde hende som har en datter der flytter til Århus til marts…)
Tak for den lange kommentar, Fru Holmboe! 😘 Jeg ser (alt for) tydeligt pointen med høretelefonerne; jeg spekulerer dog på, om der er nogen herhjemme, det overhovedet ville lægge mærke til at jeg traskede rundt med noget i ørerne, haha! 😂 Jeg tror ikke, at jeg som sådan er bange for at der kommer en dag, hvor der ikke er brug for mig længere – den frygt eller det behov har jeg aldrig helt haft (endnu) – jeg bliver bare virkelig bekymret for, om jeg har forsømt noget. Om de er rustet godt nok til det hektiske liv, der venter dem. Om deres tilgang til verden er fyldt med mod eller ej. Den slags ting.
Held og lykke med flytteprojektet, det bliver spændende! 🤞
Fårk, jeg hører dig. Krammede jeg dem nok, skulle vi have fortsat højtlæsning lidt længere, skulle jeg have presset ham mere til at fortsætte til klaver? Hvorfor har jeg ikke lært dem at lave risotto, skulle vi have set nogle flere kunstudstillinger / talt mere om verdensbanken / flyttet dem til en anden skole? Har de (ægte) venner, hvorfor går han ikke til fester, kan alle andre også se hvor smuk han er? Det er FRYGTELIGT! Min ældste er 17. Var seriøst ved at DØ da han gik i 9’ende og helt var droppet mentalt ud og slet ikke kunne følge med i / overskue / interessere sig for eksamen / terminsprøver / voksenhype. Jeg sov ikke i et år. Så kom han på efterskole, pandelapperne voksede og han faldt ligesom på plads i sig selv. Og jeg faldt (sort of) på plads med, at han er den han er (og sådan har han været siden han var baby) og at det er ret godt. Og nu er den yngste i 9’ende og det er HÆSLIGT, men jeg har mere tillid til at det går over. At de finder en vej. Også selvom det er en ande vej end den jeg lige havde forestillet mig. Det tog lige noget tid at fatte (og jeg stoler heller ikke på det hele tiden, men jeg PRØVER).
Jeg sender kærlighed og karma <3
Kære, søde Stinna! Hvis du VIDSTE hvor glad jeg er for den kommentar! 💕💕💕 Det er PRÆCIS det jeg tænker! Og nej, man sover slet ikke – kors hvor er det opslidende! Og jeg er bare så glad for at DU sætter ord på alt det, så jeg rent faktisk ved, at der er andre ‘derude’ der går i selvsving over alle de forstillinger man har! Tusind tak for det, Stinna! ✨
Min mor siger altid, at have små børn er fysisk hårdt – at have store børn er psykisk hårdt. Og at hun stadig vender og drejer sig i sengen, selvom vi nu er 22, 28 og 32, og ikke hverken stiknarkomaner, ulykkelige eller noget som helst i den boldgade – jeg tror, det er en mor’s lod, uanset hvad (: Akkurat som det generelt er at holde af folk – jeg kan selv ligge som en roterende grillkylling i nattetimerne over dem – det er den evige forbandelse, når man har nogle at elske, som man ikke kan pakke ind i vat – og nedbryde og nedkæmpe modstand verden giver dem på deres vej. Vitterligt umuligt, som overtænker, ikke at blive småsindssyg periodevis 😉
Hvad angår strygning, er der først kommet strygejern her, efter skægaben flyttede ind. Før det har jeg strøget 2 gange – med en opvarmet stegepande og kjolen på glaskomfurpladen. Fungerer fint, altså.. næsten!
– A
Wauw, en opvarmet stegepande! hvor der er vilje er der vej! Jeg er lige ved at give din mor ret, for jeg har ikke længere ondt i ryggen af at transporterer flyverdragtspoder op og ned fra tredje, men det gør vitterligt ondt i hjertet lige nu. Jeg håber man man lærer at dæmpe det bare en lillebitte smule… Jeg mener, ellers ville din mor (eller alle de andre) vel heller ikke kunne holde til det i længden…. Vel? Jeg mener, det er jo lige ved at man dør en lille smule?