Kategoriarkiv: Bloggen

While you were at the toilet 

Som jeg har nævnt ved tidligere lejligheder, så er det min mand, der har styr på tropperne herhjemme. Altså på ungerne, og på den gode stemning, ikke mindst. Han har indtil flere uddannelser der indbefatter noget med pædagogik, og det har jeg slet, slet ikke (og dansk indenrigspolitik i slutningen af 1700-tallet, det rykker bare overhovedet ikke når vi taler børneopdragelse, med mindre vi er ude i noget med en halshugning eller to).

Så alt i alt vil jeg sige, at han er quite a catch, ham min mand, hvilket bliver ekstra tydeligt når han glimrer ved sit fravær. Og det er for eksempel når han er på toilettet.

Der er (meget) delte meninger om hvorvidt disse toiletophold er kortere eller længere end gennemsnitsdanskerens, men ét er sikkert: Virkeligheden har som regel ændret sig mærkbart fra Mand går ind på badeværelset, og til han kommer ud igen. Og nu tænker jeg ikke sådan globalt set, såsom at Trump kvajer sig når han er i Helsinki, og den slags – nej, vi taler verden set med ret lokale øjne. Podeverdenen, med andre ord.

Et eksempel:

Vi er i sommerhus, og er netop kommet hjem fra en tur. Vi har nogle indkøbsposer, der skal tømmes; nogen taler om at gå på stranden, der bliver spillet lidt bold, og Mand styrer for sit eget vedkommende målrettet mod det lille hus. I selvsamme øjeblik badeværelsesdøren smækker i, har vi et fatalt sammenstød i hængekøjen udenfor. Det er Ældste Pode og Mindste Pode, der er kollideret, og der skal muligvis en kriminalteknisk undersøgelse i gang før vi med klarhed kan kortlægge sagens detaljer. Mens vi tilsvarende afventer retsmedicinernes rapport, formodes det imidlertid at Mindste Pode har brækket halsen. Alt sammen gisninger, selvfølgelig, men ikke noget der forhindrer mig i at anklage min førstefødte for forsøg på manddrab.

Mens det helt store sagsanlæg køres i stilling, er den formodede gerningsmand driblet videre, og er nu havnet i en slags væbnet opgør (om Gud ved hvad) med Mellemste Pode. Allerede nu ønsker jeg brændende, at Mand snart samler sine hoser op om anklerne, og kommer mig til undsætning. Men nej; der er stadig lang vej igen. I mellemtiden er det så, at jeg prøver at få lagt låg på hele miseren med kønsneutrale og leverpostejsfarvede fraser. Og det skulle man jo mene var vældigt uskyldigt hvis ikke det var fordi at Mellemste Pode tager det hele meget personligt, og anklager mig for at være sur. I den konkrete situation er det muligvis heller ikke helt i uoverensstemmelse med sandheden, men her har man som læser nok brug for at vide, at Mellemste Pode udslynger “Du er altid så sur!!”-sætningen i omegnen af en milliard gange dagligt. Og uagtet om jeg så er sur i forvejen eller ej, så bliver jeg det i hvert fald når beskyldningen falder. Og denne her dag er jeg faktisk lige så tilpas overloadet med den information, at jeg skiller mine ældste poder ad med langt flere ukvemsord end jeg oprindeligt havde tiltænkt, og sætter særligt den mellemste til at tænke lidt over det hele.

Og dette scenarie møder så min mand, da han et ukendt antal minutter senere, glad og lettet, træder ud fra badeværelset: En pode med brækket hals, og de to øvrige bragt til absolut tystnad i hver sin havestol. Alt sammen mens Mand var på toilettet.

Værst af alt erfarer Mand, at hans kone har transformeret sig fra at være det blide lille lam hun var blot en halv time tidligere, til at være den store stygge ulv med meget skarpe tænder. Og ikke nok med at ulven har skarpe tænder, den kan også råbe helt utroligt højt, og den råber: “For hver gang jeg får at vide, jeg er sur, så bliver jeg ENDNU mere sur, og lige nu, der er jeg TUSIND SUR!!”. Og hvis du nogensinde var i tvivl om hvordan man gradbøjer surhed, så ved du det nu.

Som det fremgår, er der desværre ikke kun tale om den ene, enkeltstående episode. Det er noget, der sker igen og igen og igen: Mand går på toilettet, og Ragnarok bryder løs. Det er nærmest blevet sådan noget, man ikke kan undgå, og jeg tænker meget på, hvilken formel man kan sætte reglen på.

Jeg tager mig selv i at ønske, at Mand ville vælge et hvilket som helst andet tidspunkt at gå på toilettet i. Det gør Mand også. Mand tager også sig selv i at lave cost-benefit-analyser over tidspunkter, der er mere eller mindre fordelagtige til at besørge på. Mand tager muligvis sig selv i at have en lille smule mavekneb fra tid til anden, måske kombineret med lidt spekulationer over hvordan han bedst får sin to millimeter maskinklippede karsefrisure under kontrol igen, sådan som den store stygge ulv brøler.

Vi ved jo godt, at det os i sidste ende altid går galt for ulven. At det er den, der ender med sten i maven på bunden af en brønd. Og godt det samme (for den er jo skidesur). Men altså. Håbet lever endnu – på den ene eller den anden måde.

Illustration: Mindste Pode

Til dig, der måske ikke lige er super-skarp til børnestavning (eller som har problemer med den grumsede billedkvalitet), kan jeg afsløre, at der står: ‘Jeg er farlig og jeg er hurtig jeg er snedig’, hvilket er en direkte omskrivning af ‘Man skal sno sig’ –og det ved Gud man skal.

Lidt ude af sync… #11

… når man uforvarende vinker til chanceløse mennesker overalt i gadebilledet fordi man tror, det er nogen man kender – og når man så, som det sidste, hej-hej’er Lars Ranthe nede i den lokale loppebiks, så ved man godt, at NU er det tid til at gå hjem.

… når man senere derhjemme løber ind i den lille Lauritz nede i gården, og ikke kan forstå han er blevet en meter og seksogfirs siden sidst, fordi det jo ikke er mere end et par dage siden man sendte ham hjem til sin mor efter at have klippet et batteridrevet BRIO-tog fri af hans hår. Er man så pludselig lige så gammel, som man lyder?

… når man (apropos gammel) spotter en dame på 80+, med håndtaske und alles, der lige afprøver trampolinen i den lokale skaterpark. Måske hun bare skulle tjekke sin bækkenbund, men jeg vælger at se det som udtryk for rendyrket livsglæde! ❤

… når man sender sin teenager en uge til Sverige, men glemmer at sige farvel til ham – og han er i øvrigt pænt ligeglad.

… når man efterfølgende opdager, at der stadig er fem tandbørster tilbage i kruset ude på badeværelset. Spørgsmålet er hvornår det går op for teenagepoden, at han har glemt sin andel af husstandens tandbørstebeholdning?

… når ens Mindste Pode i ramme alvor tror, at man laver frikadeller af egern – og i øvrigt synes at egernkød smager herregodt.

… når man finder ud af hvor koffeinafhængig man egentlig er, fordi man står på arbejde en alt for tidlig morgen, og opdager at der *GYS!* ingen mælk er???!!!

Man finder heldigvis en frossen liter i fryseren, og ser efterfølgende sig selv oppefra (som i en slags ud-af-kroppen-oplevelse) hvor ens sande, hasarderede jeg tæsker løs på den frosne mælkekarton med bunden af en gigantisk glasvase. To be desperate or not to be desperate. (#watchoutshesarmed)

… når man skal forhandle i konflikter, der udelukkende bygger på verdens dårligste argumenter, hør selv:
Mindste Pode: “Mo-ar!! Mellemste Pode sparkede mig liii’ i røven!!”
Mig: “Hørte jeg dig sige, at han sparkede dig lige bagi?” (*Pligtskyldigt nik*)
Mellemste Pode: “Jamen han lavede en glidende tackling bagfra!”
Mindste Pode: “NaHAJ! Jeg lavede en glidende tackling FORfra!”

Tilbage til Fremtiden, the Maude-way

Jeg har været på arbejde i dag – den første efter ferien – og jeg har indset en ting. Eller faktisk har jeg indset flere ting, men særligt én ting har jeg hæftet mig ved, og det er det faktum, at det er utrolig let at gå fra at være en relativt civiliseret kvinde til at være det diametralt modsatte. Men sjovt nok går det ikke lige så let den anden vej. Og det er da alligevel lidt spøjst. Eller hvad?

Da jeg gik på ferie smed jeg stilletterne og kronjuvelerne til fordel for et par shorts med to forskellige lårlængder (helt utilsigtet; det et hvad der sker når man klipper efter øjemål), en soltop og bare tæer. Jeg har vænnet mig til at mit hår (igen-igen) strækker sit kruskrøl ud mod alle tænkelige og utænkelige verdenshjørner, ligesom slangerne på Medusas hoved. Jeg har også vænnet mig til at jeg lugter uhyggeligt dårligt når dagen lakker mod enden, og at mine fødder, der plejer at være sådan relativt velplejede, nu har hård hud nok til at brødføde samtlige Garra Rufa-fisk i hele verden frem til og med påske. Saltvand har været en så integreret del af min hud i så mange dage, at min ham næsten føles underlig uden. Og nu er den tilmed pludselig blevet knastør, og trænger til en omgang et eller andet, som ingen vist rigtig ved, hvad er – men en udskiftning kunne muligvis være et godt bud. Hvis du vil vide præcis hvordan jeg egentlig har drønet rundt og set ud, så skal du bare smutte forbi Moesgaard Museum, og gå en tur ned ad trappen til underetagen, og ta’ et kig på alle neandertalerne, der står på trinene (og tilsætte et par centimeter) – så har du en ganske fin gengivelse.

Men som sagt, så så jeg mig nødsaget til at omfavne civilisationen her i morges klokken 5:20, og som dagen skred frem indså jeg løbende:

… at jeg kan kaste virkelig mange kætterske besværgelser efter alle former for syntetisk muzak, der skal få mig ud af fjerene. Fuglekvidder og bølgeskvulp foretrækkes. Den slags lyde. Og helst efter klokken 10:00.
… at både smykker og arbejdsoutfit føles som noget stift, og vældig unaturligt.
… at man ikke lige kan snyde næsen i overarmen. Eller det kan man faktisk godt, men så ser folk lidt underligt på én, og habitjakken skal muligvis til rens.
… at man heller ikke skal gnide sig i øjnene, fordi dem har man lissom plastret ind i mascara og alle mulige andre ting. I øvrigt tog hele det dersens makeup-show rundt regnet dobbelt så lang tid som det plejer. Man er blevet vant til at male med lidt større pensler i ferien. Hulemalerier, you know.
… at man bliver nødt til at droppe sine gutterale lyde og den sædvanlige sagte knurren til fordel for et sprog. Eller flere sprog faktisk.
… at man heller ikke behøver klø sig voldsomt – hverken i håret, eller i ørerne med begge hænder på samme tid, eller nogen som helst andre steder for den sags skyld.
… at der findes such a thing as neglelak, og at man muligvis bør tage dette produkt i brug hurtigst muligt for at kamuflere éns hvæssede kløer.
… at behovet for alkohol synes endnu større end i ferien. Can somebody please bring me a sundowner ASAP.

Jeg gentager: Det var så meget lettere og mere naturligt at springe ud i sommerlandet end det nogensinde var at kravle tilbage på kontoret igen. Jeg spår at det har lange udsigter. Men hey, jeg har en frisørtid i morgen. Og Rom blev ikke bygget på en dag, vel.

Fotograf: Palle Pophår

Ørnen er landet, og den er fuld (sort of).

Så er vi landet. I lejligheden, der stadig lugter af absurdsure sandaler, selv efter 3½ uges fravær. Men det gør ikke noget, for jeg har tanket op:

Jeg er fuld af blå, blå himmel, af duften af hybenroser, af saltvand og fugtige strandhåndklæder, af gæssenes skræppen, af mågeskrig, af tidevandets kommen og gåen, af humlebiernes summen, af lavendlerne i krukkerne, af gæsterne, der kom, og af vinen vi drak, af solnedgange, af varme briser, af softice, af blafrende gardiner, af faktor 15, af varm asfalt og fyrretræer, af søskendeskænderier, af fantastiske bøger, af tusinde tænkte tanker og lidt af malerdampe. Af jordbær, af kirsebær, af nattens stjerner og af myggestik.

Det var min skærsommernats drøm, og jeg har elsket (næsten) hvert sekund.

Jeg har åbnet alt på vid gab, og lukket lyset ind, hvilket primært skyldes at vejrudsigten med små variationer har budt på sol, sol og atter sol. Og til det kan jeg kun sige én ting: Du danske sommer, hold nu kæft, hvor jeg dog elsker dig! ❤

Jeg har fået opdateret mit sædvanlige vaskebjørnslook til en lidt hidsigere, og ikke mindst mere knivskarp version, som måske fordrer at jeg beholder mine solbriller på fra nu af og i al evighed. Eller måske bare til udgangen af december. Som noget helt nyt har jeg også fået aftegningen af min bikinisløjfe midt på maven, og jeg har i den forbindelse spekuleret i tre følgende løsningsmuligheder:

1) At klippe sløjfen af, eller
2) At bruge noget (mere) solfaktor, eller
3) At bevæge mig bare en lille smule.

Det forblev alt sammen på det indledende overvejelsesstadie. Med andre ord minder jeg vist mest om en liter reinkarneret regnbueis, men jeg smager ikke som én.

Der er 147 ulæste blogindlæg i mit bloglovin’-feed, og nej: Jeg gider faktisk ikke læse dem (alle sammen). Og jeg gider i virkeligheden heller ikke på arbejde i morgen. Den tid, den sorg – jeg kan klare lugten af de absurdsure sandaler mange dage endnu.

Håber sommeren har været god ved dig! ❤

Hip hurra, det’ min fødselsdag!

Eller bloggens fødselsdag, rettere sagt. For hvor meget jeg end holder ferie, så fylder skøreliv.dk år i dag. Tre styks, mine damer og den herre – langt mere end jeg havde turdet håbe på.

Det føles slet ikke som om der er gået så lang tid siden jeg startede, og jeg husker med al tydelighed, at det under opstartsfasen i cirka 24 timer gav perfekt mening at have en blog ved navn Syltede Agurker. Jeg ved ikke engang om syltedeagurker.dk er ledigt.

Nå, men i dagens anledning havde jeg faktisk planlagt at bryde min ferietavshed (totalt unfair at sige, man holder ferie, og så alligevel gå online, I know!) – men jeg havde forestillet mig at invitere dig på banen. Nu så jeg så, midt i min smugbloglæsning, at skønne Linda og Miriam OGSÅ har budt læserne op til dans, og pludselig følte jeg mig virkelig uoriginal. Jeg overvejede derfor længe, om jeg skulle droppe mit planlagte indlæg, men altså: Hell no. Og derfor befinder jeg mig i skrivende stund på en bænk cirka tredive centimeter fra verdens største kokasse ever, fordi det er her, der er bedst signal med mindre man kører sådan virkelig langt (væk).

Men det jeg kom fra, var dig: Jeg vil gerne høre mere om hvilken type indlæg du bedst kan lide, og om der er noget her på bloggen, som du gerne vil have mere eller mindre af. Hvis du for eksempel savner nogle affiliatelinks, eller hvis du synes, at den spinatlasagne jeg bragte opskriften på tilbage i januar tilnærmelsesvist bragte dit hjem på randen af undtagelsestilstand, og at du aldrig i dit livs skabte dage har smagt mage til hundeæde, så er det NU du kan få luft – også hvis der er noget du bare undrer dig over. Med andre ord: Fyr løs! Vi er simpelthen næsten ude i den virtuelle verdens svar på ‘De ringer, vi spiller’. Altså næsten, blev der sagt. Og nu håber jeg virkelig, at der havner bare en lillebitte kommentar i feltet..!


Til sidst vil jeg bare benytte lejligheden til at sige tusind tak til dig – fordi du læser med, og fordi du har min ryg – det gør det bare det hele SÅ meget federe! ❤

Vi ses om en halvanden uges tid!

Pas godt på dig selv derude! ❤

Ting, jeg har misset på min bloggerfærd

I anledningen af at jeg holder mega-meget ferie om et splitsekund, og fordi bloggen runder 3 år lige om lidt, kom jeg til at tænke lidt på alle de ting, jeg har forsømt som blogger. Og der er faktisk en del mangler, som jeg nu indser, at jeg i virkeligheden bør undskylde eller kompensere for.

Jeg nævner i flæng:

…. At fotodokumentere min lækre morgenmad.
Den kommer her – bedre sent end aldrig, som man siger:


Ved godt, at der er alarmerende mangel på marmor, kongeligt porcelæn og noget farvekoordinerede buffet-halløj foruden den obligatoriske soyamælks-latte.
Beklager folkens – det bruger jeg ikke. I virkeligheden er jeg mest til smør. Dog ikke i kaffen.
(Bemærk venligst også den sædvanlige dårlige billedkvalitet hvad angår mine egne billeder).

.…At lave et #udenfilter-indlæg.
Sorry. Filter eller ej, it really makes no difference.

… At lave et dagens outfit-indlæg.
Here you go:


Okay, indrømmet, vi er vist en del dage tilbage i tiden, men jeg har holdt den samme fantastiske stil gennem alle årene med den lille ændring, at jeg nu bruger bukser.

… Skønhedstips.
Well. Lad være med at massakrer dine bumser, så de ligner vulkanen Etna i udbrud. Og hold nallerne fra koboltblå eyeliner. Fik du fat i det?

…. At lave et #metoo-indlæg.
Også selvom det er so much last year. Men jeg har faktisk kun kendt søde fyre. De findes derude. Og hvorfor findes der egentlig ikke nullerdamer? Altså helt uden for kontekst i øvrigt.

…. Affiliatelinks.

…. At beskæftige mig med SEO.
Helt klart dumt, men jeg synes det er temmelig kedeligt.

…. At lave et ‘Ti ting, du helt sikkert ikke vidste om mig-indlæg’.
Vi tager den korte version her, for jeg kan vitterligt ikke komme i tanke om mere end fire i skrivende stund (så spændende er jeg nemlig):

1) Vidste du at jeg er blevet jagtet af politiet gennem Fælledparken på cykel? Nej, vel?

2) Vidste du så at jeg har præsteret at drive til havs på et surfbræt, og måtte reddes af det lokale Baywatch-team i en motorbåd? Ikke mit stolteste øjeblik ever.

3) Du vidste med statsgaranti heller ikke, at jeg er VILD med SingStar: Slip mig løs, and I’m all yours, undskyld, unstopable. Virkelig ærgerligt at jeg ikke har en tone i livet, når nu jeg åbenbart render rundt med en Julie Steincke i maven. Min musiklærer i 1.g. græd – and I kid you not – da jeg sang Don’t cry for me Argentina, og det var IKKE glædestårer. Hun var også et meget følsomt menneske, og ud fra den betragtning burde jeg måske ha’ valgt noget, der var knapt så højt i diskanten. Jeg har tit tænkt på, om hun mon fik en form for tillæg som kompensation for at lægge ører til elever som mig.

4) Det sidste, som du i denne omgang måske heller ikke vidste, er at jeg er absurd bange for:

  • Frøer og skruptudser.
  • Hajer. Heraf den førnævnte episode med surfbrættet. Og nej, der var ingen hajer i Århusbugten – heller ikke den dag, men jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sende min særlige tak til Steven Spielberg for at arre min sjæl for altid. Tak.
  • At køre bil, og fare vild. Her skal du forestille dig Tom Cruise, storsvedende med sammenknebne øjne i en let slingrende flyver (okay, et jagerfly, så), mens han prøver at fatte sig. Præcis sådan sidder jeg, mens jeg skæver til GPS’en og mumler “come on, talk to me, Goose!!”.
  • At komme for sent. Til aftaler. Til fly, der skal lette, og færger, der skal sejle. Jeg er bange for at komme for sent til stort set alt, basalt set – også til livet.

… En giveaway!! Hallo, sådan en skal vi da snart ha’ på banen, skal vi ikke?! Altså ikke at jeg lige på stående fod har andet end en lillebitte pose matadormix…. Det må blive næste gang.

Kram fra mig – og rigtig god sommer! ❤

Har du mon set mit gelænder?

Er der nogen regler for, hvor længe man må være ked af det på sin blog? Jeg er nemlig ikke sådan helt på toppen for tiden. Og så har jeg tænkt lidt over om der mon er sådan en Emma Gad-håndbog indenfor blogging, hvad den slags angår? Om hvor kummerlig man må være? I hvor lang tid?

Jeg synes nogle gange det kan være svært at være i verden, sådan helt i det små. Jeg ved godt, at det sandsynligvis skyldes at jeg måske(?) er lidt anderledes end de fleste, men mange gange synes jeg, at livet og følelserne kommer alt for tæt på. Det vælter alt sammen ind, helt uden at jeg har givet lov.

For eksempel her forleden dag, i weekenden, hvor jeg bare lige skulle aflevere Mindste Pode hos en kammerat, og så i Netto på vej hjem. Vejret var jo dejligt, så vi cykler glade afsted. Jeg dirigerer poden gennem diverse kryds med de sædvanlige instrukser, og midt i mine påbud om at se sig for først til den ene side, og så til den anden side, afbryder han:
”Mor, jeg ved det altså godt; jeg er jo ikke noget pattebarn!”
”Nej, dét er du i hvertfald ikke! Faktisk er du den allermest voksne 7-årige jeg kender!” (- og det syntes poden ret godt om at få at vide -) ”Men egentlig, så står det i vores forældermanual, at vi SKAL sige den slags ting helt indtil vores barn er fyldt ti år… Så kan du godt se mit dilemma? Jeg har en 7-årig, som slet, slet ikke er noget pattebarn, men på den anden side, så SKAL jeg sige til ham, at han skal huske at se sig for i trafikken?”.
Det tygger ungen lidt på indtil han siger ”…jeg kan godt forstå hvad du mener, men jeg kan ikke se dit gelænder! … Det tror jeg faktisk aldrig, jeg har set?!”.

Og mens vi kørte der, om fablede om dilemma versus gelænder, så bang! faldt den ældre dame, der stod dér på midt fortovet. Heldigvis kom der hurtigt en person mere til (som var meget mere kompetent end mig), og i virkeligheden var det slet ikke så dramatisk, som det måske kan lyde. Det var mere omstændighederne, der krøb ind under huden på mig: Den gamle, tynde og skrøbelige dame, historien om hendes syge søn, der var misbruger og på plejehjem; det sølle i det hele, og verdens blinde øjne.

Og fra den ene yderlighed til den anden, så afleverede jeg alt for sent min pode hos legekammeraten, og satte kurs mod Netto. På vejen mødte jeg min veninde og hendes nabo, der stod og klippede hæk. Alt åndede fred, og jeg følte mig grundlæggende helt, helt forkert. Muligvis fordi jeg ved, at naboen er noget nær overjordisk: Jeg tror ret beset hun flyver til en anden planet med sit rumskib hver aften, men det ved jeg selvfølgelig ikke med 100% sikkerhed. Men dér var jeg, med min rustne cykel, mine ubarberede ben, grimme negle og søndagstøj, fordi jeg jo troede, at jeg bare lige kunne gå undercover, og at jeg nok ikke ville møde nogen, jeg kendte.

Følelsen af at være forkert, og gøre tingene forkert, gennemsyrer i virkeligheden nok min hverdag i øjeblikket, både på den store og på den lille skala. Jeg føler, jeg træffer de forkerte valg. Og uanset hvor lidt dette end måtte betyde i det store billede, så slår jeg mig selv virkelig hårdt oven i hovedet med det alt sammen, og jeg forstår ikke, hvorfor det er så svært, det her eksistens-halløj.
Jeg synes, jeg er ret bulet i øjeblikket.

Senere, da jeg langt om længe var kommet hjem, ringede min svigerinde. Der går lang tid mellem vi taler sammen, men hun er et af de fineste mennesker jeg kender. Vi talte lidt om, at hun skulle til Norge og vandre med ældste-niecen, for som hun sagde, så var det vist et af de steder i verden, hun havde forsømt at vise sine børn. Og jeg kunne kun svare, at der godt nok var MANGE steder jeg havde forsømt at vise mine børn, og lige nu plager det mig en del, at jeg ikke engang har haft Mindste Pode med i LEGO-land, men når sandheden skal frem, så fylder forlystelsesparker mig med sand rædsel, og ergo er vi ikke kommet afsted. Og der er mange steder vi ikke kommer, fordi jeg ikke helt magter det. Og det gør mig virkelig trist og ked af det. “Vi kan ikke nå alting”, svarede min svigerinde så, og fortsatte: “- hvordan har du det egentlig?” Og den slags spørgsmål skal man ikke stille, når man samtidig spørger med ægte interesse. Ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de-ik-ke-græ-de. ”Jeg har det vist meget godt, tror jeg?”.

Men hvis man nu skal se på tingene fra den positive vinkel, så er det fandme smart, at man kan sende sin teenagepode afsted på egen hånd for at købe boxershorts, når han er løbet tør dagen før han står og skal til håndboldstævne i en uge. Det hitter max.
Til gengæld regnede Mindste Pode ud, at der er cirka 4000 dage til han bliver 18 år, og (apropos indkøb) dermed kan købe sit eget hus og sin egen PlayStation. … OG noget tøj, som han tilføjede. Tøj er en god ting. Men 4000 dage? Det er jo lige om lidt? Jeg tror nok, jeg har brug for mit gelænder lige nu.

PS: Jeg skal nok skrive noget mere opmuntrende i mit næste indlæg. Promise. Men indtil da, så tillader jeg mig at give den fuld gas.

Get your pudding spoon out and man up!

Måske du allerede har trukket stikket, og ligger på en tropeø under en palme med azurblåt hav i baggrunden, og en giftiggrøn drink i hånden? Måske scroller jeg ind i din statusopdatering på facebook, og forbander den lidt, fordi jeg ønsker, at det var mig – for jeg har nemlig stadig ikke ferie. Men jeg kæmper mig vej frem mod den. Jo, jeg kæmper, for de her dage op til sommerferien, de er jo fuldstændig som en løbsk væddeløbshest, der spreder død og ødelæggelse på sin vej. Der er så ustyrligt mange ting man skal ha’ styr på – og nå! – inden man kan give heeeeeelt slip, og slappe heeeeelt af i noget der ligner tre uger inden man så skal ræse tilbage på job for at fikse alt det, der nu i mellemtiden har ligget og lumret, og hobet sig op, mens man holdt fri (i alt for mange dage i forhold til hvad sådan et fuldtidsjob uden nogen former for ferieafløser, er gearet til). Hvad er det egentlig for en syg samfundsstruktur, der dikterer sådan en levevis? Jeg tænker åreforkalkning.

Og det, som jeg i virkeligheden synes er allermest mærkeligt, det er, at selvom man drøner rundt for at nå, og fikse, og ordne ting, så alt det man ikke når – det løber (med ganske få undtagelser) ingen vegne. Det er kun én selv, der pisker rundt som en skoldet skid, men vasketøjet, nullermændene, bunkerne på skrivebordet, de indtørrede potteplanter, og stegepanderne, der skal vaskes af – de forbliver præcis hvor de hele tiden har været; de rykker sig ikke en tøddel. Opgaverne ligger simpelthen brak til vi løfter dem. Og hvad kan vi så lære af det? Ja, se det har jeg ikke helt svaret på, men jeg er sikker på, at der er et svar derude – det må der simpelthen være. Et universelt et af slagsen. Og her svaret nok ikke åreforkalkning.

Vi kæmper vi for at nå i mål, for at nå til bunds i to do-listen. Vi tror på det. At målet findes, og at galskaben vitterligt har en ende: Når vi har rundet det næste hjørne, når vi er forbi den næste deadline, når måneden er overstået, når ungerne er puttet, hvad ved jeg. Lige om lidt. Det er derfor vi bliver ved. Fordi vi tror, vi kommer i mål på et tidspunkt. Vi må være udstyrede med defekte hjerner, for det sker aldrig. I næste måned er der lige så mange deadlines i kalenderen, der er stadig møder, skole-hjem-samtaler, børnefødselsdage og alt muligt, som vi også bare lige skal nå inden vi kommer til bunds i mængden af opgaver, og kan slappe af. Lige om lidt. Det er som ørkenvandreren, der drives frem af sit fatamorgana. Jeg tænker på det om natten, når jeg vågner, og ikke kan trække vejret.

Men samtidig, så ved jeg også, at der få gange i mit liv er sket det mirakuløse, at opgaver, jeg ikke har nået at tage mig af, har løst sig selv alligevel – mens de bare lå dér, ganske og aldeles uberørte (og det var undtagelserne, jeg fablede om for et par linjer siden, hvis du nu var i tvivl). Noget har fundet en vej, uden min indblanding. Så på en måde, kan det godt være, at ting (alting?) faktisk har virkelig godt af at ligge brak i nogen tid. Også mennesket. Dette er ikke en opfordring til at sylte tingene, men måske til at tænke lidt mere overordnet over, hvor travlt man egentlig bliver nødt til at have? Hvor nødvendigt er alt det vi laver, egentlig? (Og hvor nødvendige er vi overhovedet i det det store puslespil?). Det tænkte jeg på i aftes, da jeg sagde til Mindste Pode, at han godt nok havde sorte tæer. Han kiggede på mig et kort øjeblik, inden han tørt svarede: “Ja, det lever jeg faktisk med!”
Jeg tænker, jeg satser alle mine penge på sorte tæer.

Fotograf: Palle Pophår

“Life is like the dice that, falling, still shows a different face.”

Det er en ganske almindelig mandag, og Alexis Sánchez skal til træning. Sánchez’ forældre har røvtravlt med at være i Bauhaus og Netto, og med at være til forældremøder og i det hele taget få logistikken til at hænge sammen fordi au pair’en fortsat kun findes i deres drømme, og fordi hverdagen (nogle gange) er en bitch. Derfor er Alexis Sánchez’ storebror blevet pålagt at ledsage Alexis til og fra træning. Storebroderen er absolut ikke enig i beslutningen om hvor smart det lige er, at han er blevet udvalgt til at eskortere primadonnaen; han vil i bund og grund meget hellere spille Fortnite – men det skider Mama og Papa Sánchez alt sammen højt og flot på.

Cirka halvanden time efter Sánchez-brødrenes mellemfornøjede departure, vender de atter snuderne hjemefter. Mama Sánchez kan høre dem helt nede i gården, og hun må erkende, at det varsler ilde. Alexis er i oprør. Han er vred, rasende, og hans skingre og forurettede stemme når utvivlsomt ind i de allerfjerneste hjørner og kroge i hele ejendommen. Mama Sánchez overvejer om hun allerede nu skal sende en pressemeddelelse ud til offentligheden, og undskylde for miseren inden den havner på forsiden næste dag. Mens Mama S. gør sig disse overvejelser, er dramaet nu på vej op ad trappen. Mange eder og besværgelser har hun hørt i sit liv, men intet i sammenligning med hvad hun nu lægger ører til.

Da den førstefødte træder ind ad døren, er han ikke fri for at sprutte lidt af grin, men sprutteriet gør på ingen måde noget godt for Alexis, der har parkeret sin bagdel på bagtrappen, hvor han efter sigende agter at tilbringe resten af sit liv.

Mama S. ytrer, at det synes hun godt nok ville være trist, og spørger, om han så alligevel ikke lige vil ind og ha’ et bad og lidt mad, inden han skal tilbringe resten af sit liv derude? Efter en kort opvejning af pros and cons, samtykker Sánchez skumlende.

Dramaet aftager dog ikke af den grund, for Mama S. må erfare, at Sánchez ude under bruseren nu ønsker at han dels ingen familie havde OG at han dels var død. Intet mindre.

Mama S. vælger herefter at få udredt dramaet på den anden side af toiletdøren, hvor den førstefødte må aflægge rapport. Rapporten er modstridende på en række væsentlige områder, men omhandler i grove træk noget med en dame i (livs)fare for påkørsel, og noget med en undskyldning, der måske eller ikke måske var berettiget. Vi er ude i dét, som man i juratermer populært kalder for en zigzag-forklaring, og centralt for historien er spørgsmålet om hvilken af Sánchez-brødrene, der er en snydepels og en løgner.

Mama S. er umiddelbart ikke blevet voldsomt meget klogere på det tidspunkt hvor Alexis marcherer ud fra badeværelset, og skumlende skovler pastaskruer indenbords. Den anden Sánchez-bror er ellers i vældig godt humør, og taler om dagens VM-kampe. En gang i mellem glemmer Alexis lidt hvor meget han ønskede at dø kun få minutter tidligere, og bidrager olmt til samtalen blot for at komme i tanker om sin vrede, og genoptage sin passivt-aggressive tavshed.

Da aftensmaden er konsumeret, giver Alexis udtryk for, at det nok er ved at være tid til at fortrække til bagtrappen. Han antager en lidende mine, og gør antræk til en tårevædet afsked. Da er det, at Mama S. kommer i tanke om den enlige klatkage, der ligger inde i køleskabet. Alexis får tilbudt klatkagen. Alexis spørger, om han må få både sukker OG flormelis på, hvilket er helt og aldeles forbudt-forbudt når Papa S. er hjemme, men det er han heldigvis ikke nu. Mama S. tænker sig lidt om, og siger så, at det må han godt, men KUN hvis han lover, at han ikke vil tilbringe resten af livet ude på bagtrappen. Alexis overvejer dette tilbud nøje, men konkluderer alligevel relativt hurtigt, at dette take-it-or-leave-it-tilbud simpelthen er for godt til at oversidde.
Done deal.
Reddet af en klatkage.
Mama S. sender en ekstra Ave Maria i æteren, og tænker det er godt, at det sommerferie om et splitsekund.

…”So life, though it remains the same, is always presenting different aspects”.
Måske – og måske ikke… – sagt af Alexis Sánchez.

Status på Projekt Teenager #3

Okay, jeg har luret hvorfor det er så grænseoverskridende at have fået en teenager. Eller måske har jeg ikke luret det HELE (endnu!), men så noget af det. Det grænseoverskridende består i, at jeg selv var teenager for fem minutter siden, og med al tydelighed kan huske hvordan det var. Og fordi jeg selv næsten er teenager, så er jeg jo nærmest jævnaldrende med min ældste søn – også selvom min yngste jævnligt minder mig om, at sådan forholder det sig ikke helt. 
Han siger ting som:
“Mor, man kan på en måde godt sige, at du er 42 år.”
“Nej, DÉT kan man i hvert fald ikke!”
“Jo, for du bliver 42 år i år, så det kan man rent faktisk godt sige.”
“NEJ, blev der sagt. Jeg er 41 år frem til min fødselsdag; sådan er det. Basta!”
“Men du er på en måde 42….”


Som du ser, næsten teenager. 
Og det kan godt være lidt mærkeligt sådan at opdrage på sin jævnaldrende på den måde, kan jeg godt sige dig. Og ikke mindst er det også meget mærkeligt – fortsat – bare at være en pinlig faktor i dens (altså teenagerens) liv. Et nødvendigt onde, kan man næsten foranlediges til at sige, og det i en grad, så den næsten helt er stoppet med at tale til os (endsige registrere os) i det offentlige rum. Til nød kan man blive spist af med et hånligt nik suppleret med et snøft som hilsen, hvis man er så (u)heldig at støde ind i den på skolen eller i håndboldhallen. 
Tak. Tusind tak. 

I den forbindelse skal det lige siges, at jeg stadig ikke har noget begreb skabt om hvordan jeg skal gebærde mig når jeg befinder inden for en radius af cirka fem meter fra bemeldte pode mens der er andre til stede. Uanset hvad jeg end gør eller siger, så bliver der ved en senere lejlighed hvislet én af følgende to sætninger til mig:

1) “Mor!! Jeg SAGDE jo, du ikke skulle være pinlig!!”
…..eller:
2) ”EJ!! Dét gjorde du bare ikke, mor!”

Og det mest underlige er som sagt, at jeg ikke har den allermindste lillebitte idé om hvad det er, jeg har gjort galt. Altså ud over at sige “Hej!”??….. Men det er åbenbart nok. Til gengæld, så tror jeg nok jeg er ved at have en lille smule styr på dos ans don’ts hos bøjletandlægen, og det er vel en form for start. Så i den anledning kommer her en række gode råd til dig, der er kommende forælder til en tandreguleringsudfordret stakkel:

– Lad være med at fumle for meget rundt med touch screen’en i venteværelset, og lad være med at stille receptionisten dumme spørgsmål om hvordan det hele virker. Hvis du endelig begiver dig op til skranken, så gør det for Guds skyld så diskret som overhovedet muligt, og tal med DÆMPET stemme. Undlad enhver form for pegen, særligt i retning mod teenageren, der i så fald vil se sådan her ud:

– Lad være med at spørge, om din teenager mon har set fiskene i akvariet?

– Lad være med at himle op om hvor teknisk det hele er blevet, når den lille mand går frem og tilbage på skærmen, og signalerer, at det er nogens tur – du behøver ikke reklamere med at der var dinosaurer i baghaven da du var barn.

– Når I er kommet ned på klinikken, så lad være med at vinke til din teenager oppe på stolen henne fra dit hjørne. Den ved godt, at du stadig er der, og det i sig selv, er en smertefuld kendsgerning.

– Når klinikassistenten meddeler, at tandlægen lige er to minutter forsinket, så lad være med kækt at svare, at det er da bare helt i orden, for I løber ingen steder! Din pode vil i dette øjeblik i så fald stille med denne grimasse:

– Når tandlægen så endelig er ankommet og taler om hvorvidt din teenager er færdig med at vokse eller ej, så lad være med at sige, at du har tænkt dig at lægge ungen i gødning henover sommeren; det forvirrer såvel teenager som tandlæge. Ingen grund til det.

– Når I så er færdige, så lad være med at spørge, om du skal følge ham tilbage på skolen, og når han har sagt nej, og hans blik fortæller, at han ikke har planer om at komme hjem igen nogensinde, så lad være med at hjælpe ham med skoletasken og påpege, at udgangen er den anden vej.

Fik du fat i det alt sammen? 

I øvrigt: Hvis du keder dig bravt, og eventuelt skulle få lyst til at læse de forrige indlæg om livet med en teenager, så findes de her:

Status på Projekt Teenager #1
Status på Projekt Teenager #2
Man ved, man har en teenager…