Kategoriarkiv: Bloggen

“There are no wrong turns. Only paths we had no idea we were meant to walk.”

Okay, jeg befinder mig stadig i en form for bloggerkrise, som jeg ikke helt kan definere. Det er der nok heller ikke behov for, for den er ikke mere alvorlig end som så, men jeg spekulerer i øjeblikket på to ting:

For det første spekulerer jeg på, hvor ordene forsvinder hen, hvis de ikke lader sig indfange og nedfælde, sådan som Øglemor så fint skrev det i en kommentar. Hvad bliver der mon så af ordene; hvad er det usagtes skæbne? Gravidgrahvad svarede, at hvis ordene har brug for at blive udtrykt, finder de selv vejen ud. Kun de ord, der ikke behøver et udtryk, formulder og giver næring til nye ord (og hvis det ikke er poesi, så ved jeg ikke, hvad det er). ❤

Ikke desto mindre, så tænker jeg på, om de mon ikke alligevel er lidt som knuste hjerter, eller som forældreløse børn, der ingen steder har at gå hen? Alle de vildfarne ord? Fnug i en snestorm?

For det andet tænker jeg på, hvad det hele mon egentlig bunder i, alle disse overvejelser. På den ene side skyldes det utvivlsomt, at der er så meget, jeg egentlig gerne vil – men man kan bare ikke altid alting. På den anden side findes årsagen også i det faktum, at jeg synes det kan være både svært og krævende på flere planer at drøne rundt derinde på nettet – der er faktisk mange snubletråde. Og hvad er det egentlig med de der sociale medier? Med mennesker, der pludselig føler sig alene og utilstrækkelige fordi alle andre ser ud til at ha’ styr på sagerne? Derinde (eller derude) i det dersens cyberspace, hvor intet alligevel er helt ægte? Hvor man fuldstændig kan iscenesætte sig som man vil? Der er helt klart fordele ved meget af alt det, vi kan når vi mødes elektronisk, men noget spiller altså ikke helt. Og noget spiller tilsyneladende (helt åbenlyst) slet ikke for mig.

Samtidig er det i virkeligheden heller ikke sådan, jeg er. Jeg er ikke en Facebook-kinda-person, og jeg føler mig ikke som sådan én, der skal ses og bekræftes ad den vej. I hvertfald ikke så længe jeg ikke er derinde. Men hvis jeg er derinde, så vil jeg godt ha’ min del af kagen. Og det er faktisk slet ikke er i tråd med mine idealer. Men på en eller anden måde er det prisen, der skal betales; for at være en del af den verden, kræver det, at du er aktiv ‘derinde’. Og sådan er det vel i alle livets sammenhænge: You give some, you take some.

Og jeg er simpelthen så træt i øjeblikket, og lige nu har savnet overtaget. Jeg længes efter vand, langsomt tempo og stilhed. Stil-hed. Det rammer mig fra tid til anden på en måde, som gør ondt langt ind i knoglerne. Så er det, at jeg får tårer i øjnene når jeg holder for rødt på min cykel, og ser et smukt blomstrende træ, hvor bladene stille drysser ned, uendeligt langsomt. Og hvis vi ser bort fra, at de smukke træer for længst er afblomstrede, og alting nu ligner Afrika, så får jeg lyst til at stille mig under sådan et træ, og bare være, mens årstiderne skifter; kommer og går. Som en gammel irgrøn, duebeskidt statue. Det skulle jeg måske være i mit næste liv.
Langt ind i sjælen føler jeg mig sprød som en vandpyts nyfrossede islag en tidlig vintermorgen, og tænker, at alting er et spørgsmål om tid.

Lige nu omprioritere jeg derfor lidt; jeg har tilladt mig selv at skrue lidt ned for tempoet, og ned for hvor meget jeg i det hele taget følger med – over det hele, basalt set. Jeg satser simpelthen på stavgang fremfor hundrede meter hæk. Og jeg håber det er okay, og at du stadig er derude?

Om ikke så lang tid holder jeg sommerferie helt som jeg plejer, men indtil da, er det muligt, at kadencen mellem indlæggene bliver lidt længere. Bare fordi det helst skulle være lysten der driver værket. Og fordi jeg gerne vil det rigtige sted hen.

Afrika.

“Hvor skal vi hen, Plys?” spurgte Grisling. “Det ved jeg ikke”, svarede Plys. Og så tog de hinanden i hånden og gik derhen.

Lidt ude af sync… #10

… når man ta’r sig selv i at smalltalke med Jeppe fra 0.B. på vej tværs over legepladsen. Om vejret. Og i første omgang ikke helt forstår at Jeppes ansigtsudtryk ser sådan her ud:

… når man sidder på kontoret, og tager solbriller på fremfor skærmbriller. Hvem siger egentlig man ikke kan være diva i det offentlige? #BeingOprah

… når det dersens toiletrenoveringsprojekt tager overhånd. Og man finder ud af det, fordi man nærstuderer billeder på Instagram meget intensivt, og tænker længe over, at der findes mennesker, som indretter deres badeværelser virkelig mærkeligt indtil man finder ud af, at det er fordi man ser på billeder af køkkener.

… når man – apropos Instagram – opdager, at man blandt andet følger en finne:

Jaja, selv uusi viikko, du.

… når man finder underbukser i skraldespanden. Nogle gange går det lidt stærkt.

… når man efterfølgende står i en Wunderwear, og ihærdigt prøver at overbevise ekspedienten om at deres trusser altså er meget, meget små i størrelserne. Let’s face it, Maude – du er bare blevet bredrøvet.

… når man tilfældigvis scroller ind i sin søn på Facebook under ‘Personer, du måske kender’.
Yes, ham kender jeg.

… når man har sådan en samtale her med sin pode:
“Jeg har haft blodnæse i dag!”
“Nå? Hvad skete der?”
“Der var én, der stak sin blyant for langt op i næsen på mig.”

Sig mig engang, hvad laver børn egentlig derhenne i skolen?

Overvejer om en bog med titlen ‘Podernes hemmelige liv’ monstro vil være et hit?

Kan man løbe tør for ord?

Ja, det har jeg tænkt lidt over her de sidste par dage, hvor vi tog forskud på sommerferien, lod ungerne holde fri, og drog på landet. Ret spontant. Og Ældste Pode troede ret beset han skulle dø, så meget ville han hellere være i skole, og hjemme på Frederiksberg, end at være i fucking sommerhus. For mit eget vedkommende har jeg malet træværk i en grad så hver eneste muskel i min krop værker og er komplet syret til. Jeg er faktisk en omvandrende portion A38, og i virkeligheden var jeg tæt på at diktere dette indlæg i stedet for at skrive det. Jeg kunne, når alt kommer til stykket, også have brugt det som en dårlig undskyldning. For midt i det simple sommerhusliv, så kom jeg i tanker om alt det, jeg burde skrive noget på bloggen.

Jeg kunne skrive om den lille soloulykke på stigen, hvor jeg i løbet af et nanosekund blev indsmurt i noget der ligner 4 liter træimprægneringsolie, og Mand fluks måtte afsted efter en ny omgang Gori-et-eller-andet. Og mens Mand sad dér i bilen på vej i Silvan, og funderede over hvordan hans ægteskab mon var endt med at blive sådan her, så tænkte jeg på noget helt andet. Jeg har nemlig opdaget, at der er folk, jeg holder øje med. Ikke på den creepy måde, men heller ikke på neighbor watching-måden. Og dog lidt alligevel. På en anden måde. Jeg ved, at de har huse nede ad de andre stikveje, og jeg kan huske da deres børn var så små, at de sad i vandkanten med bar røv og solhat, og jeg genkendte dem, da de senerehen lærte at cykle. Jeg ved, at moren i det ene hus har lagt sig betragteligt ud i løbet af de sidste 5 år (herregud, haven’t we all), og jeg ved at hunden hedder Walther. Den slags. Men vi hilser ikke på hinanden – de ved nemlig ikke at jeg findes. Ikke hvad jeg ved af, i hvertfald. Eller også har de det ligesom mig. Herhjemme findes der også mennesker, som jeg bliver ved med at møde næsten dagligt i gadebilledet, og efterhånden ved jeg mere og mere om dem. Men jeg ved ikke, om de ser mig. Jeg tænker nogle gange på om der overhovedet findes tilfældigheder. Jeg tænker på betydningen af mødet mennesker imellem, og på, at hvis der ikke findes tilfældigheder; hvis der virkelig er en mening med alting, hvad handler de her møder så om?

Nå, men jeg kunne også skrive om den dér softice-maskine på Burgerhjørnet, som giver fortabt hver gang det bliver min tur. Og jo, det er hver gang. Kunden før mig vandrer glad og fro afsted med sin is, men når jeg afgiver bestilling, vender ekspedienten tilbage med en tom vaffel, som hun vifter lidt illustrativt med, mens hun med en beklagelig mine serverer en lang snak om temperaturer og splat. Er det skæbnen, eller hvad? Hvilken højere magt spiller mig et puds i denne her yderst alvorlige sammenhæng? Jeg tager det som en personlig fornærmelse at maskinen kun er i stand til at lave blæver når det bliver min tur – og dét er i virkeligheden svaret på hvorfor Mand springer ind i bilen for at hente mere maling til mig. Det er fordi voksen-genet mangler. Mit, altså.

Til gengæld, så kunne jeg godt skrive noget om hvor voksen jeg tværtimod følte mig i lørdags, hvor jeg var på polterabend, og skulle på toilettet. Jeg havde ud af øjenkrogen spottet hvordan en vældig tjekket kvinde med solbriller styrede stålsat mod toilettet for at forlade det igen nogle minutter senere. Og da jeg gik der ud efterfølgende, gik der kun ganske få splitsekunder inden der blev rykket voldsomt i døren. Og jeg kunne godt se hvorfor: Hun havde glemt sine solbriller. Men hun havde også lavet halløj i tønden i et omfang, så der ikke kunne trækkes ud.
Forestil dig at være kvinden, der vil have sine solbriller, men som samtidig ved, at den person der er inde bag døren også ved hvilken tilstand, hun har efterladt toilettet i. Oh, the irony.
Det tænkte jeg så lidt over, indtil jeg åbnede døren og smilede så sødt, som det nu engang er muligt for sådan en som mig, og spurgte “Er det dine solbriller?”
Det ku’ bare så meget ha’ været mig selv. Jeg satser på et par point på karmakontoen for den.

Og nu har jeg jo fået skrevet lidt af det, som jeg undervejs gik og tænkte på. Absolut ikke verdensomvæltende begivenheder, I know, men pointen er, at jeg for første gang i de næsten tre år jeg har blogget, faktisk slet ikke følte for at skrive. Trangen og fingerkriblen var helt væk, og intet kunne rage mig mindre end nogen som helst former for sociale medier. Jeg ville så meget hellere se på himlen, og lade mig inspirere på alle mulige andre tænkelige måder. JOMO i sin allerreneste form. Måske fordi nogle andre og mere vigtige brikker i mit liv er faldet lidt på plads.

På en måde føltes det virkelig rart, og på den anden side, så blev jeg også lidt skræmt over, hvor let det egentlig forekom mig, at jeg bare kunne lade det hele være. Give slip. Var det dét?

Og nu sidder vi her. Jeg er røv-solskoldet, og ligner lidt Gurli Gris. Vi har haft det meste af en liter koldskål sejlende rundt i termotasken, og Mand har brækket lilletåen, hvilket jeg har vældig dårlig samvittighed over, selvom det absolut intet har med mig at gøre. Til gengæld er alle fjernsynskanalerne nu ganske ude af trit, og dét er positivt min skyld, og jeg står virkelig lavt i meningsmålingerne af samme årsag. Samtidig er vi blevet tæppebombede med myggestik, og Ældste Pode skal ha’ bøjle på tænderne lige om lidt. Og hvis du spørger, så yes. Vi har en fest.

Hvo’n går det så?

For tiden bliver jeg ret ofte spurgt hvordan det går. Og jeg ved ikke, om det er fordi jeg ser dem, der spørger, virkelig sjældent, eller om det er fordi jeg ligner én, som man ikke helt ved hvordan har det, eller om det mon som sidste mulighed slet og ret bare er fordi jeg er blevet opmærksom på det, og derfor tænker mere over selve høflighedsfrasen, end jeg plejer. Men jeg føler en lille smule at jeg bliver taget med bukserne nede. Hver gang. For jeg oplever, at når folk spørger hvordan det går, så har jeg ikke et clue. Jeg aner det ikke. Overordnet set har jeg en ide om at vi har det godt, men når jeg bliver spurgt, så ved jeg ikke engang hvad vi lavede i går. Eller om det er sommer eller vinter. Okay, dårligt eksempel – med de temperaturer vi holder os for tiden, så ved jeg godt efter relativt få splitsekunder, at det er sommer – men du ved hvad jeg mener: Det står helt bomstille inde i mit hoved, mens jeg prøver at lokalisere hvad der er op og ned.

Så nu – i et sjældent stille øjeblik – prøver jeg lige at danne mig et overblik over hvad jeg egentlig ved om mit eget liv og min egen færden; så er jeg klar næste gang nogen spørger:

Jeg ved, at jeg fik stjålet min cykelkurv forleden. Come on, helt ærligt, hvem fanden stjæler en gammel cykelkurv? Eller, så gammel var den faktisk slet ikke (men heldigvis havde en måge netop skidt ned i den). Men altså. To sekunder i Netto, og væk var den. I min optik er cykelkurve fredede. Folk, der cykler med pilefletscykelkurve stjæler ikke (andre folks cykelkurve). Basta. Eller måske gør de. Eller også gør nogle andre. I hvert fald, så stod jeg der, med verdens længste næse og en pakke toastbrød.

Jeg ved også, at da jeg bagefter ankom til SFO’en, var min yngste ved at dø af lykke ved udsigten til at involvere politiet i forsmædelighederne. Altså indtil jeg meddelte ham, at det blev så nok ikke tilfældet. SFO’en var i øvrigt i fuld gang med dets årlige loppemarked, hvorfor mit afkom var forsynet med for fyrre kroner dårligt poppede popcorn og tilnærmelsesvist antikke fodboldkort – og hvis du spørger mig, så er det næsten mere kriminelt at sælge fodboldkort fra 2005 til en intetanende 0. klasseselev, end at stjæle en cykelkurv. Men igen: Alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser.

Jeg ved også, at da jeg senere købte en ny cykelkurv, købte jeg samtidig et polstret sadelovertræk i noget fake fur-polyester-hejs. Muligvis ikke det allermest gennemtænkte, årstiden taget i betragtning: Vi taler fake fur. Vi taler lufttemperaturer på 28 grader. Vi taler ekstrem varm røv.

Jeg ved også, at min ældste ringede i går da han kom hjem fra skole, og meddelte, at der var vand over det hele. Og så var jeg lige ved at begynde at græde, derinde på mit arbejde, hvor jeg sad midt i efterdønninger af et oplæg om værdiskabelse og selvledelse. Mand havde en very important deadline, og havde på ingen måde tid til hverken at tale i telefon eller bekymre sig om en potentiel vandskade – men det var egentlig ikke udsigten til en lejlighed, der stod under vand, og det var heller ikke Mands fravær, der bragte mine tårekanaler på overarbejde. Det var mere det faktum, at i virkeligheden, så er det altid min svigerfar, jeg ringer til når der sker sådan noget her. Og så blev jeg slået lidt om kuld af den dér følelse af, at ville ringe til én, der ikke er her mere.
Kender du det?

Jeg ved også, at senere på dagen fik min yngste solstik til fodboldtræning. Man skal virkelig ikke undervurdere solens magt, hvor skøn den end føles og hvor meget vi end nyder det vidunderlige vejr alle sammen. Verden og København er fuld af folk, der vælter ud fra deres mørke kroge, og suger sommeren til sig. Men man kan, som det fremgår, altså også suge lidt for meget. Bang.

Jeg ved også, at da jeg efterfølgende vandrede grådlabil rundt herhjemme, fik jeg en SMS fra min søde veninde, der sad på min trappesten, og havde gin og tonics med i tasken. Vi gik ned i haven, hvor hun lavede magi med isterninger og citronskaller, og så sad vi dér under de blomstrende jasminer, og snakkede om livets skrøbelighed, og om hvem der havde de grimmeste deller, og den slags, som man kan med én, man har kendt for evigt. Og pludselig var timerne gået, og dagen var blevet en helt anden. Jeg føler mig stadig helt varm i maven på kryddersnapsmåden over, hvor heldig og priviligeret, jeg er. Over at der findes mennesker, som hende, i mit liv. Og over, at hun vil have mig i sit.

Så jo, jeg har det vist meget godt?

PS. Er der nogen, der har tænkt sig at sende en gin og tonic eller en overlevelsespakke med noget psykologisk krisehjælp til Loris Karius? Det gik ik’ så godt vel?

Om at være nogens datter

Jeg blev på et tidspunkt spurgt, hvordan det forholdt sig med mig og min mor. Og det vil ikke være forkert at sige, at vi har et lidt akavet og anspændt forhold.

Helt klart fordi jeg på (alt for) mange punkter ligner min far, og der var en grund til at de blev skilt. Og inden de blev skilt var det lidt op ad bakke, i hvert fald hvis du spørger mig. Stemningen i familien, og tilværelsen i det hele taget. Det er i virkeligheden ret vildt, hvor meget to mennesker, to puslespilsbrikker, som slet ikke passer til hinanden, kan forpeste luften omkring dem. Og midt i det her – til tider ægteskabelige drama – stod jeg. Og synes på mange måder, jeg skulle kompensere for at min far var en klaphat. Jeg tror, at fordi min far holdt min mor ude af sit liv, blev jeg nødt til at lukke hende ind i mit. Mange år senere, fandt jeg ud af, at det havde jeg nok egentlig aldrig haft lyst til. Men det er nogle af de ting, som man ikke kan mærke, når man er i omegnen af fjorten år, og prøver at finde ud af hvordan alle har det. Hvordan stemningen er. Hvor meget på listesko, man skal gå. Men selv om man prøvede at gennemskue det hele, så var det ligesom om, at der alligevel altid var noget, der kom bag på én.

Først langt senere, og langsomt, dæmrede det for mig, at det ikke var helt normalt at gå rundt, og være ked af det hele tiden. At mange andre levede en helt anden type liv. En lettere type liv. Jeg oplevede en snert af den type liv, og jeg ville ha’ mere. Og jeg ville have det for mig selv. Uden min mor til at tage stilling til indholdet af dét liv for mig. Jeg følte dels, at min mor trak fordums mørke med ind i det lysere liv, jeg nu forsøgte at leve, og jeg følte, at hun puttede mine udtalelser i bokse, som hun kunne putte labels på. Kategorisere. På en anden måde end jeg selv ville kategorisere dem. Hvis jeg da overhovedet havde brug for at kategorisere dem.

Så hvis du tænker, at vi er ude i et forsinket teenageoprør, så kan du måske godt ha’ ret. Men egentlig tror jeg, at vi skal længere tilbage. Til vil-selv-fasen. For jeg vil og kan faktisk en del. Også selv om min mor gentagne gange fortæller mig, at det ville jeg aldrig kunne. Og nu tænker du måske, at min mor ikke er sød. Men det er hun. Hun er et utroligt elskeligt menneske, og folk sætter stor pris på hendes umiddelbarhed og hjertelighed. Fordi hun vil alle mennesker det bedste. Også mit bedste.

Jeg kæmper bare stadig med at ryste hende af mig, samtidig med, at jeg forsøger at få hende til at slippe mig som det barn, jeg er i hendes øjne. Ja, jeg ved jo godt, at jeg altid vil være hendes barn, men børn er som biblioteksbøger (læste jeg engang); de er til låns, og det er lidt som om min mor glemte at afleveringsfristen var overskredet. Derfor, og af tusinde andre grunde, bliver jeg arrig i en ubeskrivelig grad efter blot få minutters samvær eller snak med min mor. Jeg får lyst til at skrige og trampe i gulvet af ren og skær frustration, og råbe noget i retning af: ”MOR!! Ser du ikke, at jeg har født tre børn, og at de rent faktisk stadig er i live?! At de har tøj på kroppen, får mad på bordet, at jeg har et job? At jeg har formået selv at finde hen til hundredvis, måske tusindvis, af toiletter i min levetid efter at jeg fløj så langt væk hjemme fra som jeg overhovedet kunne?!” ….

Men det gør jeg ikke. Skriger. Men jeg bliver endnu mere indebrændt, og luften bliver tyk af det, der aldrig bliver gjort, og af de følelser, som ingen ved, hvordan skal håndteres.

Ergo holder jeg min mor en armslængde fra mit liv. Fordi jeg ikke vil umyndiggøres, og fordi jeg ikke vil høre hendes mening om mit liv. Fordi hun skal forstå, at vi er to forskellige personer.

Det kan godt blive til nogle lidt dræbende samtaler vi har kørende, fordi jeg ikke fortæller nogen ting. Altså vitterligt ingenting. Virkelig. Måske de små ting, men ikke de store ting, der fylder i mit hoved. Den slags.

Samtidig, så ved jeg også godt, at det ikke er løsningen. At tingene ikke bliver lettere af den grund. Faktisk bliver de sværere, og det hjælper heller ikke på det, at min mor er ved at komme op i årene. Hun er her jo ikke for evigt, og det tænker jeg ofte på, når jeg har afsluttet en samtale.

Jeg ville ønske, at jeg var et større menneske. Ét af den slags, som er overbærende. Som kan ryste alt det hele af sig, og opføre sig anstændigt, og sige ”Jeg elsker dig, mor”. Det er bare lige som om jeg ikke helt besidder den evne. Jeg er mere sådan én, der vrisser ting som ”Over i den anden vejbane, mor. Hallo! Vi kører venstre mod venstre!” og den slags. Og når hun så er taget hjem, eller vi er taget hjem, eller hvordan det nu forholder sig de få gange om året vi ses, så bliver jeg trist. Fordi jeg heller ikke denne gang var det større menneske; fordi hun er gammel, og fordi hun vil mig og os det så godt, og så blev det – igen – akavet og anspændt. Vi forpassede endnu en chance.

Så jeg er vred og frustreret. På mig selv, allermest, men også lidt på hende. Og samtidigt, så synes jeg det er virkelig sejt, at hun ikke har tid til at tale når jeg ringer fordi hun sidder og fotoshopper billederne fra turen til Færøerne sammen med Gertrud.

Livet er skørt. Og fuld af alle mulige underlige former for kærlighed.

Fotograf: Palle Pophår

Drømmer du om weekend på landet?

Vi har jo det hersens sommerhus, som vi frekventerer fra tid til anden, når ikke ungernes fridage på forhånd er sandet til med børnefødselsdage og sportsaktiviteter. Og kids nowadays har virkelig fuldt program, så man skal være ude i rigtig god tid, hvis man vil have noget at skulle ha’ sagt i den forbindelse. Til gengæld er det virkelig skønt når vi så endelig er afsted. (Eller det synes i hvert fald den voksne del af selskabet. Den yngre del har velsagtens mest en følelse af at være blevet sendt lige lukt tilbage til middelalderen. Men altså.) Så nyder vi lidt stilhed, lidt fuglekvidder, noget bølgeskvulp og frisk luft. Græs under fødderne og højt til himmel. Klapser et par myg.

Men hvor vidunderligt det end er at være afsted, så er der noget, der ikke altid stemmer, når regningen skal betales. Og det er når man kommer hjem. Med alt for meget vasketøj, og børn, der har Fortnite-abstinenser, og opfører sig som drug addicts på en ufrivillig kold tyrker. Det er som om det pludselig bliver hverdag på en søndag, hvor man lidt for sent opdager, at der er for få timer til for mange gøremål. Så hvis du nu går og drømmer om et weekendliv på landet, så skal du lige vide, hvad der rent faktisk kan ske, når man kommer hjem fra sådan et sommerhusophold – alt sammen selvfølgelig et tænkt scenarie, og slet ikke nødvendigvis fra i mandags, ahem.

Forestil dig dette:

Vi rammer vores bopæl midt på eftermiddagen, og ret skal være ret: Vi har kun haft to poder med på tur; den tredje er til fodboldstævne, og skal afhentes på et tidspunkt, som ingen rigtig kender.

De to tilstedeværende unger har, siden vi satte os ind i bilen, befundet sig i denne her tilstand:

…hvilket ikke afholder dem fra at opføre sig sådan her, på det tidspunkt hvor de bringes til live igen:

Lidt efter hjemkomst (cirka på det tidpunkt hvor jeg finder ud af, at skabet med vaskepulver er VIRKELIG klamt, og derfor sporenstrengs går i krig med noget hovedrengøring) forlader Mand den synkende skude, og drager ud i verden for at nedlægge et par boller fra Kohberg samt en 4-5 liter mælk foruden det løse. Egentlig skulle jeg i bad, men efter at ha’ tæppebombet visse dele af køkkenet med Ajax, kaster jeg mig i stedet ud i en klipning af Mindste Pode, som har et stærkt og brændende ønske om at ligne De Gea. Der er googlet fotos, og vi vil se sådan her ud:

(Ansigtsudtrykket følger også med)

Men cirka halvvejs i klipningen står klipperen af – ikke bare på batteriet-er-fladt-måden, men på jeg-vil-ikke-leve-mere-måden, og efterlader mig med en pode, der nu er i besiddelse af en vældig, vældig asymmetrisk frisure. Jeg retter lidt hist og her med saksen, men det ændrer bare ikke så satans meget på det faktum, at ungen sådan frisuremæssigt lidt ligner et færdselsuheld. Vi har med andre ord kun De Gea i den ene side. De Gea features grydeklip, kan vi måske kalde stilen, men heldigvis er jeg begavet med en unge med et lyst sind, som synes det er herre-sejt. Ungen synes han styrer for vildt med den fritte, og jeg har lissom ikke noget andet valg end at lade ham blive i troen: Det er 2. pinsedag, og der er ikke en frisør åben i miles omkreds.

Heldigvis kvitterer fodboldpoden, da han kommer hjem, med også at være synligt dupperet – hvilket må siges at være helt usædvanligt for denne pode. De Gea høster komplimenterne med verdens største selvfølgelighed, og jeg tænker at alt ånder fred. Der er så meget de voksne ikke forstår. Og om lidt har vi tilmed skabt en helt ny trend, en hår-dille, om du vil.

Men alt ånder ikke fred. Måske på hårfronten, men ikke hvad angår fodboldpoden, der er ved at segne efter weekendens strabadser. Han har det, som vi andre har det efter en uendelig lang uge på jobbet. Han er fladmast og tappet for kræfter. Han synes vi er for MEGET, vi fatter IN-GEN-TING, og han opfører sig i det hele taget fuldkomment ligesom mig – hvilket jeg så står og tænker lidt over, alt imens jeg forsøger at kreere intet mindre end fire forskellige aftensmåltider (vi er jo kræsne, remember?), og mens jeg rør i pastaen glæder jeg mig mestendels til alle børn er blevet tvangsputtet klokken alt for tidligt.

Hov, fire? siger du måske – men I er da fem? Korrekt, men på det tidpunkt har Mand for længst rømmet scenen; han er taget afsted for at løbe løb med hans kongelige højhed kronprinsen sammen med tusindvis af andre mennesker i indre by. Han kommer hjem langt senere (efter den alt for tidlige tvangsputning), medbringende en perverst stor medalje, og bedyrer stolt, at han overhalede kronprinsen efter tre kilometer. Om jeg ikke så det? På TV? Hm. Nej.
Men jeg har stadig ikke været i bad.

PS: Hvis du spotter en unge i trafikken med mega-mærkeligt hår, så yes. This is my doing. I did that.

Nu jeg er i gang #4

… så er jeg muligvis gået over gevind med denne her type indlæg – men jeg er egentlig ret vild med at skrive dem.  Skal nok prøve at tage en slapper. Promise.

…. så var jeg også ret vild med Harry og Meghans bryllup i lørdags. Flankeret af Stéphanie Surrugue, Kåre Quist og Jesper Høvring på DR1, sad jeg med måsen solidt placeret i en af mine ungers kurvefletstole i stive fem timer (needless to say, så er jeg stadig en kende stiv i skroget efter den omgang). I de fem timer blev jeg fodret med informationer om hosebåndsordenen, om Dirty Harry-perioden, om ananas i egen juice, og om kardinallilla rober. Takket være den dårlige internetforbindelse i vores sommerhus kan jeg derfor nu med mere end 48 timers forsinkelse konstatere, at Pippas derriere nok ikke trækker overskrifter i denne her omgang, men at Oprah virkelig, virkelig kan se mistænkelig ud the spooky way, når hun beslutter sig for at gå undercover. Hemmelig agent bliver hun nok aldrig. Og nej, Posh Spice smiler stadig ikke. Til gengæld har jeg tænkt virkelig meget over, hvilket væddemål Meghan mon har tabt for at gøre sig fortjent til at køre det sidste stykke vej til kirken med Williams børn alene i bilen.


Og…. fra den ene yderlighed til den anden:

… så er vi nu lykkelige indehavere af ringorm. Igen. Lægen så et øjeblik ud som om der var udbrudt Ebola i hans praksis, hvorefter han med en energiske pumpen, tømte sit arsenal af håndsprit ud på blot ganske få sekunder.

… så blev jeg vældig fornærmet da vi stod på apoteket for at afhente cremen, som lægen havde ordineret, og pigebarnet bag skranken blinkede med sine eyelash extensions, og spurgte om der mon var et bestemt mærke, vi foretrak?
Jeg forestiller mig, at hun tænkte, jeg ville sige noget i retning af:
“Ja, altså SIDST vi havde ringorm, der brugte vi det fra FriForRingorm, men dét som vi brugte forrige gang, som var fra Ringorm-PIST-væk, det var bare SÅ meget bedre! Men jeg har også hørt, at det fra Aldrig-Mere-Ringorm skulle være virkelig godt, så det kan godt være, at vi skal prøve det denne her gang, og så kan vi altid skifte tilbage til Ringorm-PIST-væk NÆSTE gang vi får ringorm? Eller hvad tænker du?”…. 
Altså bortset fra at vi nu har haft ringorm TO gange, så er vi jo ikke sådan nogen, der har ringorm hver eller hveranden dag, vel. Og vi går også i bad, og den slags. Og jeg er stadig fornærmet, kan du godt høre.

… så prøver vi nu at få den pode, som er i besiddelse af bemeldte ringorm, til at glemme alt om den lidet flatterede titel på svampeangrebet, og derfor har vi samtaler, der lyder sådan her:
Mig: “…og nu skal vi liiiige ha’ smurt de hersens……”
Poden: “ORME!”
Mig (rædselsslagen): “NEJ! Nejnejnejnej, det er ikke orme. IK-KE orme! Og hvis nogen spørger dig hvad det er, så siger du bare, at det kan du ikke lige huske hvad er… Er du med på den?” 
(*Pode nikker artigt*)
Og please – sig at du også engang har bedt din pode om at lyve.

… så undrer det mig såre hvordan de ringorm har fundet vej til os, som bor inde midt i byen med adskillige kilometer til nærmeste klappeged. Tænker ringormen har muteret til en form for luftbåren fugleinfluenza.

Og nu skal jeg nok komme tilbage i kampen. Håber du har haft en FANTASTISK pinse!

PS: Jeg overvejer fortsat, om ikke jeg burde investere i en fascinator. Det er da næsten en menneskeret, er det ikke?

Blomsterfotograf: Palle Pophår

Og festen varede i syv dage

Or at least that’s how the fairytales end. Men vi er ikke ude i noget med de syv små dværge her, ej heller noget med noget happy ending – nej, vi taler såmænd bare om børnefødselsdage. De har det med at tage lidt om sig, nemlig. Jeg ved ikke, om det samme gør sig gældende for fejringen af dit afkom, hvis du er i besiddelse af sådan et (eller flere)?  Én ting er selve fødselsdagen, men festlighederne slutter (som nogen vil vide) slet ikke her: Poden skal nemlig også fejres i skolen, til diverse fritidsaktiviteter OG til den dersens børnefødselsdag, du ved nok. Og det var så i søndags.

Så mens jeg sådan nærmest tilfældigt opdagede, at det faktisk var Mors Dag, fordi alle mulige tænkelige og utænkelige sociale medier svømmede over med kærlighedserklæringer, blomsteropsatser, morgenmad på sengen og spaophold, ja så valgte vi at bruge den ellers i øvrigt solbeskinnede søndag i et relativt mørklagt aktivitetscenter sammen med drengeflokken fra nulte.

Og selvom det faktisk er en virkelig sød drengegruppe (og det er det!), så er sådan en børnefødselsdag helt grundlæggende noget, som jeg bare skal have overstået hurtigst muligt. Jeg bliver angrebet af en form for angst (måske du husker, at jeg har skrevet om det for et par måneder siden lige her?), og det er som bekendt ikke de mange kager, der skal bages, som jeg er oppe imod, det er mængden af børn. Det føles som en form for akut iltmangel, og jeg tæller hvert sekund til mareridtet er overstået. Jo. H-v-e-r-t sekund.

Sagen er den, at det er fuldstændig som en invasion fra det ydre rum. Har du nogensinde tænkt på det? Hver dreng, sin version af en lille grøn, småslimet alien: Du kender den ikke; du ved ikke hvilke regler den efterlever, om den selv kan tage sko på, eller om dens ører fungerer helt, delvist eller slet ikke. Du ved ikke om den selv kan finde til og fra toilettet, hvilken Gud den tilbeder, hvad den kan li’, eller hvad den spiser. (Mennesker? Andre mødre?).

Det eneste du med sikkerhed ved er, at du vil blive udfordret til det yderste, og at du eventuelt vil blive taget som gidsel i et interplanetarisk rumkapløb. Du ved ret beset heller ikke hvem der har vundet når slaget er endelig er udkæmpet, men du ved, at succeskriteriet er ren og skær overlevelse. Intet mindre.

Men! Du skal faktisk også overleve de andre forældre, der – uagtet hvor søde de er, og uagtet hvor godt du klikker med adskillige af dem – kommer i flok, og du bliver nødt til at LYVE dem op i ansigterne når de spørger, om det er gået godt. Særligt skal du forberede dig på at det er skidesvært at lyve overfor Benjamins mor, og sige til hende at alle har været SÅ søde, når du mestendels har haft lyst til at slæbe Benjamin ned til den nærmeste dam, og drukne ham. Du skal heller ikke sige til Pauls mor, at de måske liiige skal ta’ at øve sig lidt på det der med selv at tage fodtøj på (uagtet din egen Mindste Pode hver morgen uden undtagelse græder salte tårer over sine snørebånd, som han (heller) ikke kan binde).

Sideløbende med at du skal håndtere forældrene, og foregive at ha’ overblik over hvor deres afkom mon befinder sig (og det kan være MANGE steder!), skal du samtidig være forberedt på, at din ældste muligvis facetimer dig midt i det hele nede fra køledisken i Føtex. Og selvom du er vældig, vældig glad for at du har lokket ham ud i dagslyset efter en enkelt lille ting, og selvom du har sagt at han IK-KE skal ringe klokken 15 når alle aliens bliver afhentet i deres respektive rumskibe, så er du alligevel ved at poste ham en omgang miltbrand pr. SMS fordi han sender live fra edamamebønnerne klokken to minutter i.

Sidst, men ikke mindst, skal du også øve dig i at udvise lidt mådehold, bare en lille smule, og ikke sige “PIS!” til den sidste forælder, når du opdager at I har glemt at uddele alle slikposerne.
Right.
Roger and out.

Uddrag af samtale med en alien:

Mig: “Har du ikke lyst til at komme ind og spille stikbold med de andre?”
Alien: “Nej. Jeg kom til skade på min cykel på vej herover.”
(Der bliver ledt længe efter en ikke-eksisterende skramme).
Mig: “Måske du er klar lige om lidt…”
Alien: “Dét tror jeg ik’ du skal regne med!”
Mig: “Nåda! Du er måske slet ikke glad for at spille bold?”
Alien: “Nahaj!”
Mig: “Nåmn, hvad kan du så rigtig godt li’ at lave?”
Alien: “Jeg kan KUN li’ at spille iPad!”
Mig: “Nå for Søren. Ja, det kan jo godt gå hen og blive lidt svært lige her…. bumbum…. Er der slet ikke andre ting du kan li’?”
Alien: “Nogle gange kan jeg godt li’ sådan noget hvor man klæ’r sig ud, og slås med sværd!”
Mig: “Rollespil!! Man kan gå til det, gør du det?”
Alien: “Ja. Eller jeg har gjort. I sådan ÉN uge. Måske to. Så synes jeg ikke det var så sjovt alligevel.”
Mig: “Nej, okay….”
Alien: “Men jeg skal måske snart til at begynde og spille fagot!”
Mig: “Holddaop!”
Alien: “Altså, ved du overhovedet hvad en fagot det er for noget?”

Okay hit me. Hit me hard.

Nu jeg er i gang #3

… så var jeg for nyligt på seminar med overnatning. Og jeg sværger, det er lidt af et mirakel jeg fandt både til og fra mit værelse; en enkelt gang var jeg faktisk lige ved at ringe til konferencecenterets reception for at få dem til at sende en hundepatrulje afsted efter mig. Det er heller ikke det fedeste, at komme halsende halvvejs inde i session 4, mens alle andre er godt i gang, og man kun har sin utroligt dårlige stedsans at skyde skylden på. Og hvis man hæst hvisker noget i retning af at man jo fucking troede man skulle DØ dernede, så er det lissom om de øvrige deltagere bare ikke helt har fanget, hvad det er, man lige har været igennem, vel.

… så havde de – på selvsamme konferencecenter – nogle virkelig store spejle, og jeg tør godt afsløre, at det ikke gjorde noget som helst godt for mig. Intet.

… så døde vores firhjulede nærved og næsten her i starten af ugen. Hvilket i øjeblikket føltes en anelse vemodigt, men ikke mindst også pissehamrende røv-irriterende, primært fordi vi havde up-coming børnefødselsdag med alt hvad det nu indebærer af logistik og fragten gaver og køren i sommerhus, og hvad ved jeg. Heldigvis – praise the Lord! – er jeg indehaver af en yderst praktisk, og ikke mindst rummelig cykelkurv, og hvem siger, at man ikke kan fragte en kagemand i sådan én? Måske den ikke kan transporter hele familien i sommerhus, men spørgsmålet er, om der overhovedet er nogen som helst, der opdager, at al matadormix’en er raslet af? Altså af kagemanden? Nej, vel? I should think not, og hvor der er vilje, er der vel vej, som de si’r.

… så tænkte jeg forleden på, hvor meget forårets komme på sin vis svarer lidt til at blive vækket til live igen. Man dør en lille smule dag for dag i løbet af vinteren, og pludselig, når bøgen og anemonerne springer ud – så får man livet i gave en gang mere. Det er da fantastisk, ikke?

… så har jeg – apropos vækning – set mig nødsaget til at skifte min alarmtone ud til noget lidt mindre pip-pip-agtigt. Der sker nemlig ellers det, at når solen spreder sine første spæde stråler over land, og skaderne ude i afløbsrenden (nedløbsrenden, tagrenden, whatever) bryder ud i noget smårustent skræp, ja så tror min mand simpelthen, at han skal hjælpe mig med at høre vækkeuret. Egentlig meget sødt, men også en smule belastende, sådan at blive vækket med tyve minutters intervaller fra klokken lidt i fire. Jeg opdagede til gengæld forleden, at en af mine kolleger har en ringetone, der består af skrig fra gyserfilm, og jeg tænker egentlig, at det må være det helt rigtige valg.

… så har jeg været i vandet i dag for allerførste gang.
Og jeg kan kun sige ét ord:
KOLDT.
Koldt som ind i helvede.

… så har Ældste Pode officielt valgt familien og sommerhuset fra. Han kunne lige trække sig igennem otte timers fødselsdagsfejring af sin lillebror, inden han hijackede et lift til staden med sin farmor i forgårs. Han har kun ringet to gange foruden et enkelt lommeopkald, og lige nu befinder han sig til en fest, som jeg havde glemt alt om at han skulle til. Jeg tænker, det er et sundhedstegn. Og alligevel er det altså en lille smule svært at forholde sig til…

… så har jeg vundet mit første væddemål mod Mand. 18 år, tog det, og jeg troede ALDRIG det skulle ske. Og nu kan jeg ikke engang huske hvad vi væddede om, men faktum er, at jeg nu er indehaver af virkelig mange marcipanbrød. Og jeg kan ikke sige mig fri for, at jeg i skrivende stund render rundt og opfører mig sådan her:

Det er de små ting, du ved.
Kan du ha’ en fantastisk lørdag aften?

“It’s not burnt – it’s just enthusiastically crisp”

Da jeg boede på Island et ultrakort øjeblik af mit liv, var jeg på et tidspunkt inviteret til middag hos et par med tre børn. Tre søde børn. Smukke børn, med smukke navne. Børn, der elskede mad, og som smilende konsumerede uanede mængder syrnet havtaske og fårenosser i gelé.

Og ja, når jeg tænker på dette, så undrer jeg mig lidt over, at billedet hjemme hos os er et helt, helt andet. Ingen glade unger kværner eksotiske egnsretter. Poderne er nemlig kræsne. Jeg forstår det faktisk godt, for jeg var også virkelig kræsen, da jeg var barn (og enkelte *host* i min bekendtskabskreds ville måske endda gå så vidt som til at mene, at det er jeg stadigvæk), og det kan faktisk fortsat være lidt af en overvindelse for mig at komme igennem en buffet med andet en skive flute og en pakke Lurpak i den indskrumpede udgave.

Nå, men væk fra buffeten, og tilbage til ungerne: Nu er det, at nogen måske vil komme med gode råd om at voldblende sine grøntsager til ugenkendelighed, og tage børnene med i køkkenet, og den slags. Og det er uden tvivl rigtigt – jeg har nemlig OGSÅ læst den bog, yes I have – men det koncept er bare ikke altid så konvertibel med en lidt småpresset hverdag. Nogle gange er der kort sagt ikke det der ligner overskud til at skulle styre en pode i besiddelse af en relativt stor kniv, der, uagtet hvor sløv den end måtte være (kniven, altså), kan vise sig at være dødbringende i mødet med en smårynket og uhåndterlig peberfrugt. Og hvis du tænker ahhrrrr, hva’?!, så jo: Der er faktisk i tidens løb blevet udgydt store mængder blod i vores forholdsvis lille køkken, og jeg siger dig, det er næsten er mirakel at alles liv og fingre fortsat er intakte frem til denne dag.

Well, poder i køkkenet eller ej, så kommer der mad på bordet hver aften, og i den ideelle verden, så sprang konfettikanonerne over hovedet på mig i det øjeblik jeg placerede gryderne på bordet – men det er ligesom om dette lykkelige øjeblik aldrig helt indtræffer, hvilket kan undre. Jeg synes faktisk jeg prøver at tilgodese alles ønsker, men sjovt nok er det nu gået hen og er blevet som en slags Groundhog Day for mig, det dér aftensmåltid. Scenarierne afviger kun en smule; de er generelt temmelig opslidende, og det som jeg hører, er følgende:

Mulighed nummer 1) – kort og godt: ”Dét kan jeg IK’ li’!”
(Keep it simple, stupid)

Mulighed nummer 2) ”Hvorfor skal vi ALTID ha’….”
Tilsæt her et utal af varianter, eksempelvis:

  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ noget som JEG ik’ ka’ li’?!”
  • “Hvorfor skal vi ALTID ha’ det der kylling-nå’ed hver gang vi er i sommerhus?”
  • “Hvorfor skal vi ALTID kun ha’ KLAMT mad?!” 

Mulighed nummer 3) ”Må jeg få toastbrød?”
(Nej, gu’ fanden må du da ej få toastbrød når jeg har stået her i mit ansigts fodsved og klampret et sundt og nærende måltid sammen til dig.)

Overordnet set er reglerne disse 5:

1. Uanset hvilken ret du laver, vil der altid være mindst to andre, der hellere vil have noget andet.
Det betyder, at hvis du har lavet kartoffelmos den ene dag for at glæde for eksempel Mindste Pode, vil der altid være en anden, det efterspørger lasagne, og en tredje, der hellere ville have laks. Når du (eller i det her tilfælde Mand) dagen efter har lavet lasagne for at glæde for eksempel Mellemste Pode, ja, så er der en anden, der efterspørger laks og en tredje, der hellere vil have kartoffelmos. Du vil med andre ord aldrig opnå fuld tilfredshed hele bordet rundt, og hvis du ikke vidste det før, så ved du nu, at utak vitterligt er verdens løn.

2. Selv når du prøver at efterkomme et ønske, er det langt fra sikkert, at succesraten stiger af den grund. Du kan nemlig for eksempel komme ud for, at den pode, som den ene dag ser bebrejdende ned i gryderne, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG spaghetti-millionbøf?” allerede den næste dag – når du netop har lavet spaghetti-milionbøf – lyder som et ekko af sig selv, når han stirrer forfærdet på millionbøffen, og siger “Ejjj! Hvorfor får vi ALDRIG biksemad?”.
I slige tilfælde vil der så være ikke bare to, men hele tre poder, der tror, de skal dø.

(Og så de korte:)

3. Alt hvad der kan gå galt, vil gå galt. Thanks a lot, Murphy.

4. Forvent ikke, at dine børn kan lide den mad, du laver til dem: Det kan de ikke.

5. Vid, at så længe ingen græder, er det en ubetinget succes.
…og at du ville være millionær hvis det var muligt at oddse på sandsynligheden for at der hver aften klokken cirka 18:00:dut gives i omegnen af zero fucks for din indsats.

Velbekomme. Og selv tak.