… er der nat og dag. Men ikke opdelt i lys og mørke. Det er mest af alt sådan temmeligt tåget.
Dagen
….er der, hvor min hjerne trættes. Hvor jeg gradvist, men alt for hurtigt, bliver pulveriseret bag skærmen. Hvor jeg taber tråden, og dobbelttjekker mit eget arbejde, fordi jeg ikke kan huske, hvad jeg har lavet, og hvad jeg ikke har lavet. Hvor jeg åbner kun få minutter gamle mailudkast, og tænker hvad fanden er nu det? – fordi jeg slet ikke har hverken sans eller samling nok til at huske, hvad jeg tænkte kun ganske kort tid forinden.
Dagen er kort sagt der, hvor min hjerne i løbet af dagen føles mere og mere som en elastik, der er blevet mør og porøs, og har mistet al sin spændstighed. Og når jeg kommer hjem, er den som blæst for alt hvad der er sammenhængende og rationelt. Tilbage er et tomt rum, med alt for mange lyde, og alt for meget ekko.
Det er der, jeg er.
Natten
….er en lang og sløret film fyldt med huller, og hvor det eneste, der er konstant, er en følelse af desperation over, at der er noget, der er, som det ikke skal være.
D-E-R E-R N-O-G-E-T D-E-R E-R S-O-M D-E-T I-K-K-E S-K-A-L V-Æ-R-E!!
Jeg vågner flere gange, panisk, mens jeg forsøger at finde ud af hvad der udløser det hele, og hvor fejlen er. Men det er ligesom om der ikke er en forklaring på den fejlmeddelelse, der vises i displayet; den findes simpelthen ikke i manualen. Så derfor vender jeg samtlige tænkelige problemstillinger, vender hver en sten i min søgen, og jeg kan stampe rigtig mange op fra dybet. Og det mest paradoksale er, at hovedparten slet ikke har nogen som helst betydning. Det er ingenting. Det er bittesmå bagateller, der bliver forvandlet til kæmpestore monstre. Og de fylder min nat, sammen med ting, jeg skal huske, og det hele bliver en grødet masse af … plummer. Hvis ellers det ord nogensinde fandtes sådan for real.
Og det er den magt natten har. Den er lang, og den er sort, og den gør alting så meget værre. Natten er fyldt med blindkroge, lange skygger og åndenød.
Det er også dér, jeg er.
Og jeg ved ikke, om det er dagen, der gør det svært at komme igennem natten, eller omvendt. Eller hvad der var den egentlige udløsende faktor, hvis der findes sådan én. Men jeg ved, at jeg savner mig.
Og det tror jeg også, at der er andre, der gør.
Fotograf: Palle Pophår.
Gys…
Jeg har skrevet flere forskellige versioner her, jeg har slettet igen. Det lød bedrevidende og som om jeg tror jeg er meget klog. Så det duede ikke. Det er slet ikke det jeg vil.
Men jeg håber du får noget god hjælp, og jeg ønsker det bedste for dig, og sender dig gode tanker.
Og det var i virkeligheden det allerbedste, du kunne skrive! 💕
Du giver faktisk en meget god beskrivelse af stress.
Jeg ved det. Desværre… 😱
Træk i nødbremsen, så du kan få smurt hjulene i stilhed ❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️❤️
Har har trukket en lille smule, og smø’r ALT hvad jeg kan. Overhovedet.
Puha. Det lyder ikke godt. Afsted til lægen med dig. En sygemelding og en psykiater. ( For medicinens skyld) og en psykolog for sindets skyld. Afsted afsted med det vuns.
Jeg ved det godt. Der er nogen, der er inde over. Jeg overvejer pros and cons i forhold til… tusind ting, i virkeligheden. 😘
Du har stress. Eller en (langvarig) belastningsreaktion, som min læge kalder det.
Du beskriver, hvordan jeg havde det for 1 1/2-2 år siden, og det er virkelig ikke et rart sted at være. Jeg blev sygemeldt i august ‘17 – og er det stadig. Nok i virkeligheden fordi jeg selv medvirkede til at komme alt for langt ud, før jeg reagerede. Jeg er sygeplejerske; jeg kender tegnene. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af at koble dem sammen med mig selv, for “sådan er jeg ikke”. Det var jeg. Og det ér jeg, selvom jeg har det meget, meget bedre idag.
Men jo længere, man kommer ud af den tangent – jo sværere, og mere langvarigt, bliver det at finde tilbage igen.
Jeg skriver virkelig ikke dette for at “skræmme” dig, men for at lade dig vide, at du ikke er alene i den satans båd. Og for at sige til dig, at du skal have nogen til at hjælpe med at passe på dig. Nu.
Ofte, når nogen har det ad helvede til, siger vi til dem, at de skal passe på sig selv. Men det KAN man ikke, når man er dér. Der har man simpelthen behov for, at andre passer på én. Så du skal gå til din læge, og du skal sygemeldes. Nu – ikke om en måned.
De aller-, allerbedste tanker til dig! Kh Signe
Ja, du har helt ret, det er det, jeg har. Begge dele. Og det skræmmer mig ad helvede til. Og lige nu står jeg med et ben i tusinde lejre, og ved ikke helt hvor jeg ender henne. Mega-mange tak fordi du skrev din personlige historie, Signe! ❤️
Enig med de andre. Det der kræver en sygemelding?
En slags, i hvertfald… 😯
Det er slående, og hjerteskærende, hvor stor forskel der er på dine jule- og nytårsindlæg, med god lang alenetid, og så det her – det lyder virkelig ikke rart. Og en god jul retter ikke op på noget-der-er-som-det-ikke-skal-være.
Jeg er slet ikke i sundhedsvæsenet eller har prøvet det selv i den grad, men, hvis jeg må spørge, hvorfor bliver du ikke sygemeldt? Spurgt i girafsprog fra hjertet.
I allerbedste mening, og med kærlig hilsen, selvom jeg kun kender dig herfra.
Tusind tak for den kærlige hilsen og for girafsprog fra hjertet! ❤️
Det, de andre skriver – skynd dig at finde nødbremsen!
Jeg leder, jeg leder!!
Kære du, du skal lytte til kommentarsporet. Det lyder slet ikke godt sådan som du har det. Lad nogen hjælpe dig. Knus ♥️
Jeg ved det godt. Tak. Og kram til dig 😘
💓💓💓.
Jeg hepper også på, du finder et sted at trække vejret roligt igen, søde Maude. Og det er ikke sikkert, du kan finde det uden en anden i hånden til at lede med, tænker jeg? Men jeg sikker på, du kender nogen tæt på dig, der vil gå turen med dig. Måske, du skal spørge der først, hvis du tænker selv, at har brug for selskab på rejsen? (: Jeg ved ingenting, men håber af hele hjertet, at det snart lysner for dig💓.
– A
Tak! Og ja, det er altid bedst med nogen man kan holde i hånden på vejen mod… et eller andet. Og verden er fuld af vidunderlige mennesker! 💕
Åh❤️
❤️
Kram til dig
Tusind tak, Rikke! 😘
Hvor er det nogle smukke, stærke ord. Klem til dig.
Tusind tak, Sofie – og klem tilbage til dig! ✨
Også kram herfra ❤️ sådan skal du ikke ha det. Du må finde en, der kan hjælpe dig.
Tak skal du ha’, og stort kram tilbage til dig, Mette T.
Årh ❤️
Jeg ønsker sådan for dig at du slipper ud af Skærsilden, og finder dig igen. Måske føles vejen lang og fuld af op-ad-bakke, men jeg ved af egen erfaring at lyset findes, og kan tændes igen ❤️
Jeg håber også, at jeg kan tænde det igen – jeg skal bare lige ha’ fundet mit fyrtøj!….
Hvad de andre siger! Og får du brug for en skulder, en kop kakao og/eller en lang gåtur til at tage toppen, siger du til, mkay?!
Jep – så kan du tro, jeg sender dig en SMS!
Åh altså, jeg sender gode tanker og et kram. Det er vist alt, jeg kan gøre. Kh. Birgitte
Tak, Birgitte!
Det der er mere skræmmende en en gyserroman. Du skal sygemeldes, og jeg tvivler på at “en lille smule nødbremse er nok”, det har jeg testet engang og det slog ikke til.
Gør det nu. Verden forsætter med at dreje rundt, og du får det (efter noget tid) bedre.
De allerbedste ønsker – Hanne
Det er også virkelig skræmmende at være midt i! Tak for alle dine rare ønsker og tanker, Hanne!
Av av av. Jeg kan ikke bidrage med noget nyt, så du får bare et stort, virtuelt knus og inderlige ønsker om, at du finder den rigtige vej ud af dette.
Av av av. Jeg kan ikke bidrage med noget nyt, så du får bare et stort, virtuelt knus og inderlige ønsker om, at du finder den rigtige vej ud af dette morads.
Hov. Jeg behøver da vist ikke at gentage mig selv …
Jojo, det er SÅ fint – så får jeg da lige dobbelt op på Ellen! 😘
Sending you hugs… I know too well how you feel. Even if there is nothing to worry about, my brain invents something. It stays like a lump in your chest. xox
It really does! Hugs to you too! 😘