Historien om et korthus

Kender du de der dage, hvor tårerne presser sig på allerede fra morgenstunden? Og hvor man bare ved, at der er lang vej igen? At dagen på ejendommelig vis er en slags ørkesløs vandring frem mod det tidspunkt, hvor man kan give lods, og gå lidt i stykker? Krakelere en lille smule?

Det er for eksempel sådan en morgen, hvor vi taler om, at Mellemste Pode om eftermiddagen skal ind og besøge sin kammerat i Ronald McDonald-huset. Og at hvis man skal hoste eller nyse derinde, så er det for Guds skyld ned i ærmet, og ikke røre ved for meget, fordi man slæber al mulig lort med fra verdenen udenfor. Allerede på det tidspunkt mærkes den lette svien af tårer, der strømmer frem mod dagens lys, men det gør det mere håndterbart at tale om baciller og praktikaliteter frem for at tænke på, at der findes børn, der er så syge, at ens hjerte brister alene ved tanken. Men det panser man prøver at bygge op, bliver splittet i atomer, når Mindste Pode kvitterer med at sige “Det var lissom dengang med Bedstefar… Jeg savner ham… (…det gør jeg også, min skat…) Men vi tænker på ham når vi ser på solnedgangen…”.
Mine smukke, kloge drenge.

I løbet af dagen kører tingene heller ikke sådan helt spitze derinde på det dersens job, langt fra, faktisk, og på vej derfra bliver man fældet af en kantsten. Farvel røv-dyre strømpebukser, og goddag syv hundrede blå mærker og en enkelt hudafskrabning. Og hjemme efter styrt meddeler Mand, at han lige har brug for en løbetur, og helst inden aftensmaden. Og meget kan man klare (hvis man nu skal lave en Yvonne), men lige dér knækker filmen, og tårerne stiger, som var det tidevand. Fordi man er lidt i chok (over alting i virkeligheden), og slet ikke kan overskue at skulle udrede eventuelle søskendekonflikter henover spaghetti bolognesen uden Mands tilstedeværelse. Måske man havde været i stand til at holde skansen og stå distancen og alt det der, hvis ikke Mand var begyndt at snakke om motion, og dermed trak den sidste rest af sikkerhedsnet væk under tåspidserne. Men selvom Mand efterfølgende hurtigt fanger, at nogen har gang i en lokalfortolkning af Les Miserables, og derfor prompte ændrer sine intervaltræningsambitioner til noget post-pasta-jokkeri fordi han godt kan se, at en anden én har brug for sin wingman – ja, så er der simpelthen blevet drejet på hanerne. De er rustne, og de piber, men der er blevet drejet.

Det er korthuset, der kollapser.

Når jeg tænker over hvor mange gange, jeg har vandet høns over stort og småt, så går der efterhånden meget lang tid imellem. Men en dag som denne, så bliver der virkelig åbnet for sluserne. Og så tænker jeg på, om det lille stunt – den obsternasige kantsten på vej hjem – måske i virkeligheden var en slags gave? Fordi der faktisk lå virkelig meget derinde bagved, der åbenbart trængte til at komme ud?

P.S. Jeg er okay.

Fotograf: Palle Pophår

36 tanker om "Historien om et korthus"

  1. Linedanser

    Årh <3

    Og selv om det er en skoddag, så er det bare så vanvittig fint skrevet, at man alligevel trækker lidt på smilebåndet.

    (Jeg kender desværre også Ronald McDonald-huset – heldigvis ikke fra egen førstehåndsbefamling)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak, Linedanser! ❤️ Og godt, at det hus findes – når nu der findes syge børn…

      Svar
  2. K. Stender

    I hear you. Og jeg ved præcis, lige præcis hvordan korthuse skvatter sammen. Nogle dage skvatter de kun på indre linier. Det går bare lidt mere hen i ubemærkethed, når man græder på indersiden.

    Rart at vide at man ikke er den eneste, selvom det ikke fixer noget for nogen. Marens striber formår at formidle den slags tristesse helt uforligneligt.

    Men der er jo ikke fordi, vi på nogen måde er ulykkelige, vel? Det er bare sådan, det er nogen gange.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er nemlig rigtigt; det er bare sådan det er, nogle gange! 💕 Jeg følger trofast med hos Maren, så jeg ved hvad du mener, når du henviser til hendes striber. Jeg ved også hvad du mener med at græde indvendigt. Nogle gange er det bare en stille støvregn – og så er der dagene med skybrud… ☔️

      Svar
  3. Søs

    Sikke en dag 🌸 nogle gang kan det være en helt befrielse. Når korthuset vælter, og man får afløb. Så er der som om korthuset stille rejser sig igen bagefter.
    Kram til dig. Og hvor er det et flot indlæg du har skrevet

    Hilsen Søs 🌸

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det føles faktisk lidt som en befrielse! Tak for dine søde ord, og fordi du skrev. 😘

      Svar
  4. Maria

    Oh ja. OM jeg kender det! Mit korthus står og vakler, dingler og vrænger. Måske jeg skulle finde en kantsten til at hjælpe på vej.

    Kram til dig, sikke en dag ❤

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Tusind tak, og stort kram til dig i lige måde; det lyder også som om du godt kunne trænge til sådan et? Og så sender jeg lige en palle kantsten over til dig med en 3×34! 😘

      Svar
  5. Macu

    Jeg takker, imens jeg samler mine egne kort op igen og tænker, at det nok skal gå.
    Godt jeg har dine ord 🙂

    Svar
  6. Fruen i Midten

    Åh, sådan et korthus har jeg også. Hvor jeg næsten ikke kan bære, at Gemalen agter at forlade matriklen i halvanden time for at gå til spinning. Men lige om lidt bliver det forår, og så må alting da blive godt …

    Svar
  7. Ellen

    Hmmm, næh, det kender jeg overhovedet ikke, men så godt og levende som du beskriver det, kan jeg snildt fornemme hvordan det må være at have det sådan.
    Der er da heldigvis også fordele ved at være sådan en smule ignorant som mig og blondinedumt tro på, at alting altid nok skal gå. For det gør det jo … også for dig, selv om der er sorte pletter på kortet 🙂
    Kram herfra.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jamen, det er jo det, det gør! I sidste ende går det altid, på den ene eller den anden måde! 🤗
      Men altså…. du kender det virkelig slet ikke?….

      Svar
  8. Marina

    ❤️ og ja kantstenen var nok en gave. Nogen gange har man bare brug for at få lukket overtrykket ud og så er det ligesom man bedre kan sortere i tingene bagefter. For ja nogen ting gør ondt og SKAL have lov at gøre ondt (fx mennesker man savner, ondskab og alvorligt syge børn) mens andet bare er klynk. Det er bare som om man ikke altid kan skelne når der er overtryk i systemet.

    Iøvrigt fantastisk mand du har. Jeg elsker min men han var helt sikkert ikke blevet hjemme…

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er en meget fantastisk mand! ❤️ Du har ret (som sædvanligt!): Når der er for meget, kan man ikke skelne, men bagefter bliver det igen muligt at affaldssortere følelserne lidt i de rigtige beholdere. Life is strange… Ha’ en FANTASTISK lørdag, Marina! 💕

      Svar
  9. J

    Tak for at minde mig om, at jeg ikke er en særling eller en dårlig mor, når jeg bliver ude af den, hvis min mand ikke er der, sådan som jeg regnede med. Jeg har heldigvis også en god mand,der laver planer om, men som også arbejder i butik og derfor først kommer hjem om aftenen. 10 min. forsinkelse kan virke uoverskuelige med to børn under 3 år alene om eftermiddagen,mmens man lige skal lave aftensmad også.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Er du sindssyg, du er HELT normal; tvivl aldrig på det! Sådan er vi ALLE sammen – jeg kom til at tænke på det her gamle indlæg jeg engang skrev om netop det med, at hele verden bryder sammen, når mændenes tidsplan ikke holder. Jeg tror måske det vil være noget for dig at læse?: http://skøreliv.dk/?p=762
      Tak fordi du skrev – og pas rigtig godt på dig selv derude! 😘

      Svar
  10. Lene

    Et lille fald kan være det, der åbner op for sluserne. Det kender jeg godt og det kan faktisk være forløsende. God weekend til dig og dine 🙂

    Svar
  11. Aase

    Min veninde brugte det billede, at vi indvendigt har et kar, som ind imellem skal tømmes (via gråd). Bliver det overfyldt, åbnes sluserne pludseligt og det kan virke voldsomt. Men når der er tømt vand af karret, er der plads igen – og vi kan klare verden igen. Dette blev sagt i forbindelse med at vi begge mistede en forældre her i efterår/vinter. Det hjalp mig til at se lidt mildere på mine egne “udfald.
    PS: Du skriver skønt og malende.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det gør mig ondt med dit tab, Aase! ✨ Men det er sandt, hvad du skriver – når alle tårerne eller vandet er væk, så kommer der en anden ro, et andet overblik og en ny ro. Stort kram til dig, og tak for dine søde ord! 🙏

      Svar
  12. gravidgrahvad

    Jeg kender det. Det er de dage, hvor jeg vågner og føler mig som en sæbeboble. Alt for skrøbelig og har alt for let ved at gå i stykker og er på vej i vild himmelflugt (eller rettere, tankerne er på vej højt op og langt væk).
    Det gør ondt, når boblen springer (fx når den slår sig på en kantsten), men nogle gange er det det, der skal til for, at jordforbindelsen kan genoprettes.

    <3

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.