Lidt om løgn og sandhed, og en kage, blandt andet

Kender du venskabskagen Herman? Nå, lang historie kort: Kagen Herman døde i vores varetægt. Herman blev hjembragt af Mellemste Pode (med skeptisk mine) efter et besøg hos en legekammerat. Ud over at Herman lignede noget jeg nødigt vil sætte ord på, men som måske kunne høre hjemme på en fertilitetsklinik, synes jeg at Herman krævede en del mere end en gennemsnitlig kage (hvilket i sig selv er lidt af en bedrift for mig).
Den medfølgende plejebeskrivelse lød således:

Herman er en naturligt gærende kage og derfor er det vigtigt, at Herman IKKE står i køleskabet. Han skal stå ude på bordet uden låg på, han skal stå i lyset, og når du rører i ham, skal du huske at skrabe kanterne. (Suk).

Dag 1:                             Du får Herman (Yeah! Øhhh… )
Dag 2:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 3:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 4:                             Herman er sulten. Giv ham:

• 2 dl mælk
• 2 dl hvedemel
• 2,5 dl sukker

Dag 5:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 6:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 7:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 8:                             Rør i Herman 2-3 gange om dagen
Dag 9:                             Herman er sulten igen. (Igen: Suk). Giv ham det samme som på dag 4
Del ham herefter i 5 lige store dele og giv ham til 4 af dine venner
Dag 10:                          Herman er sulten igen. (Prust…)

•  1,5 dl olie
• 2,5 dl sukker
• 3 æg
  Olie, sukker og æg piskes først sammen og tilsættes herefter sammen med:
• 3,5 dl. Hvedemel
• 2 tsk bagepulver
• 1 tsk salt
• 100 gr. nødder
• 100 gr. chokolade
• 2 revne æbler
• 2 tsk. kanel

Rør alt sammen og hæld Herman i en stor rund form, ca. 26-28 cm i diameter.
Stil ham på nederste rille i ovnen og bag ham 35-45 minutter ved 175 grader.

Pas godt på Herman – God fornøjelse…!

Nederst på opskriften fulgte en advarsel: Hvis Herman ikke bobler, er han død.

Det kan umuligt være en person med flere børn (eller et fuldtidsarbejde!), som har fundet på dette. Utvivlsomt et hyggeligt projekt hvis man er et menneske med overskud. Eller hvis man er pensionist, eller noget. Min redning blev de indledende dage, hvor Herman blot skulle omrøres dagligt. Mellemste Pode formåede takket været himmelske magter at glemme, at han havde arvet ansvaret for Hermans videre skæbne. Og jeg, jeg valgte løgnen. På fjerde dag, hvor Herman var sulten, valgte jeg simpelthen at smide Herman i skraldespanden, også selvom han boblede og slet ikke var død. Ud, røg han, selvfølgelig camoufleret af banaskralder og mælkekartoner så min misdåd ikke ved en fejl skulle blive opdaget. Så når jeg skriver, at Herman døde i vores varetægt, er det jo faktisk lodret løgn (løgn nummer to, i denne sammenhæng): Herman blev myrdet. Slået ihjel. Af mig. Og i virkeligheden er det jo ikke bare Herman, der således uretmæssigt forlod det jordiske liv; det gjorde det tiltænkte hyggelige forælder/barn-projekt jo også. Og måske det værste i denne sammenhæng: Jeg fortryder det IKKE!! Dog frygter jeg lidt for, hvornår Mellemste Pode kommer i tanker om kagen, og spørger til den. Nogen vil måske mene, det er godt vi ikke har husdyr.

Man kommer utvivlsomt i sit hverv som mor flere gange til den korsvej, hvor man kan vælge løgnen eller man kan vælge sandheden. Jeg vælger helt efter forgodtbefindende, og viften af løgne (når jeg vælger dem) favner bredt, lige fra det hemmeligholdte chokolademisbrug til de større, og langt mere alvorlige ting. Og faktisk er det sket, at jeg også har fået mine børn til at lyve (ja, jeg ved det godt – det er virkelig skidt!). For eksempel dengang jeg klippede Ældste Pode skaldet. Ikke helt skaldet dog, men i et anfald af noget distræthed, tidlig begyndende Alzheimer’s, hvad ved jeg, så røg der simpelthen en bane sådan et pænt stykke fra højre øre. Cirka 2,5 x 3 cm. Det er sandsynligvis overflødigt at skrive, at jeg lå meget lavt i meningsmålingerne på daværende tidspunkt. Gode dyr var rådne. Jeg foreslog selvfølgelig kasket, men som Ældste Pode sagde: ”Mor, jeg bruger jo aldrig kasket, og der går to sekunder, så er der én der har taget den…”. Og så var det, at løgnen tog over: På min anmodning endte den – nu plastertildækkede – Ældste Pode simpelthen med at sige, at han havde slået hul i hovedet (hvilket også medførte en del ekstra opmærksom, især fra pigerne). Og således forskanset bag plaster, der dagligt blev udskiftet, levede min søn i skyggen af en løgn i flere uger, indtil skaden kunne udbedres. Og selvom min mission lykkedes: At Ældste Pode ikke blev mobbet baglæns ud af skolegården fordi hans mor havde skamklippet ham, så har min søn måske også lært, at man kan slippe afsted med løgnen og at den betaler sig. Og det er jo også ind i mellem tilfældet. Men kønt er det ikke…

Herman.