Jeg kom i tanke om noget her for nyligt, noget som jeg sædvanligvis ikke skænker mange vågne øjeblikke: Jeg kom i tanke om at vi på et tidspunkt flyttede fra byen for at prøve lykken med (række)hus og have ude i Forstaden. Og det holdt hvad? I 11 måneder og 3 dage. Præcis.
Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg gennem den senere tid har surfet omkring flere indlæg om længslen efter hus og have her i Blogland, for eksempel hos skønne Sofie.
Jeg tror, det er noget, der rammer os på det tidspunkt hvor vores børn er små. Det er her man begynder at tænke over alle de grønne parcelhusplæner man selv var omgivet af da man var lille, og hvor man begynder at overveje om det mon er skadeligt for ens afkom med alle de brosten og al den benzinos. Eller måske bare synes det kunne være rart at slippe dem lidt løs, uden at man nødvendigvis selv skal være tvangsindlagt til at eskortere dem til alle mulige og umulige legepladser på tidspunkter, hvor det er pissekoldt.
Den følelse ramte også os. Ældste pode var næsten to år, og jeg fik lidt panikangst over at hvis han nogensinde skulle nå at opleve en rigtig barndom, så var det kraftstejleme nu. Så vi flyttede fra Frederiksberg, og ud af byen. Det var det, det kunne blive til, når udgifter og indtægter skulle gå op sidst på måneden.
Mit hjerte gik fra allerførste dag ud af takt med alt. Rækkehuset, omgivelserne, følelsen af at være landet det rigtige sted. For det var jeg ikke. Dér hvor jeg var landet var det helt forkert. Følte jeg. Og det blev kun mere og mere forkert som tiden gik. Også selvom jeg gik hen og blev gravid samtidig, hvilket jo var dejligt.
Men jeg kunne simpelthen ikke definere hvor jeg var, hverken mentalt eller geografisk. For det der slog mig var, at jeg – lige dér – lidt på en måde var havnet i en form for ingenmandsland. Jeg var et sted, som hverken var det ene eller det andet. Det var ikke sådan rigtig by, og det var heller ikke ude på landet; det var en gråzone. Et neutralt og udefinerbart område af verden. Og jeg savnede skiftevis pulsen fra byen og roen fra nogle bølger, noget skov eller nogle marker, som heller ikke fandtes lige der.
Sovebyer, kalder man vist den slags, or so I’ve heard. Og med sovebyerne fulgte transportudfordringerne. Pendlerlivet, med andre ord, som jeg synes åd alt for mange timer af mit barns vågne døgn. Længere institutionsdage, mere ulvetime, lidt mindre af alt det gode, og lidt flere forfrosne tæer på perroner, hvor det føltes som om togene aldrig ville ankomme.
Jeg husker faktisk engang, hvor jeg var faldet så meget i staver mens jeg ventede på et tog, at jeg slet ikke opdagede da det ankom; jeg opfattede det først da det var begyndt at køre igen. Og jeg brød helt sammen, som om de ti-tyve minutters ekstra ventetid væltede hele verden. Men det gjorde de faktisk. Lige dér.
Pendlerlivet gjorde også, at jeg fik set mine veninder meget mindre end jeg sædvanligvis gjorde, og gør nu. For når jeg først var kommet hjem, så var det ikke bare lige op på cyklen og afsted igen efter barnets puttetid. Hvis man skulle nogen steder, så var der i stedet udsigt til mere tog- eller bilkørsel, og det må jeg blankt erkende, at det kunne jeg temmelig sjældent overskue.
Sideløbende med min graviditet fik jeg konstateret en moderat depression, og needless to say: I knew that. Og det gjorde ikke tingene bedre.
Men så skete der det, midt i det hele, at vi fik tilbudt et par lejligheder på Frederiksberg. Og da vi havde set den sidste, og jeg var blevet forelsket, kørte vi hjem mens vi talte vi om, at det jo slet ikke kunne lade sig gøre.
Den efterfølgende morgen vågnede jeg, og øjeblikket står stadig skarpt i min erindring, som kun få ting gør. Jeg kan huske, jeg lå på sofaen (fordi jeg havde bækkenløsning), og morgensolen stod ind i stuen. Jeg kan huske jeg tænkte på hvor dejligt det var at være lige der, i netop det sekund – og alligevel var det helt forkert. Og jeg vidste, at lige om lidt blev vi nødt til at træffe en beslutning sammen, som ville ændre alting. Det var helt uundgåeligt.
Så den korte historie er den, at vi flyttede væk fra byen for vores barns skyld, og tilbage til byen for min. Det er noget af det, som jeg er allermindst stolt over i hele mit liv, og det var en tung vej at gå, særligt fordi at Ældste Pode reagerede på det. Også selvom vi holdt ham i den nye børnehave ude i Forstaden det meste af et år indtil han kunne få plads i sin gamle Institution på Frederiksberg (og denne her manøvre kunne selvfølgelig kun lade sig gøre fordi min mand rent faktisk arbejdede i Forstaden).
Og det lykkedes heldigvis. Meget lykkes, det må jeg huske. I dag synes poden det er ret sjovt at han har boet i Forstaden, så heldigvis blev han glad igen, og i virkeligheden tog det ikke så lang tid. Det føltes bare sådan.
Måske spørger du, om ikke der var noget, der opvejede minusserne? Haven, for eksempel? Freden på cykelstierne? Andre ting? Nej. Egentlig ikke. Jeg har aldrig savnet det, ikke et sekund, jeg har ikke set mig tilbage.
Jeg siger på ingen måde, at det er forkert at rykke sit byliv op med rode til fordel for en anden type liv væk fra byen – slet ikke! – jeg synes, det er virkelig fedt for dem, der gør det, og som bliver glade for det. Jeg ved de findes. Jeg siger bare, at det på ingen måde passede til mig – og så siger jeg det også til dig, i det tilfælde af at du er ved at blive vanvittig over at sparke dig vej frem gennem sparsomme kvadratmeter i din lillebitte og til tider mikroskopiske bylejlighed. Det er nemlig ikke nødvendigvis kun skidt! ❤
Men altså. Når det så er sagt, så drømmer jeg stadig, som du måske ved, om at flytte på landet, altså rigtig langt ud på landet, med køer und alles, eller om at flygte ud på en lille bitte ø. Ud til et sted hvor alting rusker, sådan for alvor. Jeg drømmer om det en gang i mellem, til tider virkelig ofte, men heldigvis ikke altid.
Men forstadslivet og jeg, vi blev bare aldrig rigtig dus.
(PS: Hvis du vil tjekke et forstadsliv ud der virker, så smut forbi Plantesmilet, som jeg netop har fået øjnene op for, og som jeg hermed sender lidt virtuel kærlighed ❤).
Puh, en modig beslutning! Hvor kan jeg genkende følelsen af at længes efter byliv OG landliv, men være havnet med hverken eller (tak for linket btw, her er også en vinkel på mit forstadsliv https://www.plantesmilet.dk/buddinge-blues/ …)
Og tak fordi du også lige deler den vinkel! Der er vist mere end en enkelt lighed i vores fortællinger, og da jeg læste dit indlæg nu, så kom jeg faktisk i tanker om, at det også var selve udsigten til at være på barsel i Forstaden, der skræmte mig mere end jeg var i forvejen. Men jeg er rigtig glad for at du – med undtagelser – er glad for dit valg!! ❤️
Hej Maude.
Sådan er vi heldigvis så forskellige!
Jeg bor netop i en forstad til København, endda på Vestegnen. ( Kan det blive værre??😋😋😋)
Når jeg har ærinder inde i Hovedstaden, takker jeg skæbnen for, at jeg ikke behøver at bo derinde. Er så glad for vores lille hus og have, samt vores lille lukkede villavej.
Godt der er et sted til os allesammen. (Forhåbentligt!)
Det lyder som et rigtig dejligt sted, og hvor er det godt, at det er lykken! ❤️ Og uanset hvad, så handler det jo i bund og grund bare om at man skal føle sig hjemme hvor man bor, uanset hvor det så end er. Hvis ikke følelsen er der, så er der altså lang vej igen. Og ja: Heldigvis er vi forskellige, alt andet ville være forfærdelig trist og kedeligt!
Nogle gange skal man ad omveje for at komme frem. Hvis jeg ser på mit eget liv, så har det aldrig været drømmen at bo på landet, tværtimod. Og havde min mand holdt fast i sin tømrergerning, havde vi kunnet bo i byen. Nu valgte han at blive landmand, så jeg kunne enten holde fast ved manden og flytte på landet eller holde fast ved byen og så skippe forholdet. Så jeg endte med at blive landmandskone 🙂
Og det var et godt valg!! Og i mine ører lyder det altså helt ideelt! ✨
Der er jo nok flest som dig, eftersom 85 % af danskerne bor i byer 😉
Jeg har, gennem hele mit liv, været sikker på, at jeg ALDRIG ville kunne bo i en større by og slet ikke i en storby. Jeg har boet i en lille provinsby, men hvor vi bor nu, er det endnu bedre …
Bilen (og internettet) er jo opfundet … men som du siger: Vi skal helst alle bo der, hvor vi har det bedst.
Det lyder altså også dejligt med sådan en provinsby, Ellen! Og jeg vil måske også sige, at jeg bor i Provins-Frederiksberg; her kender man (næsten!…) alle!
Min ex og jeg trak i hver sin retning: han ville helst bo på Nørrebro, og jeg på landet. Vi endte – guess what? – i et rækkehus i forstaden, som ingen af os var glade for… Nu er vi videre i hver sin retning, og jeg fandt heldigvis manden, som gerne ville bo på landet med mig.
Det det med at bo dér sted, man er gladest for – det betyder SÅ meget.
Ja, det er virkelig afgørende for ens ve og vel! Hvor dejligt at det hele mundede ud i en happy ending for dig! 😘
Tak for link, søde Maude. Har sådan tænkt over dit skrive og dét med ikke at være stolt af de beslutninger, der blev taget men ikke var det rigtige. Og jeg er kommet frem til, at jeg egentlig synes du skal give dig selv et kæmpe klap på skulderen over at mærke efter, hvor det gjorde dig gladest at bo og rykke på det. For helt ærligt, børn er sgu da lige glade hvor de bor, så længe deres forældre er glade. Nogle gange skal man bare lige et par ærinder før man finder ud af, hvad det så er. Jeg troede også at jeg altid ville bo i lejlighed i Københavns kommune, men det tror jeg ikke det er længere. Børnene er sikkert ligeglad med bryggers og en have med gamle frugttræer i, men nu er det altså lige præcis det jeg drømmer om. Jeg skulle bare lige et smut omkring Amager for at finde ud af det 😉
Ej men det er jo din DRØM, Sofie! Go get it, for filan da! ✨ Jeg glæder mig så meget til at følge med i dit nye liv når du tager springet! ❤️
Det er sjovt med forskelligheder. Jeg bor helt derude, langt henne ad grusvejen hvor der ikke kommer en bil hver time…..og hvis der kommer en, er det lige så tit en traktor.
Herude rusker det, og det er mørkt og hestene går i løsdrift og kattene fanger mus og sover på maven af os. Vi kan se i hvert fald 1½ km ud over mark og krat når vi sidder på terrassen. Jeg ville ikke være det foruden.
Det lyder til gengæld som MIN drøm, Hanne! ✨ Hvor mega-fedt!! Jeg ser mig selv om bord på den traktor rundt i svinget! 🚜
Det er fedt, at du har taget stilling og ageret på det. Det tror jeg desværre, der er mange som ikke gør… Kh. Birgitte
Tak! jeg tror slet ikke, at jeg havde noget valg! Sådan er det nogle gange….
Åh, det må være så svært at tvivle sådan. For selvfølgelig skal man bo lige dér, hvor man er allergladest, alt andet er spild af levet liv! Jeg ser mange venner kæmpe med den, tvivlen, og nogen også rykke på den, med lidt blandet succes. Selv har jeg ingen slinger i valsen – jeg skal have brosten under barnevognen og/eller de høje hæle, for at trives. Og hverken køkkentrappen, det manglende ekstraværelse eller trafikken kan rigtig skræmme mig ud, ej heller ikke til Amager, Husum, Valby eller hvor man nu ellers kan “cykle hurtigt ind til byen” fra. Der forekommer mig langt mere bøvlet og ensomt at leve med konsekvenserne ved at flytte væk. Men jeg bruger til gengæld også byen så godt som hver eneste dag, med to unger på slæb. Så jeg knuselsker vores indre by hood – men jeg ved også at det virkelig ikke er for alle. Så … det jeg prøver at sige er vel egentlig bage… at hvis I en dag tager springet og skal af med dén dér billige andel, så slå lige på tråden 😉
Jeg er også på mange måder SÅ glad for mit byliv, virkelig! Og vi rykker ingen steder lige nu, ikke så længe vi ikke er tvunget af nogen former for ydre omstændigheder! Men måske når jeg bliver en gammel knark…. Så måske 🙂