Om alle de ting, man er

Nogle gange kløjs jeg i det; i alle de hatte, jeg har på. Hver dag, og på samme tid, nogle gange. Mor-hatten, datter-hatten, veninde-hatten, hustru-hatten, nej-hatten, ja-hatten, arbejdshatten. Der er mange, ikke? Du har med statsgaranti også en del – og et eller andet sted er der faktisk ikke noget at sige til, at vi bliver lidt forvirrede, tænker jeg. At det hele nogle gange bliver lidt flydende.

For eksempel prøver jeg at sige til mig selv, at jeg ikke er mit arbejde. Det kan godt være, at jeg har arbejdshatten på sådan rundt regnet 37 timer om ugen, men min stillingsbetegnelse er ikke en del af den person, som jeg virkelig er. Job er noget jeg tænker, at jeg trygt overlader til andre at hænge deres identitet op på, fordi jeg dybest set tænker, at jeg ved bedre. Og fordi jeg samtidig er af den overbevisning, at jeg ikke har en karriere, men at jeg har et job. En indtægt. Og jeg lukker døren når jeg går hjem.

Men altså, det jeg egentlig ville frem til er, at jeg nu for nyligt har fundet ud af, at jeg faktisk ikke er så ligeglad endda med den dér arbejdshat alligevel. Fordi den på en eller anden måde – uden at ha’ fået lov – alligevel har invaderet min selvforståelse.

I bund og grund handler det om, at jeg egentlig synes jeg gør mit arbejde godt (hvis altså vi ser bort fra mit über-gennemsnitlige behov for IT-assistance). Og den følelse af at noget fungerer sådan relativt, kan være rar at dvæle lidt ved. Og hvis så noget lige pludselig ikke fungerer inde på det dersens arbejde, så er det, at det går hen og bliver en byld i røven på ens selvbillede.

Det slog mig en eftermiddag i sidste uge, hvor jeg kørte hjem efter et forfærdeligt møde. Synes jeg selv. Det var lissom om alt bare var gået galt; alt hvad jeg havde sagt og gjort, var bare kommet ud på den helt, helt forkerte måde.

For eksempel fik jeg allerede inden mødet begyndte, sagt til en ledertype, at hvis han havde drukket vores kaffe, så ville han få smæk, og det er muligvis ikke det smarteste, man kan sige. Derefter indledte jeg mødet med en temmelig lang, men meget irrelevant introduktion til hvorfor der blev serveret BÅDE kokostoppe OG jordbærtærter (det føltes utroligt relevant i øjeblikket), men i virkeligheden var der faktisk ingen der rigtig havde behov for den forklaring. Kort tid efter underholdt jeg fortsat med de selvsamme jordbærtærter, som jeg prøvede at fragte på en lillebitte gaffel (på den usynlige måde), men som (på den overhovedet ikke usynlige måde) endte med at lave splatteren fra en halv meters højde.


Og hvis du spørger, så jo: Det var noget værre griseri.

Ud over det med kagerne, så var der også de upassende afbrydelser jeg uforvarende kom med undervejs; de misforståede pointer, og tonen, som blev mere og mere skinger. Og midt i alt det akavede og malplacerede jeg i øvrigt præsterede, fik lyst til at stoppe op og sige “Hey, usually, I’m not like this. At all!!”.

Altså bortset fra, at det er jeg måske nok. Sådan dér. Som en jordbærtærte i frit fald. Og det, som irriterer mig er, at jeg lader de arbejdsrelaterede fadæser spille ind på, hvem jeg går rundt, og føler, at jeg er. De får indflydelse på min mig-hat. Altså bortset fra at mig-hatten er svær at definere. Og måske er det derfor at de små uheldigheder man laver, får lov til at krybe ind under huden.

Eller måske er det faktisk omvendt fordi at min arbejdshat har reddet mit ego mere end én gang. Måske er det fordi, at det jeg laver på mit arbejde alligevel gør, at jeg – stik imod min første antagelse – faktisk synes der er er sted, hvor jeg ofte gør ting godt nok. Og hvis det er sådan det forholder sig; at jeg bruger mit arbejde på at opgradere mig selv mentalt, så er jeg faktisk slet ikke en skid anderledes, end jeg troede jeg var – så er mit arbejde faktisk alligevel en del af min identitet selvom jeg gik rundt og troede, at det forholdt sig helt anderledes.

Og det er vel faktisk sådan det er. Man er summen af alle sine hatte. Den ene hat er ikke nødvendigvis smuk ved siden af den anden, og det kan ske at man indimellem ligner et fastelavnsris. Og fastelavnsriset er måske det sande billede på hvem vi egentlig er: Et bundt tørre kviste med lidt pynt, og farvet karton med glimmer på. Og måske er det derfor vi skal vælge vores hatte med omhu?

19 tanker om "Om alle de ting, man er"

  1. Ellen

    Jeg har læst. Og lyttet … eller hvad det nu lige er, man gør, når det er øjnene, der ‘lytter’ … og tænkt.
    Men … medmindre du er i skånejob, hvad jeg ikke tror du er, så er min umiddelbare opfattelse, at der må være andre end dig selv, der mener, at du gør dit arbejde godt nok, som fx din arbejdsgiver – og det er vel naturligt nok, at arbejdet er en del af din identitet; du bruger trods alt 1/3 af døgnet med at udføre det. Ville det ikke være slemt og utilfredsstillende, hvis du ikke kunne identificere dig med det du laver?
    Bortset fra, at jeg har skiftet arbejdshatten ud med havehatten, kan jeg genkende dem alle – jeg har dog tilføjet en rejsehat. Den er rar og meget klædelig, synes jeg 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Nej, jeg er ikke i skånejob, men indimellem drømmer jeg om at sortere fisk ved et samlebånd – og det mener jeg helt oprigtigt talt. Hvad giver du i bytte for din havehat? 🎩

      Svar
      1. Ellen

        Hvad JEG giver i bytte for min egen havehat? Intet … spørgsmålet er vel snarere hvad DU vil give i bytte 😉
        Men jeg vil ikke bytte den ud med noget!

        Svar
          1. Maude Forfatter

            Haha!…😂 Jeg vil lade jer begge have jeres have-hatte i fred – når alt kommer til stykket, så er jeg virkelig dårlig i en have; hverken evnerne eller lysten er der (jeg dur kun til at drikke hvidvin på terrassen! 🍸)…

    2. K. Stender

      Hørt hørt.
      Har nok også selv en havehat. Jeg skal bare lige vænne mig til lyden af det ord.

      Svar
  2. Lene

    Supergodt indlæg og meget genkendelig. Dine ord om hattene var med mig i dag og det er der blevet et indlæg ud af 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er jeg bare SÅ glad for at du synes – og tusind tak for æren i forbindelse med dit indlæg! ❤️❤️❤️

      Svar
  3. Linedanser

    Det minder mig om en af de livsfilosofiske snakke, jeg havde med en god ven forleden – og om et indlæg, jeg selv har tænkt mig at ville skrive i noget tid (men som – ahem – er blevet glemt lidt inde mellem alle hattene). For ja, hvem ER man egentlig? Hvorfor går man på arbejde? Går man på arbejde for at tjene penge til at leve, eller lever man for sit arbejde? Hvornår slutter arbejde, og hvornår begynder privat?

    Den snak, jeg havde med min ven, handlede om livsnydelse – altså, er jobbet en del af livsnydelsen, er den livsnydelsen i sig selv, nyder man overhovedet sit job, eller trækker jobbet ligefrem nydelsen ud af livet? Jeg har i mange år som akademiker (op)levet det sidste, nemlig at jobbet stjal min livsglæde. Den har jeg heldigvis fundet igen ved at skifte spor i livet 🙂

    Jeg har oplevet (alt for) mange gange at stå udenfor jobmarkedet og føle at min identitet var taget fra mig, og at jeg slet ikke var noget i kraft af mig selv. Sådan har vi nemlig defineret vores sociale samfund; nemlig at vi er det vi arbejder med. Hvad er fx det første vi spørger om, hvis vi møder nye mennesker til en fest?

    Det er også noget, jeg har arbejdet professionelt med i min rolle som skolelærer, nemlig alle de mikrokontekster vi allesammen indgår i, og som er med til at definere os som hele individer (det bruger vi jo til at forstå den enkelte elev, så vi ved hvordan han/hun bedst kan lære at lære).

    Jeg vil ikke sige at vi er summen af alle vores hatte, men mere at vores hatte udgør facetter i det hele jeg. 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Det er også en måde at se tingene på! Jeg er åben for alle bud på definitioner! Og jeg glæææder mig til at læse dit indlæg når du på et tidspunkt får det skrevet – det kan nåes endnu! Jeg kan godt følge dig i tankerne om at stå udenfor arbejdsmarkedet – av!! Det gør nas! 😢 Men når det så er sagt, så er spørgsmålet jo som du siger, om man lever for at arbejde, eller arbejder for at leve. Jeg ved godt, hvad jeg vil svare på det spørgsmål!
      Tak for din skønne kommentar! 😘

      Svar
    2. K. Stender

      Interessante vinkler. Jeg kan godt genkende det at spørgsmålet om job godt kan blive det første til en fest, hvor man møder nye mennesker. Men pudsigt nok, når jeg befinder mig i mere velkendte cirkler, så taler jeg fortrinsvis om ‘ting’, ikke om karrierer. Personligt synes jeg bare det dersens arbejde hurtigt bliver meget nørdet at høre på for andre, men jeg kan godt se hvad du mener. Den der abejdsløsheds-/between-jobs eller uden-job-kasketten kan godt udvikle sig i hattemæssig retning til noget af et møllehjul. Der er der man må gribe til andre konversationsstafetter som f.eks. ‘Jeg kan vældig godt lide supppe. Kan du også lide suppe?’ Eller ‘Mener du helikopterflyvning er farligt?’

      Det andet jeg tænker på e,r at vi i grunden er helt utroligt rige og priviligerede når vi kan filosofere som du så fint gør over grænsen mellem arbejde og privat, og om jobbet indebærer nydelse. Mine bedsteforældre og min mands bedsteforældre er ikke allesammen gået mætte i seng i deres barndom. Jeg tvivler på at min mands farfar gjorde sig samme betragtninger for gartnerlivet på landet var hårdt og han skulle mætte mange munde. Interessant tanke at vi kan ‘samtale’ arbejde på denne måde, når det for 100 år siden for flertallet handlede benhårdt om at få mad på bordet og sko til ungerne. Fik jeg sagt at der hjemme hos min mands farfar var én (1!) tandbørste til deling blandt 6 børn? Det først min svigerfar købte sig for sin første løn var – ja sin egen tandbørste. Siden blev han lærer og han bar i hele sit liv mindst lige så mange hatte, som der er på Maudes fastelavnsris.

      Hverken Maudes eller min svigerfars fastelavnsris forekommer mig særligt tørre, snarere uhyre interessante.

      Svar
      1. Maude Forfatter

        Tak for den skønne kommentar, K. Stender!! ❤️ Jeg giver dig helt ret: Alle mine overvejelser er altid 100% i-landsbaserede, og jeg ved udmærket at alle de udfordringer jeg sopper rundt i, er luksusproblemer. Vi er simpelthen så heldige i Danmark, og det sættet jeg stor pris på!
        Det er vildt nok hvordan ting kan svinge frem og tilbage fra generation til generation – i aften vil jeg føle mig ekstra-priviligeret fordi alle mine unger har en tandbørste! 🙏
        Kram til dig, K. Stender!

        Svar
  4. Fruen i Midten

    Ja, hvilke hatte definerer os? Jeg troede nok engang, at arbejdshatten skulle fylde meget, men efter Donnaens ankomst for snart mange år siden, blev det klart, at morhatten kommer først, og så må alt andet rette ind derefter. Ikke sådan at jeg ville ønske, jeg kunne gå derhjemme og bare passe børn, absolut ikke, men arbejdshatten blev bare så uvigtig, og jeg er helt klart en af dem, der arbejder for at leve.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det er faktisk noget af det, som et særligt for danskere modsat for eksempel amerikanere, som lader sig definerede mere af deres jobs (og lever for at arbejde) – or so I’ve read. Jeg spekulerer på, hvad der definerer mig mest. Lige nu er det vist trættehatten, det fylder alt, alt for meget…. 😵

      Svar
    2. K. Stender

      Måske kan hattene sådan vokse og skrumpe lidt over årene? Så de nogle gange er pilleæsker, andre gange møllehjul med strudsefjer eller en virkelig sølle bør, når man er helt brugt op?

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.