Spoiler alert: Det er stadig pissehårdt at være forælder, selvom dine børn bliver store!
Også selvom det jo ikke er fordi, de skal have hjælp til det med snørebånd. Eller have skiftet ble, eller fragtes op og ned ad alle trapperne, fordi de nægter at gå selv. Putteseancerne tager nu kun ganske kort tid, ja faktisk går to ud af mine tre børn i seng efter mig (farvel voksentid). Og alligevel så må jeg bare sige kors i røven, hvor jeg hænger i med neglene i de her dage. For alt hvad jeg ved, venter dommedag lige rundt om hjørnet.
Main challenges: Logistik, aftensmad og vasketøj. Toiletkollaps. Den slags. You mention the war. Det er the neverending story, og jeg kan til stadighed kun sige: Fuck. Og derfor hænger jeg en kende med næbet af ren og skær selvmedlidenhed. Tror jeg. Også derfor. Eller måske hænger jeg ikke helt med næbet, måske er jeg mere i alarmberedskab, faktisk? Fordi for mange ting er ude af min kontrol. Det dér med at have ansvar for andre menneskers liv og velbefindende, det er for voksne. Rigtigt voksne. Ikke mig. Jeg er mest sådan én, der frygter at lægerne har stemplet mig som en krank skæbne, der lider af münchausen by proxy, fordi jeg ringer konstant om alt lige fra mine børns fodvorter til deres flækkede knæskaller. Forleden var vi faktisk lige ved at ringe 112 på grund af en blodnæse, og det til trods for femten års erfaring som forældre. Men der var virkelig meget blod!
Når det dersens motherhood-halløj er udfordret, så tror jeg man automatisk bliver lidt mere skrøbelig. Gør man ikke? Man gør alt hvad man kan, og når så alligevel ens Mindste Pode står og mimrer i et lyskryds (sådan her:)
…fordi man har sagt, at Føtex er løbet tør for lilla hårfarve (halloween, you know), så har man bare mest af alt lyst til at råbe “I WANNA CRY TOO, BABY!” – og lægge sig i fosterstilling.
Faktisk kan jeg muligvis ikke helt sætte fingre på alle de steder skoen trykker. Foruden det sædvanlige gøjl, så skriver jeg sindssygt dårligt i øjeblikket, og det irriterer mig virkelig. Ikke bare her på bloggen, hvor du måske har opdaget, at jeg slet ikke skriver så skide-meget, men særligt på den bog, som jeg grifler på om natten, når jeg ikke sover. Kan man løbe tør for sin ’kunnen’, sine skills? Det tænker jeg på, også inde på mit arbejde, hvor der er utrolig meget fokus på at bringe alle tænkelige kompetencer i spil. Kompetencer skal åbenbart spille, til alt muligt, og hele tiden. Der findes ikke den post it-øvelse, der ikke har til formål at bringe os alle sammen ud på den anden side i en ny og forbedret og mere spillende udgave af os selv. Og når alt kommer til alt, så spiller jeg jo slet ikke? Altså, måske før i tiden, hvor jeg på en god dag kunne klimpre Für Elise, hvis jeg virkelig havde varmet godt op, men lige nu, så er vi mere ude i Se den lille kattekilling, vil jeg tro. Med én finger. Jeg tænker umiddelbart, at vi måske skal fokusere lidt mindre på spilleriet, eller graden af samme, eller hvad tænker du? Eller sætte tempoet ned, måske? Sætte en måneskinssonate på, nyde det lidt. Det er fandme svært at have kul på privatlivsfronten samtidig med at der skal være konstant fremdrift på jobbet også. At spille ALLE steder, med andre ord. Man kan godt få lidt pip, ikke? Og lidt lyst til at tage ørebøffer på, bare for at undgå at lægge øre til mere spilleri? For man kan bare ikke det hele, vel?
Meget enig. Man kan ikke det hele. Jeg har længe undret mig over, hvorfor mine forældres generation ikke i samme grad blev slået ud af vasketøj og madpakker, og er kommet frem til, at de enten ikke vil indrømme det eller at de havde mindre videnstunge jobs. Og jeg tror mest på det sidste.
Jeg får ondt i maven, hver gang skolen ændrer skema, så idrætstøjet skal med en anden dag. Det er for meget at huske oven i alt det andet.
Ja tak til ørebøffer og måneskinssonate.
Ja, der må ikke ske ændringer i skemaet, så må man jo næsten give fortabt på forhånd! Oh my! 😳
Man kan ikke det hele! Tak for et godt og sårbart skriv, Maude.
Jeg håber, du finder en rigtig god vej for dig.
Det må være så svært, når udfordringerne overstiger, hvad man egentlig kan i sit liv.
Du er ikke alene!
Jeg tror, vi er mange, der oplever et fuldstændig komprimeret efterår.
Jeg håber, du kan finde den der knap, hvor det mindst vigtige er, som du kan skrue ned. Og så de der knapper med alt det gode, der nærer dig – og hvor alt det vigtige i dit liv er – at du kan skrue dem op. Gi’ dem fuldt blus.
Husk, alt det som jeg godt ved du ved, at det ikke er præstationer der definerer dig – men at du er helt elsket lige som du er!
Jeg håber, du får din nattesøvn igen. Du er fantastisk til at skrive, også nu, tvivl aldrig nogensinde på det!
Jeg får helt dårlig samvittighed over jeg har skrevet til dig, om din bog. For der jo en tid for alt.
Og hvad der er helt sikkert, er, at du meget vigtigere end en bog!
De varmeste hilsener og fit for fight sendes din vej. Fra Laila
Tak for din søde kommentar, Laila! ❤️ Den varmer som altid – lige i dag er alting godt, det er spøjst som alting går op og ned, ikke? Men det er så svært at huske på de gode ting på de mørke dage, det er vildt som psyken kan styre os! Jeg skriver netop på et mere muntert indlæg som kommer lige om lidt! Tak fordi du tog dig tid til at skrive til mig! 🙏