Stor ståhej for ingenting (=nogle gange er det svært at være tjekket)…

I det store hele forløber mine arbejdsdage som regel relativt smertefrit i min relation til omverdenen. Men så er der bare nogle gange, hvor det forkromede selvbillede kollapser. Hvor man helt ufrivilligt gør sig bemærket på en vældig uhensigtsmæssig måde. Måske kender du det? Hvis ikke, kan jeg kun sige, at du er en heldig kartoffel. Og i så fald kan du bare fryde dig over disse to eksempler på ting, der bør undgås, og som ind til videre ikke er sket for dig:

Eksempel 1)

Der er indkaldt til møde. Rettelse: JEG har indkaldt til møde. Og har suppleret mødet med noget forplejning, som jeg i dagens anledning har valgt at spice lidt op med nogle cookies (det sku’ nødig blive for vildt), selvom jeg godt ved, at jeg faktisk ikke kan tåle de hersens cookies. Altså som i allergi-tåle. Jeg tænker på hvor godt cookien smager, frem for konsekvenserne, da jeg bestiller, og tænker, at jeg nok ikke får nogen allergisk reaktion lige den dag (BIIIG MISTAKE!…). Nå, der sidder vi til mødet. Cirkus ti-femten mand høj. Mens der bliver talt og debatteret kaster jeg mig over min cookie med en entusiasme som var selve kagespisning dét, der var formålet med pågældende møde. Krummerne sprøjter ud til siden, og en-to-tre, så er den væk.
Og resultatet udebliver da heller ikke. Koldsved, influenzasymptomer vælter ind, og på et tidspunkt bliver mine omgivelser opmærksomme på den sådan lidt små-kritiske tilstand. Der bliver åbnet vinduer. Den kollega, der sidder ved siden af, tømmer sit arsenal af antihistaminer ud på bordet til fri afbenyttelse (og hold da op for et arsenal!!). Jeg bliver pumpet for helbredsoplysninger. Og har jeg mon lungebetændelse? Pludselig har mødet taget en helt andet og langt mere livredende drejning end oprindelig tiltænkt. All because of a cookie. Christ.

Eksempel 2)

Vi er på et halvdagsseminar på mit arbejde. Sidder ved siden af sød kollega på den ene side, og ubekendt mandsperson på den anden side. Vi sidder på forreste række (argumentet om hvorfor, fortager sig i det uvisse). Der sidder vi så, og just som sidste led i fødekæden er på talerstolen, kan jeg mærke, at jeg skal nyse. Umiddelbart ingen ko på isen, jeg anser mig selv for at være sådan en relativt diskret nysende person. Noget i nysen går dog ikke helt som planlagt. Diskret nys bliver pludselig til et meget voldsomt og trompetagtigt nys. Utrolig høj lyd, der mest minder om noget rasende hanelefant på savanne. Det er lige så det bølger i salen. Det bliver ikke bedre af, at sød kollega på den ene side, bliver virkelig forskrækket. Kollega letter i bogstaveligste forstand fra stolen. Det er ikke det værste. Det værste er, at Kollega begynder at grine. Og når Kollega griner, så smitter det. Ergo er vi i løbet af et nanosekund lagt ned af latterkramper. Sidste led i fødekæden er professionel nok til ikke at lade sig forstyrre af balladen på første række. Næstsidste led i fødekæden sender ikke desto mindre formanende blikke i vores retning. Det er i sådanne sekunder jeg ønsker at blive opslugt af gulvet og ført bort, for aldrig senere at vende tilbage. Jeg er splittet mellem følelsen af at være ved at dø af grin og være ved at dø af skam. Der går ellers lang tid i mellem at jeg får denne type totalt ubelejligede grineflip, men jeg gør det godt, når jeg så gør det. Og mindes det LÆNGE (og skammer mig lige så længe). Ak. Det, der er sværest er at stoppe igen, det kender vi alle sammen. Jeg prøvede først at tænke på min afdøde mormor. Det er mit bedste trick, for det er sjældent at jeg kan tale endsige tænke på min mormor, uden at jeg er ved at bryde i krampegråd (kom nu, Mormor, gi’ mig lige håndsrækning her mens jeg balancerer på kanten til at miste min sidste rest af selvrespekt)….. Da det lissom ikke virkede, begyndte jeg at nærlæse den rapport, der med rund hånd var kastet i grams på bordene. Efterhånden lagde flippet sig lidt, men hvem der dog bare kunne skrue tiden tilbage.

Nogle gange er det bare virkelig svært at være tjekket…..

Dagens morale nummer 1:
Kun en tåbe frygter ikke havet.

Dagens morale nummer 2:
Sæt dig aldrig (ALDRIG!) på forreste række!

14 tanker om "Stor ståhej for ingenting (=nogle gange er det svært at være tjekket)…"

  1. Mette

    Ha ha ha ha nu har jeg et mindre grineflip men sidder heldigvis hjemme i stuen så ingen ko på isen der….:o) Tænk du kunne finde på at spise en cookie du godt viste du er allergisk overfor. Du er altså modig:o) Jeg er allergisk overfor pencillin og har aldrig siden barnsben skulle nævne det til lægen. Men så var jeg til vagtlæge i København da jeg arbejdede på Oslobåden. Han kendte mig ikke. Jeg tænkte ikke på at nævne det med pencillinen. Jeg spiste to piller med det samme og hoppede på toget hjem til hjemby to timer væk. Da jeg ankom var jeg hævet i hovedet og havde lidt vejrtrækningsproblemer…. Veninde henter mig og vi må til vagtlæge i hjemby. Der fik jeg så verdens største skideballe over jeg ikke havde nævnt pencillin allergi til læge i kbh. Jamen, står det ikke nogen steder?? Åbenbart ikke…. Jeg følte mig meget lidt voksen der men har aldrig siden glemt at nævne allergi.
    Det med grineflippet har jeg prøvet flere gange og uhhh, det kan blive noget så pinligt! Tak for endnu et indlæg der fik mig til at grine…. Håber det er ok!!??

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Mette!
      Åh Gud, du bringer mig helt fra koncepterne ved tanken om at være om bord i en bus med livsfarlig allergisk reaktion! Ser fluks en scene fra ‘Skadestuen’ for mit indre (“vi intuberer!!”). Ak… Kan levende forestille mig skideballen fra din læge 😳. Oh dear!

      Svar
  2. Dorte

    Kan melde mig ind i klubben straks ☺. Og stakkels dig med cookie allergi. Havde det dog bare været noget andet. Kram herfra

    Svar
  3. Ellen

    Genkender det i svær grad. Det var noget wir drei Mädchen var pinligt gode til – og vi måtte nok erkende, at jo ældre vi blev, jo mere pinligt blev det, når tre midaldrende kvinder reagerede som teenagepiger. Det var ikke så tit, det skete, men når det gjorde … uha.
    Men altså den cookie … fy! Det gør du ikke igen, vel? Det der kunne godt gå hen og blive alvorligt.

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Ellen!
      Jeg synes det lyder ualmindeligt festligt med Die Drei Mädchen på slap line 😄.
      Ja, der var ikke for klogt med den cookie! Der er ikke sådan, når man lader hånt om sin kageafhængighed!

      Svar
  4. Birgitte B

    Åh, been there, done that! Det tror jeg overgår alle på et tidspunkt (også i auditoriet på CBS)…
    Mod tåber kæmper selv havet forgæves 😉
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Birgitte!
      Ja, det er godt at vide man ikke er alene. Og du har nok ret i, at det foregår alle steder. Måske…

      Svar
  5. Fruen i Midten

    Her i familien er vi også nogle stykker (læs: to), der ind i mellem rammes af grineflip. Især Donnaen har et meget smittende grin, og så længe det ikke er til begravelser eller til teaterforestillinger eller lign., synes jeg egentlig, det er OK, at alle får en lille pause, ind til alle har grinet af.

    Men at spise en cookie, du ved, du ikke kan tåle – jamen altså, FY!

    PS: Jeg sætter mig helst heller ikke på første række, men det er mest, fordi jeg meget, meget nødigt vil udpeges til at skulle ‘et eller andet’ af personen på scenen. Har netop været til konfirmation med optrædende tryllekunstner, der pludselig ser i min retning og beder ‘dig med de korslagte arme’ om at medvirke. Heldigvis var det herren to stole til venstre for mig, han mente …

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Frue!
      Ja, FY-HA med den cookie!🍪
      Jeg kan sagtens forstå dit argument med at undgå at blive udpeget til noget på en scene; sådan noget lever jeg også i evig angst for! Godt det så ikke var dig, der sku’ saves over af tryllekunstneren!

      Svar
  6. Liv ☆

    Ej det med småkagen kan jeg også sagtens finde på. Pfftthh. Det med ikke at kunne tåle, det gælder jo ikke den dag og da slet ikke når du selv har bestilt. Jeg er på her.

    Sætter mig, ligesom Midterfruen, ikke på første række. Helst næsten bagerst, hvis ikke bagerst og kun ude ved siden, så jeg kan komme ud ved klaustrofobianfald eller grineflip. Same same. Synes i øvrigt der er okay at nyse højt og larmende. Mega morsomt. klart. Syntes foredragsholderen ikke det?!

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Tak for back ups, Liv!
      Nej, sådan noget kageallergi; der burde virkelig være visse undtagelser… Vedr. forreste række, så havner jeg tit dér, på grund af ørene, you know. Det er sådan lidt pest eller kolera. Det værste er nu, at jeg efter oplevelsen går temmelig meget i panik når jeg kan mærke jeg skal nyse. Der er simpelthen gået Dr. Jekyll og Mr. Hyde i min næse!…

      Svar
  7. Monica

    he
    var engang – for maaange år siden – til aerobic ( det var vel i 90’erne det var moderne?), og det var HI og LOW med HØJ musik. Til sidst var der udstrækning mm “på gulvet”, og musikken blev til noget stille, mediterende noget… der var ganske stille … så hvisker min sidekvinde ” er der stemning for en prut?” ..
    aj altså, instruktørens øjenbryn forsvandt nærmest i ren forargelse over den sprutten og grynten vi ku’ levere… længe…
    men jeg glemmer det aldrig 🙂

    Svar
    1. Mor-monsteret Forfatter

      Kære Monica!
      Åh, så længe det er de gode – og ikke pinlige – latterkramper, så er der (som du skriver) benzin nok til smil langt ude i fremtiden! Jeg smiler faktisk også stadig af nogle af de latteranfald jeg aldrig fik 😄

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.