The magic of thinking big

Dette indlæg handler om royale titler. Og om at turde tro på sig selv. Og hvad der sker, når man rent faktisk gør det.

Mindste Pode er udstyret med en gudsbenådet tro på egne evner. Opblæst, ville onde tunger måske sige, men det får du aldrig mig til. Jeg vælger at se det som en form for inspiration. Et lille kuriosum ved min sidstfødte, med andre ord, og noget, som jeg kan lære af.

Og hvad drejer alt det her sig om, spørger du måske.

Det kunne for eksempel dreje sig om fastelavn. Du husker måske, at jeg i dette indlæg skrev, at Mindste Pode planlagde at erobre titlen som både kattekonge og kattedronning.
I virkeligheden gjorde han mere end det:
Der var to dage, hvor der skulle slåes katten af tønden i børnehaven (man frekventerer også det nærliggende plejehjem, nemlig). Den første dag kommer Mindste Pode hjem som kattekonge. Den næste dag bedyrer han inden afgang til Fort Knox, at han vil gentage successen: ”Fordi jeg er så STÆRK!!”… Om eftermiddagen kommer Kylo Ren så hjem igen, og har formået at blive både kattekonge OG kattedronning. Ungen har altså scoret tre royale titler på to runder tøndeslagning, men er godt knotten over, at man som udfald af et eller andet pædagogisk fordelingsprincip valgte at give dronningekronen til den næste i køen.

Det kunne også dreje sig om fodbold, hvor knægten uden blusel kommer hjem fra et stævne, og bralrer løs om, at han scorede ALLERflest mål! Han smiler tilfreds og soler sig i den selvantændte stråleglans uden at skænke Mand, der siger “Ahrr…….?”, den mindste smule opmærksomhed.

Det kunne også dreje sig om et simpelt spil Ludo, hvor poden indledningsvist konstaterer, at han vinder.
Og hvor han rent faktisk gør det, også selvom humøret undervejs går op og ned som børskursen for økologisk flæskesteg før og efter jul. Og uagtet man faktisk selv var noget så tæt på at vinde, griner poden begejstret, og råber: “Jeg vandt KÆMPESTORT!!!”
Altså kæmpestort og kæmpestort…..?

Jeg mindes ikke at de andre poder har været helt så skråsikre på succes i tilværelsen på det alderstrin. Det kan godt være, at jeg husker forkert (det har jeg en tendens til); måske er det vitterligt en fase, som alle børn gennemlever. Men altså, pt. fryder jeg mig over, at det ikke er lykkedes mig at forpurre podens selvtillid endnu. Og helt ærligt; senere i tilværelsen skal han nok støde på mennesker, der vil forsøge at få ham ned med nakken (faktisk er han allerede stødt på Mellemste Pode…), så ind til videre tænker jeg, at det nok er godt at have lidt overskud på den konto. En vis portion ydmyghed er selvfølgelig en god ting, men jeg er overbevist om, at den del nok skal komme efterhånden.

Jeg selv er sådan en type, der altid tror og frygter det værste, særligt når det er noget i relation til min egen formåen. Jeg giver tilnærmelsesvist op på forhånd. Set ud fra den betragtning er det uden tvivl meget motiverende og inspirerende med en pode, der i dén grad tør stå ved sig selv. Og tingene lykkes jo faktisk for ham; miraklerne sker jo!

Og det er det, som jeg tænker, jeg bør lære noget af. En mere positiv tilgang til tilværelsen med det formål (eller den bagtanke) at mere skal lykkes. Og nu taler jeg ikke om store, forkromede planer, som jeg skal føre ud i livet. Men bare små ting. Ganske små ting. I virkeligheden betyder de små ting jo meget i det store regnskab, så det er med fordel her, man kan sætte ind, tænker jeg. ’Mange bække små’, med andre ord….

‘The magic of thinking big’, læste jeg en gang en bog der hed. Det var faktisk en chef jeg havde, der anbefalede mig at læse den. Vi har at gøre med en meget amerikansk selvhjælpsbog (og så kan man selvfølgelig spekulere på, hvorfor chefen syntes det var en god idé, at jeg skulle læse den), men i virkeligheden er jeg jo meget mere fan af Hella Joof. I hendes terminologi kaldes ’the magic of thinking big-konceptet’ for ’parkeringsreglen’, og går i al sin enkelhed ud på, at den, der tror på, at der er en parkeringsplads, får en parkeringsplads. De andre – pessimisterne – forventes derimod at køre rundt i al evighed uden nogensinde at finde en tom parkeringsbås. Okay, sat lidt på spidsen, men altså.

Hun skriver i ’Papmachéreglen’:

”Dem, der forventer sol, får sol og dem, der forventer regn, får regn. Det er ikke altid, det er sådan, men det føles sådan. Dem, der forventer det værste, får det værste, og dem, der forventer det bedste, får det bedste. Det er ikke altid sådan, men det føles sådan.”

Jeg vil prøve at forvente lidt mere solskin. Jeg vil tænke på, at jeg er STÆRK, og at jeg bliver kattekonge OG kattedronning. Bare fordi. Men altså… For en fuldtidspessimist som mig, er det noget af en udfordring. Men nu prøver jeg. Lidt, i hvert fald. Are you with me in this, or not?


Dagens kloge ord

”At elske sige selv er begyndelsen til et livsvarigt kærlighedseventyr”
Oscar Wilde

”Et menneske er så meget værd, som han regner sig selv for”
Rabelais

”Et ydmygt menneske kan ingen overvinde, det har overvundet sig selv”
Georg Wulff


Dagens sang

”You gotta have faith”


Dagens slogan

”Yes We Can!”

Håber du er kommet godt i gang med ugen derude!

35 tanker om "The magic of thinking big"

  1. Mette

    Åh, altså din mindste pode er fantastisk. Kan afsløre, at vores mindstemand har samme tendens til tider. Han vil ikke bare være professionel fodboldspiller. Det bliver han altså helt sikkert hvis han vil, siger han. Han har spillet fodbold et års tid såååå…. men har han samme gejst omkring det som han havde med at lærer at lave sin rubic cube, tja så lykkedes det muligvis:) Nu bor vi jo overfor Christian Eriksens mormor og kender hende ok godt, så måske måske who knows;) Manden og jeg er forøvrigt de der irriterende typer der altid får en parkeringsplads…. Og jeg er enig med Hella i, at vil man ha’ sol får man sol:)

    Svar
  2. Randi

    Jeg tror, at Mindste Pode hat fat i noget. Det, man fokuserer på, vokser – så når han fokuserer på at vinde – så vinder han KÆMPESTORT! 🙂 Det er en dejlig positiv tilgang at have til tingene.

    Svar
  3. Anette

    Sej mindste pode,
    fatter ikke ideen med at videregive kronen, han vandt den den er hans… det med at vider give er absulut misforstået i denne sammenhæng.

    Svar
  4. Ellen

    Hehe. Som du siger, så skal der på et tidspunkt nok komme nogen, der har lyst til at pille ham ned, så så længe han kan opretholde den meget selvsikre attitude, så lad ham dog. I øvrigt er det vist meget typisk mand, det der, og meget typisk kvinde, som du beskriver dig selv. Hvis der er fem krav i en jobannonce, søger manden jobbet, hvis bare han forstår ordene, hvor en kvinde først søger, hvis hun mener, hun kan opfylde alle fem krav. Og det mener hun sjældent 😉

    Svar
  5. Dorte

    Sgu da meget godt gået med den tøndeslagning – øver I med ham inden (du kan godt indrømme det herinde, vi siger ikke noget:-)).

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Altså ikke sådan med fastelavnstønder i hvertfald, men måske på anden vis… 😂

      Svar
  6. Skalotteløg

    Ha, sad lige præcis og tænkte på at nævne Hellas parkeringsregel for dig – er netop kommet gennem det afsnit i dag! Og jeg tror, hun har ret 🙂

    Det har du også – livet skal nok fortælle ham, at han slet ikke er nogen (katte)konge, så klap du endelig i hænderne så længe som muligt, tænker jeg 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ork, du kan tro, jeg klapper! Fedt at du også er hoppet på ‘Papmachéreglen’, den er fantastisk! 👍

      Svar
  7. Celena

    My youngest amazes me with exactly the same ability. He just says that he will win… and he does! Every time! I find myself in awe… He says it with such conviction…

    PS: I bet that you would look great with that crown 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, det må virkelig være fedt! Jeg tror desværre jeg har et stykke vej endnu for mit eget vedkommende… 😝

      Svar
  8. Birgitte B

    Min yngste er lige sådan. Han sagde engang: jeg drømte, at jeg kunne cykle uden støtteben og så kan jeg. Hvorefter han tog cyklen, fik støtteben af og cyklede, som om han aldrig havde lavet andet…
    Måske er det noget, der findes i de yngstes DNA?
    Kh. Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Interessant tanke! Hvordan mon det bliver sådan? Vi må ha’ et forskerteam på banen! 👍

      Svar
      1. gravidgrahvad

        Ja, jeg tænkte det også – indtil det slog mig, at ham, som har været min yngste i 5 år SLET ikke er skruet sådan sammen, og det er lige tidligt nok at spotte den slags tendenser hos bettefisen. Men måske ham, som nu er blevet mellemste, hele tiden har VIDST at han en dag ville blive mellemste barn, og derfor ikke har udviklet uovervindelig tro på egne evner?

        Svar
  9. S.

    Fantastiske pode du har der 🙂 skønt og så dejligt han både bliver katte konge katte konge og ja katte dronning hvis de lod ham 🙂 Den positive tilgang til tingene kunne jeg også lære lidt af – og så må jeg se at få fat i Hellas’ bog! Kh. S.

    Svar
  10. kisser

    Aij, skønneste og sejeste pode.
    Giv ham et stor krammer fra mig.
    Hm, der er også altid en parkeringsplads til mig når jeg når frem.
    Tror mindste podens og min superoptimisme ligger på linje (og jeg er 14 gange så gammel).
    Min mor var mit det bedste hele mit lange liv 🙂

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hvor er jeg glad for, at der altid er en parkeringsplads til dig! ❤️
      Jeg giver Mindste Pode et kram!

      Svar
  11. Maria/Slinkypiinky.dk

    Sikke dog et VIDUNDERLIGT indlæg!

    Min Alvin er pt i den helt modsatte grøft, og kan holde lange triste taler om hvor grim han er osv – jeg bliver sgu helt bekymret indimellem… 🙁

    Så fodr det endelig, lad ham sejre!

    (PS min ældste bonus er faktisk ligesom din mindste du beskriver….han er 17….og INTET kan overbevise ham om, at han kan tage fejl om noget her i verden…det er knap så charmerende i den alder, egentlig, nu jeg tænker over det, ha ha….)

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hahaha! 😂 – jeg lover, at jeg nok skal hive Mindste Pode i ørerne hvis han er uudholdelig som syttenårig!
      Mht. Alvin: Sådan en pode har jeg også, så jeg kender også godt den side…. Jeg har desværre ingen gode råd, for det kan godt tage virkelig lang tid, og kræve en god dosis tålmodighed! ❤️ Og ja, det gør ondt både i moderhjertet og i podehjertet…

      Svar
  12. gravidgrahvad

    Han er fisme sej, ham mindste pode! Og jeg tror helt sikkert at der er noget om, at ens forventning ofte “går i opfyldelse” af den ganske simple grund, at det vil være dét man kigger efter – om det så er noget positivt eller negativt, og at der derfor kan være god grund til at arbejde lidt med ens forventninger til sig selv og livet generelt.

    Maude, du er kattekonge af en alletiders blog! 😀

    Svar
  13. Lisbet

    Sikke et dejligt indlæg ❤ jeg har virkelig også første parket til, hvor forskelligt børn kan møde verden.
    Meget apropos sagde storesøsteren her i går om lillesøster: “hun har så meget selvtillid. Hendes indstilling er altid ” jeg er cute og jeg ved det””.
    Det er sandt og det virker også for hende!

    Svar
  14. Pia

    Jeg synes det lyder som en fantastisk ide, og så synes jeg i øvrigt også at du skal give dig selv et skulderklap (eller et glas vin / et par nye sko / hvad du nu tænker er en passende belønning) fordi du ikke kan trukket dit eget livssyn ned over din søn. Godt gået – det skal fejres (evt kan du jo putte glimmer på, og sætte det op på hylden).

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.