“There are no wrong turns. Only paths we had no idea we were meant to walk.”

Okay, jeg befinder mig stadig i en form for bloggerkrise, som jeg ikke helt kan definere. Det er der nok heller ikke behov for, for den er ikke mere alvorlig end som så, men jeg spekulerer i øjeblikket på to ting:

For det første spekulerer jeg på, hvor ordene forsvinder hen, hvis de ikke lader sig indfange og nedfælde, sådan som Øglemor så fint skrev det i en kommentar. Hvad bliver der mon så af ordene; hvad er det usagtes skæbne? Gravidgrahvad svarede, at hvis ordene har brug for at blive udtrykt, finder de selv vejen ud. Kun de ord, der ikke behøver et udtryk, formulder og giver næring til nye ord (og hvis det ikke er poesi, så ved jeg ikke, hvad det er). ❤

Ikke desto mindre, så tænker jeg på, om de mon ikke alligevel er lidt som knuste hjerter, eller som forældreløse børn, der ingen steder har at gå hen? Alle de vildfarne ord? Fnug i en snestorm?

For det andet tænker jeg på, hvad det hele mon egentlig bunder i, alle disse overvejelser. På den ene side skyldes det utvivlsomt, at der er så meget, jeg egentlig gerne vil – men man kan bare ikke altid alting. På den anden side findes årsagen også i det faktum, at jeg synes det kan være både svært og krævende på flere planer at drøne rundt derinde på nettet – der er faktisk mange snubletråde. Og hvad er det egentlig med de der sociale medier? Med mennesker, der pludselig føler sig alene og utilstrækkelige fordi alle andre ser ud til at ha’ styr på sagerne? Derinde (eller derude) i det dersens cyberspace, hvor intet alligevel er helt ægte? Hvor man fuldstændig kan iscenesætte sig som man vil? Der er helt klart fordele ved meget af alt det, vi kan når vi mødes elektronisk, men noget spiller altså ikke helt. Og noget spiller tilsyneladende (helt åbenlyst) slet ikke for mig.

Samtidig er det i virkeligheden heller ikke sådan, jeg er. Jeg er ikke en Facebook-kinda-person, og jeg føler mig ikke som sådan én, der skal ses og bekræftes ad den vej. I hvertfald ikke så længe jeg ikke er derinde. Men hvis jeg er derinde, så vil jeg godt ha’ min del af kagen. Og det er faktisk slet ikke er i tråd med mine idealer. Men på en eller anden måde er det prisen, der skal betales; for at være en del af den verden, kræver det, at du er aktiv ‘derinde’. Og sådan er det vel i alle livets sammenhænge: You give some, you take some.

Og jeg er simpelthen så træt i øjeblikket, og lige nu har savnet overtaget. Jeg længes efter vand, langsomt tempo og stilhed. Stil-hed. Det rammer mig fra tid til anden på en måde, som gør ondt langt ind i knoglerne. Så er det, at jeg får tårer i øjnene når jeg holder for rødt på min cykel, og ser et smukt blomstrende træ, hvor bladene stille drysser ned, uendeligt langsomt. Og hvis vi ser bort fra, at de smukke træer for længst er afblomstrede, og alting nu ligner Afrika, så får jeg lyst til at stille mig under sådan et træ, og bare være, mens årstiderne skifter; kommer og går. Som en gammel irgrøn, duebeskidt statue. Det skulle jeg måske være i mit næste liv.
Langt ind i sjælen føler jeg mig sprød som en vandpyts nyfrossede islag en tidlig vintermorgen, og tænker, at alting er et spørgsmål om tid.

Lige nu omprioritere jeg derfor lidt; jeg har tilladt mig selv at skrue lidt ned for tempoet, og ned for hvor meget jeg i det hele taget følger med – over det hele, basalt set. Jeg satser simpelthen på stavgang fremfor hundrede meter hæk. Og jeg håber det er okay, og at du stadig er derude?

Om ikke så lang tid holder jeg sommerferie helt som jeg plejer, men indtil da, er det muligt, at kadencen mellem indlæggene bliver lidt længere. Bare fordi det helst skulle være lysten der driver værket. Og fordi jeg gerne vil det rigtige sted hen.

Afrika.

“Hvor skal vi hen, Plys?” spurgte Grisling. “Det ved jeg ikke”, svarede Plys. Og så tog de hinanden i hånden og gik derhen.

20 tanker om "“There are no wrong turns. Only paths we had no idea we were meant to walk.”"

  1. Emilie

    Jeg tror vi er lidt det samme sted. Det kan jeg i hvert fald godt lide at forestille mig, for nogen gange kan jeg godt føle mig lidt alene det sted. Og så er det rart at tænke på, at vi nok er flere.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Jeg tror vi er MANGE, faktisk? Men ja, man føler sig lidt ensom i virvaret ind imellem. Det kan være vi snart skal ha’ noget mere kaffe? ☕️

      Svar
  2. K. Stender

    Det vigtigste er vel at være i den verden, der er ens egen, om den så er udvendig eller indvendig, med eller uden undertekster? (Bonusinfo det er sjældent kvinderne, der sender uden undertekster.)

    Jeg sætter umådelig pris på, at du vover herind fra tid til anden. Når du citerer Plys, holder du et lille stykke af mit hjerte, for nogle dage er jeg mest Grisling, andre dage Æslet. Nu ved jeg, at der findes en anden voksen, som også har 100 meter skovens univers med sig. Tak og god sommerferie.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hundredemeterskovens univers er fantastisk – tænk hvis folk levede efter Plys’ (og alle de andres) vise ord? Ville det ikke være helt uovertruffent? ❤️

      Svar
  3. Skalotteløg

    I’ll be right here waiting…
    Er lidt samme sted som dig lige nu… Hvis det er en trøst ❤️ Ikke at jeg egentlig forstod det som om, du skulle trøstes… Du ved, hvad jeg mener 😉 Var det noget med, at nogle ord bare skulle formulde og give plads? 😉

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Hehe – ja, det var sådan det var! Og du har ret, lige nu klarer jeg ærterne! Tak fordi du (stadig) er derude! 💕

      Svar
  4. Jeanette Christensen

    De er så stor en del af én selv, at man forvirres, når de udebliver – alle de der ord. Men måske skal man bare lade de udeblevne ord være, klappe dem lidt på hovedet i vished om, at de kommer igen. Måske er de bare ved at klæde om til en anden form, en anden farve. Måske, Måske, måske …..
    – De lever deres eget liv, men følges alligevel altid med én.
    Kh.

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Åh, dét var vise ord, Jeanette – tak for dem! ❤️ Er faktisk ret vild med tanken om ord, der klæder sig om!

      Svar
  5. Birgitte B

    Jeg er med på vognen (heldigvis sammen med en del andre) om at have en delvis krise over bloggen. Og tiden. Jamen jeg får næsten panikangst over at tænke på, at juni er halvvejs gået. Jeg læste et sted, at der nærmest var dødsstraf, hvis man formastede sig til at sige, at man følte sig trist om sommeren i DK. Men jeg føler mig lidt trist, når jeg tænker på, at når jeg har blinket med øjnene så er ferien forbi og det er efterår… Altså, så jeg øver mig i at være i nuet. Selv om det betyder mindre tid på bloggen / sociale medier.
    Kram Birgitte

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Også mig, også mig – det dersens liv er én lang, vanskelig balancegang! Skal vi ikke krydse fingre for at den skønne sommer går lidt ned i tempo?… ☀️

      Svar
  6. Fruen i Midten

    Hvad sker der lige med vores blogger-ord for tiden? Jeg bilder mig ind, at det må skyldes sommeren, varmen og lyset? Der er også længere mellem mine ord. Tror, der er rigtigt mange, der bare formulder i øjeblikket. Som Birgitte kan jeg også blive helt hys ved tanken om, at lige om lidt er både sommer og ferie ovre, og hvad nu hvis jeg slet ikke når at gribe den og nyde den? Hmm, totalt u-sammenhængende kommentar 😮 Og så skal du bare vide, at jeg ææælsker Plys-mennesker 💖

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Plys for President!
      Hvor er det vildt, at vi er så mange, der tumler rundt med ordene her i Blogland. Men måske det ER sommeren, varmen og lyset?? Jeg ved det virkelig ikke….

      Svar
  7. Lene

    Min datter og jeg talte om i går, at der er tidspunkter, hvor vi undgår visse bloggere, fordi deres perfekte liv eller deres kreativitet og gåpåmod får os til at se kritisk på os selv. Så vi lader simpelthen være med at læse, når vi ved det gør noget ved os.
    Hvor er det et fint citat, så skal vi ikke bare tage hinanden i hånden og gå derhen 🙂

    Svar
  8. Ellen

    Alting har sin tid, og bloglivet har således også sin. Nogle bliver i blogland i laaang tid, andre i ultrakort tid. Nogle holder korte pauser, andre ingen og andre igen lange pauser.
    “Det er min blog, og jeg bestemmer”, har jeg sagt et par gange. Hvis ikke jeg har noget, jeg selv ville kunne holde ud at læse om, hvis jeg var min egen læser – ja, så må jeg da hellere lade være med at skrive. Det er muligt, at andre synes, jeg skulle holde længere pauser, så, men hertil må jeg bare henvise til mig eget citat 😀
    Det ændrer sig også over tid, for mange, i hvert fald, hvad man blogger om. Det man starter med at ville udbrede til alverden, går med glidende overgange til noget helt andet, men er det ikke også meget naturligt? Man skulle jo gerne flytte sig lidt hele livet igennem, ikke sandt?
    Og så har sådan en blog det faktisk med at leve helt sit eget liv …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Ja, sådan en blog lever vitterligt sit helt eget liv – og nogle gange tager den også lidt pusten fra én… Men du har ret i, at det selvfølgelig også handler om hvordan vi går til den – eller angriber den. Og det er der jo mange måder på, og det er nok også det, jeg tænker lidt (mere) over (end sædvandligt) i de her dage. 🙃

      Svar
  9. Linedanser

    Maude, en af deting jeg VIRKELIG værdsætter ved dig er at du altid giver dig tid til at svare os alle ❤️ Jeg læser også alle kommentarerne og dine svar, og bliver altid så meget klogere – og roligere, fordi “pyyyh, det er ikke bare mig!” Af og til overvejer jeg bare at skrive “Det, Maude siger” ovre på min blog, fordi du siger det så fint og så levende.

    Mon ikke vi bare allesammen trænger til ferie nu? Som en kollega udtrykte det: “Det [de sidste to måneder før ferien, red.] er som at løbe maraton gennem et sugerør.” Oh yeah …

    Svar
    1. Maude Forfatter

      Kæft, det er jeg vild med det udtryk: ‘At løbe Marathon gennem et sugerør’! So true!! Og tusind tak for dine søde ord – dem er jeg fandme glad for – de hjælper mig virkelig her, midt i min ørkesløse vandring (eller min Marathon gennem det dersens sugerør…). 💕

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.