I forlængelse af mit sidste indlæg, skrev Janne i en kommentar:
“Jeg hørte engang en læge, der fortalte om stress. Han sagde: Nogle mennesker går gennem livet uden at være allergiker, så pludselig får de nogle anfald, og derefter kan de ikke høre pollentallene i radioen uden at få anfald. På samme måde med stress; når først du har haft det, så reagerer din krop på bare det mindste tegn på at ‘det er for meget’.”
Og lige præcis den del tænker jeg er noget af det, som der måske mangler lidt mere fokus på derude i samfundet. Altså eftervirkningerne. At de også skal tages alvorligt. Fordi der er mennesker, mange mennesker, som ikke længere kan løbe lige så stærkt, som de har kunnet, og som de plejer. Eller måske kan de for en lille stund sætte spurten ind på 100-meter-distancen, men den påkrævede restitutionstid der følger efter, kan føles som uendelig. Det kan tage mange, mange dage, at komme til kræfter igen. Fordi noget gik i stykker undervejs, og fordi man aldrig blev rigtig hel igen bagefter.
Selvom jeg vælger mange ting fra på mit arbejde, så er det primært på hjemmefronten, at jeg må vælge endnu mere fra. Mange ting. Nogle ting smerter det mig, at jeg ikke kan magte, og andre ting accepterer jeg med et skuldertræk.
Mens jeg var sygemeldt, hørte jeg én sige, at man som menneske har tre muligheder, når man står i en uholdbar situation:
Man kan enten fjerne sig, ændre det eller acceptere det.
Det har jeg ret tit tænkt på. De to første knytter sig til en aktiv handling, den sidste er en mental indstilling.
Og uanset at mange sikkert opfatter accept som noget passivt, en måske lidt handlingslammet tilgang, så er det i min optik det allervigtigste redskab, når man kæmper for at bevæge sig fremad. Hvis du kan acceptere, at det er sådan tingene – din tilstand – er lige nu, så har du vundet adskillige meter på distancen, fremfor hvis du omvendt bebrejder dig selv for din manglende ydeevne. Det kan godt være, at du er frustreret, men der kommer intet godt ud af at slå dig selv oven i hovedet med at der er noget, der er knækket for dig. Filmen, dit selvsyn og dine neuronforbindelser.
Accept.
Jeg tror at accepten hænger sammen med evnen til at få fast grund under fødderne, og overleve livet. Jeg tror, at accepten også er dybt forankrede i den slags mennesker, der hviler i sig selv. Accepten er et anker midt i kaos, og den hjælper os med at tilgive os selv. Hvordan man kommer så langt, det har jeg ikke den fjerneste idé om, men jeg ved, at det hjælper at fokusere på alt det gode, der er i mit liv. Lykken, der kommer i små glimt som dét, der giver mening for mig. Den er ene og alene er mit helt eget ansvar, og ingen andres. Jeg prøver at huske på, at jeg skal forsøge at gribe en lille smule af den – hver dag – og ikke se den som en størrelse, der ligger ude i fremtiden sammen med det åndehul, som vi tror, vi når frem til, når vi bare lige har fået overstået noget af alt det andet først.
Så derfor vil jeg lige runde dette indlæg af med at samle et par bidder op af det, som er indbegrebet af lykken for mig – måske bliver den så hel?:
- Lykken er at skrubbe kartofler på terrassen i solskinsvejr og bar mave.
- Lykken er mine børns latter, og vinden i Sejrøbugten.
- Lykken er, når jeg – sådan lidt from a distance – kan nyde synet af min familie. Når ingen stiller mig femhundrede spørgsmål på én gang, så er det jeg bliver i stand til at tænke, at det dér; det er mit crew. ❤
- Lykken er at genfinde en gammel og forlængst glemt sang.
- Lykken er, når mine poder laver alliancer i Ludo. Mod forældrene.
- Lykken er, når Mellemste Pode siger “Mor, PRØV lige at se himlen!”
- Lykken er lyden af regn, og synet af den tunge og blygrå himmel, inden den slipper uvejret løs.
- Lykken er duften af efterår.
- Lykken er at stå under et kæmpestort, gammelt træ, og blive forvandlet til en ubetydelighed.
- Lykken er et grineflip med en god kollega.
- Lykken er, når man har taget fejl af den hæslige deadline, som ikke er lige om lidt, men først om en måned.
- Lykken er at havne midt i en guidet tur på kinesisk. Nå nej.
- Lykken er stilhed.
Fotograf: Palle Pophår
At sætte pris på lykken, selv i småbidder, eller måske især der, er uden tvivl en vigtig faktor, når man prøver at undgå at ryge i stresshullet. Igen.
Jeg synes også, at det er ganske vigtigt, at der ikke er for mange ting, man med smerte må vælge fra på hjemmefronten. Hvis det er sådan noget som vinduespudsning eller sammenrivning af nedfaldne blade, så er det om at finde “pyt-knappen” i en vis fart.
Hvis man synes, det går lidt for stærkt på arbejdet, er der – efter min mening – ingen skam i at bede sin nærmeste foresatte om hjælp til at prioritere opgaverne, hvis man mener, der er en overvejende risiko for, at man ikke kan overkomme dem alle, i hvert fald inden deadline.
Der kan selvfølgelig være arbejdspladser, hvor man ikke kan gøre det, men sådan et sted synes jeg faktisk ikke, man skal arbejde, hvis det på nogen måde kan undgås.
Ja, pyt-knappen er vigtig at huske! Jeg synes faktisk at balancerer mine opgaver på jobbet ok. Jeg lukker døren når jeg går hjem. Det er mere følelsen af hele tiden at være på, som gør mig lidt bims i låget ind imellem. Så det er primært fritidsaktiviteter, jeg skærer ned på, særligt på børnenes, fordi det dér med at være i en hal ikke fungerer sådan helt super for mig. Og det er sådan nogle ting, der gør mig trist.
Jeg har virkelig, virkelig tænkt så meget over dit forrige stress-indlæg, og er vendt tilbage til det og alle kommentarerne flere gange. For det er virkelig tankevækkende! Jeg ser det overalt, hos mine venner, hos min mand, hos fantastiske kollegaer, og hos mig selv. Hvorfor er det vi er så bange for at sige fra? Selv har jeg ikke barre én, men 4-5 dårlige oplevelser med i baggagen, hvor jeg blev sparket ud fra en arbejdsplads, fordi jeg viste tegn på svaghed, så der er ingen tvivl hos mig om at det handler om angsten for at miste mit job, og derfor min indtægt. Så meget, at selv om jeg nu har verdens bedste ledelse, så tør jeg ikke sige til, hvis jeg har det lidt for travlt, og mister hukommelsen om hvilken klasse, jeg står i, og hvad vi lavede i sidste time.
Jeg elsker virkelig mit arbejde, men jeg har alt for mange klasser med alt for mange elever, jeg skal forholde mig til, på alt for kort tid (længe leve skolereformen … nårh nej, den er ved at tage livet af både børn og voksne i folkeskolen!). Men jeg tør ikke engang at gå ind og bede om nedsat tid. Fordi det gør mig sårbar, jeg lægger en byrde på min ledelse, og ikke mindst smider jeg aben videre til mine i forvejen pressede kollegaer.
Hvad skal der til før vi som samfund trækker i nødbremsen? Skal vi kollektivt sige op? Lægge os fladt ned på stribe? Eller endnu bedre: nægte at genvælge hele Folketinget, og sætte nogle nye mennesker på taburetterne, der rent faktisk HAR prøvet at være almindelig medarbejder i det virkelige liv?
Eller skal vi – som du siger – acceptere at det er sådan, det må være?
Tak fordi du tør være så ærlig, og tak fordi du trods alt bevarer din skønne, sarkastiske humor 🙂 Jeg elsker den opblødning i 2 ord, der får mig til at grine, og tro på at verden alligevel er et godt sted at være.
Tak for dine søde ord! Men lad mig lige starte med at understrege, at sådan set fra et samfundsmæssigt perspektiv, så mener jeg bestemt ikke, at vi skal acceptere nogen verdens ting; efter min ringe mening er vi helt galt afmarcheret på stort set samtlige fronter. Når jeg taler om accept, så er det mere som en indre ting, hvor det handler om ikke at være vred på sig selv over at man ikke kunne klare mosten. På samfundsplan synes jeg vi skal gøre ALT hvad vi kan for at råbe politikerne op! Jeg synes det lyder som om du har brug for at tale med din chef og din kolleger – eller måske din TR om den frygt, du går rundt med? Det lyder ikke godt, synes jeg. Men alt respekt for dig, jeg kunne ikke klare en stilling som lærer i mere end to minutter før jeg var knækket midt over, det er stensikkert! Så vi er MANGE, der er glade for at der findes sådan nogle som dig derude! ❤️
Har du i øvrigt hørt Preben Kaas’ og Jørgen Rys sang om lykke? Den bliver man også glad i låget af ❤️
Den må jeg da fluks lige finde! ❤️
Ja, hvor er det bare svært, suk. Accept er en del af det, uden tvivl. Men det er, også, svært. Jeg prøver selv at lære at acceptere min tinnitus. Som de kloge siger vil plage mig mindre, hvis jeg kan acceptere den og flytte fokus væk fra den. Det kan de sagtens sige, for det er jo rigtigt, det der med pollen-tallene i radioen: jeg læste din liste, kom til sidste på punkt – og blev straks mere opmærksom på netop tinitussen. Og hvis du har det lige sådan med din stress, og det har du jo sikkert, så skal der givetvis bare være én, der skynder på dig og siger “skynd dig, vi skal nå bussen” for, at det trigger dig. Øv 🙁
At ændre noget er dælme også svært. Måske er der stadig nogle skole-arrangementer, du kan takke pænt nej til og lade Mand om at klare, mens du bliver hjemme og nyder stilheden?
Det er så godt set, det er nemlig lige præcis det, der sker! Faktisk behøver jeg ikke engang at få at vide jeg skal skynde mig, det kan også sagtens handle om en tidsoptimist, der lige lægger lidt ekstra oven i planen. Som når Mand for eksempel får en fix idé, og siger ting som “Der er TYVE minutter til vi skal være der, det kan vi SAGTENS nå!!”, og jeg bare slet ikke kan se, at vi kan nå det…. Så er vi der igen. Jeg er ked af at høre om din tinitus! 😢
Jeg håber, at du snart får det bedre. Andet ved jeg faktisk ikke, hvad jeg skal sige. Det er svært – også for udenforstående at give gode råd (- og er der brug for det?) eller sætte sig ind i den enkeltes følelser. Jeg sender bare et kram herigennem. Kh. Birgitte
Tak!! Jeg foretrækker et kram til hver en tid! 😘
❤️
😘
“Det er ikke lykken, der gør os taknemmelig. Men taknemmeligheden, der gør os lykkelige.”
Så sandt! Tusind tak for det! ❤️
❤️ så sandt
Jeg høre til dem der har været så hårdt stress ramt at jeg aldrig bliver den samme igen og for altid vil have skader. Ligesom dig lyder det til 😳 Det er noget øv men netop accepten og taknemmelighed er noget af det vigtigste for at komme videre i livet. Det taler jeg med stress ramte om fra tid til anden. Jeg siger lige ud at man aldrig bliver den samme igen og det er jo altid et kæmpe chock, ikke mindst fordi mange tror at de kun har lov til at være i verden hvis de yder en hel masse og hvad nu når de ikke kan det mere? Jeg siger også at accept er det første og vigtigste skridt i at komme op og stå igen. Man er nød til at accepterer at man nu er blevet den man er, man er nød til at accepterer at man gerne må være i verden selvom man kun giver det man magter og man skal stoppe med at sætte en facade op hvor man er bedre end man er, for så har man jo den at leve op til og det vil knække en igen. Bagefter når man er kommet op at stå er det taknemmeligheden der heler og heldbreder.
Jeg sender dig et kæmpe virtuelt kram og er taknemmelig for at du har fundet taknemmeligheden.
Tak for det, Marina! Men det er jo netop det, som det hele handler om: Man føler ikke, man er berettiget til en plads blandt ‘de levende’ når ikke man kan yde 100%. Jeg føler faktisk, at jeg er i et kæmpe dilemma i disse dage, fordi jeg næsten ikke magter mere – men hvad nu hvis jeg en dag ikke kan kæmpe mig igennem længere? Hvordan vil vores hverdag så blive? Vil den kunne hænge sammen økonomisk? Alt det der….
Hvis du har det sådan ville mit bedste råd være at du bliver nød til at tage en pause NU. Du er gået helt ned med stress en gang før og for hver gang det sker bliver man mere syg. Slutresultatet hvis du ikke passer på dig selv nu kan meget vel være at du ikke magter at komme tilbage og så er i for alvor nød til at retænke jeres tilværelse (både økonomisk og på andre måder). Det mest ansvarlige du kan gøre er at passe på dig selv, netop så du kan fortsætte med at kunne fungerer og kunne bidrage til dine drenges liv, jeres økonomi og samfundet sådan i større perspektiv. Det er dem der ikke stopper og tager pausen i tide der bliver mest syge.
Alt dette med det store forbehold at jeg ikke kan se dig i øjnene. Det er i øjene man kan se stressen. Hvad siger din læge? Hvad siger din mand og venner? Nogen omkring dig må mærke efter og hjælpe dig til at træffe beslutningen. Du kan sikkert ikke selv og man skal jo tale med dig ansigt til ansigt for rigtigt at vide hvor du er.
Du er nød til at tage det alvorligt og netop accepter tingene som de er. Jeg tror de to indlæg du har skrevet her om stress er et slags nødråb hvor du håber på tilladelse til at tage pausen. Stærkt stressramte har ofte brug for den tilladelse, fordi de simpelthen ikke ser sig selv nok. De der omvendt bruger stress som en undskyldning behøver ingen tilladelse.
Tag stressen alvorligt. Ikke bare for din egen skyld men for din families skyld. Ingen er tjent med at du får dit andet store sammenbrud.
Kram